Anmeldelse: Jane Eyre, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

En af verdenslitteraturens store kærlighedsfortællinger har indtaget Gamle Scene. Med Cathy Marstons Jane Eyre, baseret på Charlotte Brontës roman fra 1847, har Den Kongelige Ballet fået en længe savnet, stor handlingsballet, der med ekspressiv koreografi og stærke karakterer viser, at balletten også kan rumme litteraturens komplekse menneskeskæbner.

Der er noget særligt dragende ved de store handlingsballetter. Når dansen ikke blot skal betage med sin skønhed, men også fortælle, udfordre og give liv til menneskets inderste følelser. Jane Eyre er ikke nogen enkel fortælling. Det er en roman om kærlighed, klasse, selvstændighed og kvindelig frigørelse. Om at insistere på sin egen værdighed i en verden, der igen og igen forsøger at fratage én den. Store følelser og indviklede menneskeskæbner skal omsættes til dansens ordløse sprog. En ambitiøs opgave, som Marston langt hen ad vejen lykkes fortrinligt med.

Vi følger den forældreløse Jane Eyre, der efter en kærlighedsløs barndom hos sin velhavende tante sendes til den strenge pigeskole Lowood. Som voksen får hun ansættelse som guvernante på godset Thornfield, hvor hun møder den gådefulde godsejer Edward Rochester. Trods deres forskellige sociale positioner opstår en tiltrækning mellem de to, men Thornfield gemmer på en mørk hemmelighed. Rochester er allerede gift med den mystiske Bertha Mason, som holdes skjult på godsets loft. Da sandheden afsløres på deres bryllupsdag, flygter Jane fast besluttet på ikke at gå på kompromis med sine principper. Først efter en smertefuld adskillelse finder de igen hinanden.

Emma Riis-Kofoed indtager titelrollen som den voksne Jane Eyre med en bemærkelsesværdig kombination af skrøbelighed og stålsat vilje. Hendes Jane er ingen passiv romantisk heltinde, men et menneske, der trods livets gentagne slid nægter at lade sig knække. Over for hende står Sebastian Pico Haynes som Edward Rochester, en sammensat karakter, der rummer både autoritet, lidenskab og dybtliggende fortvivlelse. Haynes giver Rochester en kraftfuld fysisk tilstedeværelse.

Begge dansere leverer overbevisende præstationer hver for sig, men den helt store kærlighed mellem dem bliver først for alvor troværdig i forestillingens sidste øjeblikke. Rochester er blevet blind, og den tidligere så magtfulde herre står nu hjælpeløs over for den kvinde, han mistede. Da han til sidst falder ind mod Jane, som griber ham og holder ham fast, opstår en rørende intimitet mellem de to. Her er magtforholdet opløst. Her er de ligeværdige. Og her tror man på deres kærlighed. Det er et smukt øjeblik, der indfanger essensen af Brontës roman. For Jane skal ikke reddes af Rochester. Hun skal vælge ham.

En anden fascinerende skikkelse er Rochesters skjulte hustru, Bertha Mason, danset denne aften af Astrid Elbo. Hun er en dragende og foruroligende tilstedeværelse, der synes at befinde sig et sted mellem menneske og mareridt. Elbo giver karakteren en næsten dyrisk ekspressivitet, og hendes bevægelser bryder med den mere kontrollerede verden, der omgiver hende. Men Bertha forbliver samtidig en vanskelig karakter at blive klog på. Hendes mystiske og truende væsen er fascinerende, men hendes betydning for fortællingen står ikke altid klart.

Også de mandlige skikkelser, der gentagne gange dukker op omkring Jane, er et vellykket koreografisk greb. De synes at legemliggøre hendes indre dæmoner – frygten, minderne og de kræfter, der forsøger at holde hende tilbage. Stærke og ubønhørlige spærrer de hendes vej og truer med at fratage hende kontrollen over sin egen krop. Dermed bliver Janes indre kampe håndgribelige.

Cathy Marstons koreografi er innovativ, ekspressiv og usædvanligt fortællende. Hendes bevægelsessprog er fuld af musikalitet i samspillet med musikken af Philip Feeney, Fanny Mendelssohn Hensel, Felix Mendelssohn og Franz Schubert. Der er en snert af John Neumeier over Marstons fortællende balletunivers, men med et mere moderne og kantet udtryk, hvor bevægelserne først og fremmest er meningsbærende. Forestillingens stærke fortælleevne understreges af Patrick Kinmonths dystre scenografi, der forbliver mørk gennem hele forestillingen.

Også korpsscenerne besidder en stærk ekspressiv kvalitet. Særligt scenerne fra Lowood står stærkt i erindringen. Her skildres pigernes ensformige og kærlighedsløse tilværelse gennem gentagne, synkroniserede bevægelser, hvor den enkelte forsvinder ind i fællesskabets strenge disciplin. En synkroni af fortvivlelse, afsavn og undertrykkelse.

Jane Eyre blev oprindeligt skabt til Hamburg Ballett, men har fundet sig godt til rette hos Den Kongelige Ballet. Min eneste egentlige anke er en næsten uundgåelig konsekvens af at omsætte en så omfattende roman til ballet. Der er ganske enkelt meget, der skal fortælles, og indimellem går det lige lovlig stærkt. Enkelte scener når knap at folde sig ud, før vi allerede er på vej videre til den næste.

Forestillingen kræver desuden et vist forhåndskendskab til handlingen, hvis man skal følge alle dens forgreninger. Men jeg holder af forestillinger, der kræver noget af sit publikum; af forestillinger, som forventer, at vi engagerer os, tænker med og lader os udfordre. Og når jeg indimellem savner, at fortællingen sætter tempoet ned, er det faktisk også en indirekte kompliment. Marston har skabt så mange interessante øjeblikke, at man ganske enkelt får lyst til at dvæle længere ved dem.

Med Jane Eyre har Den Kongelige Ballet fået en stor, ambitiøs og kunstnerisk interessant handlingsballet, der både udfordrer sine dansere og sit publikum. Det er en forestilling fuld af mørke og menneskelig smerte, men også af viljestyrke, håb og kærlighed. Og måske er det netop det, der gør Brontës fortælling så tidløs. At Jane Eyre ikke blot er historien om en kvinde, der finder kærligheden, men om en kvinde, der insisterer på at finde sig selv, før hun kan give sig hen til et andet menneske. Det er en fortælling, der fortjener at blive danset. Og hvor er det dog dejligt, at den nu bliver det på Gamle Scene.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 30. oktober-18. november 2026

Set den 30. oktober 2026

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.kglteater.dk/ballet/2627/jane-eyre

Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Sebastian Pico Haynes, Penelope Phelan, Eukene Sagues, Astrid Elbo, Jonathan Chmelensky, Tomoka Kawazoe, Ditte Balzer, Jón Axen Fransson m.fl. (denne aften – flere hold)

Koreografi: Cathy Marston

Dramatisering: Cathy Marston og Patrick Kinmonth

Musik: Philip Feeney, Fanny Mendelssohn Hensel, Felix Mendelssohn og Franz Schubert, arrangeret af Philip Feeney.

Scenografi og kostumer: Patrick Kinmonth

Lysdesign: David Finn

Iscenesættelse: Cathy Marston og Christelle Horna med Karen Azatyan og Matthew Topliss assisteret af Anna Trevien og Fernando Mora

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod