Anmeldelse: Stille hjerte, Slagelse Teater (Sjællands Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
”Stille hjerte” er en dansk dramafilm fra 2014 med manuskript af Christian Torpe og instrueret af Bille August. Nu 12 år har Sjællands Teater omsat den til scenen. Vibeke Wrede har både skrevet manuskriptet og instrueret forestillingen.
Omdrejningspunktet er familien, som her både er en kende dysfunktionel, og som nu også står over for et svært valg. Familien er samlet én allersidste gang. Det er midt om sommeren, men juletræet er fundet frem, og duften af and og gløgg fylder huset. Tre generationer samlet. Esther, der normalt er familiens stærke og elskede midtpunkt, og hendes mand Poul, døtrene Heidi og Sanne og deres partnere, og til sidst Heidi og hendes mand Michaels teenagedatter Josephine.

Men det er ikke en normal aften eller familiemiddag. Det er en afsked. Esther lider nemlig af den uhelbredelig sygdom ALS. Lige nu går det nogenlunde, men hun ønsker ikke at lide og ende uden at kunne noget selv. Det har hendes lægemand, Poul, accepteret, og de har fundet en plan for at gøre en ende på det hele. Det skal være en afsked, der er værdigt og på hendes vilkår. Det er accepteret af de to døtre, men de kommer i tvivl, nu når virkeligheden trænger sig på.
Det hjælper heller ikke just, at de to døtre har deres problemer, udfordringer og konflikter med både dem selv, deres partnere og hinanden. Alt imens iagttager Josephine det hele på afstand, og hun prøver at forliges med de voksnes sammenbrud. Sidst, men ikke mindst er den nære husveninde Lisbeth, hvis tilstedeværelse – både nu og dengang – først undrer døtrene. Vil Esthers plan lykkes? Vil familien kunne undgå at gå helt i opløsning? Vil Poul og Lisbeth klare fremtiden? Er der en mening med livet?
Stille hjerte er derfor ikke bare en debatforestilling om aktiv dødshjælp. Det er også en fortælling om både døden og ikke mindst livet. Om kærligheden og familiemønstre. Om frihed og om at give slip på livet med en vis værdighed, mens man selv har valget.

Vibeke Wredes bearbejdelse er vellykket, og hun formår elegant at balance det mørke og tunge emne om aktiv dødshjælp og de stærke familiedynamikker på den ene side og det lune og morsomme, hvor den tørre sarkasme og ironi dominerer, på den anden side.
Persongalleriet og i høj grad personinstruktionen fungerer mindre godt. Det går egentlig godt med den ældre generation og den yngste generation, mens portrættet af den midterste generation ofte bliver lidt for karikeret og nærmest overspillet. Særligt Sofie Topp Christensen som storesøsteren Heidi og Carla Malling Aggers lillesøster Sanne bliver lidt for endimensionelle og til tider koleriske. Der er få nuancer i deres portrætter, og de kommer først rigtig til dels ret til slut, når den store beslutning skal gennemføres. Det er synd, men det skyldes formentlig mest Wredes tekst og iscenesættelse.

Bedre går det for deres partnere. Joakim Kubel som Sannes partner Dennis, der noget ufrivilligt bliver vidne til familiedramaet, leverer en god figur, hvor hans rå og ustabile tilgang udvikles elegant gennem fortællingen. Brian Kristensen som Heidis ekspartner Michael, der har haft en yngre elskerinde og nu vil selvrealisere sig, er heller ikke uinteressant, men også hans dybde udfoldes først rigtigt til slut, når han tør sige Heidi imod.
Pia Jondals matriark Esther er egentlig vellykket nok, når hun med ganske fornuftig og rolig afklarethed og sarkastisk tilgang ser frem til døden. Men vi lærer aldrig rigtig at kende kvinden bag. Til gengæld er hendes portræt ikke karikeret eller overspillet. Henrik Jandorf er den forstående og lige afklarede ægtemand, og Gunvor Reynberg har lune som Lisbeth, der viser sig at være mere end blot en veninde af huset. Ida Micalla Nielsen som Josephine viser en ærlig tilgang, og vi forstår hendes frustration og uforståenhed overfor alt det, der sker.

Marianne Nilsson har skabt en enkel og effektiv scenografi, der rummer køkkenalrummet, hvori hele dramaet udfolder sig.
Historien her er rørende, og de fleste kan sætte sig i forestillingens dilemmaer – uanset om det er de problematiske familiedynamikker eller diskussionen om aktiv dødshjælp. Der er meget genkendelighed, og derfor kommer forestillingen formentlig også ret nært på de fleste. Der er dog gods i Stille hjerte, og trods indvendingerne er det godt debatteater målrettet publikum.
Sjællands Teater
Slagelse Teater, Herrestræde 9, 4200 Slagelse
Spilleperiode: 29. oktober-1. november 2026
Forestillingen spiller herefter på Holbæk Teater i perioden 8.-15. november 2026
Set den 29. oktober 2026
Fotos: Evan Hemmingsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://sjaellandsteater.dk/program/stille-hjerte-slagelse
og
Medvirkende: Pia Jondal, Henrik Jandorf, Gunvor Reynberg, Joachim Kubel, Sofie Topp Christensen, Carla Malling Agger, Brian Kristensen og Ida Micalla Nielsen
Manuskript: Vibeke Wrede – frit efter Christian Torpes filmmanuskript til Bille Augusts spillefilm (2014)
Instruktion: Vibeke Wrede
Scenografi: Marianne Nilsson
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


