Anmeldelse: Når vinden vender, Teater V (Herning Ny Teater)

Anmeldelse: Når vinden vender, Teater V (Herning Ny Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen

Herning Ny Teater gæster for tiden Teater V med forestillingen Når vinden vender. Forestillingen sætter fokus på tre generationer, hvis liv har udviklet sig ganske forskelligt, men de forsøger nu at finde et fælles fodfæste i en tid, der er under forandring. Fortid, nutid og fremtid møder hinanden, og de hele kolliderer. Vil vinden vende, så der kan blæse nye vinde?

De tre mænd, Jens, Henrik og Victor – farfar, far og søn, mødes hos Jens til den årlige brændekløvning. Det er en blanding præget af tradition, tavshed og ganske faste roller. Dét forandrer sig denne gang. De tre mænd kæmper både om at forstå hinanden og ikke mindst den tid, som de – og vi – lever i. Gamle forestillinger og indstillinger udfordres af en ny virkelighed, og afstanden mellem de forskellige generationer vokser.

Jens er blevet enkemand, men brændet skal stadig kløves. Denne gang er der mere brænde end normalt, da træerne ved huset er fældet. ”Hvorfor?” spørger Henrik og Victor. Huset skal sælges, og Jens har mødt en ny kvinde – men det holder ikke. Jens er dominerende, og han tror, at hans opfattelse er den rigtige. Henrik er blevet forbigået til forfremmelse på jobbet, og han virker noget vattet og næsten holdningsløs og opgivende. Derimod er der mere vrede og afmagt hos den unge Victor, og vreden er rettet mod faren, som han ser som sin diametrale modsætning.

Allerførst er der respekt til Herning Ny Teater for, at de tør lave nye danske forestillinger. Dernæst er der også respekt til Thomas Markman for at sætte fokus manden og maskuliniteten. Og Markmans tekst er ikke uinteressant, men den virker alligevel lidt ufuldendt. Den rummer bestemt nogle interessante emner, men det virker ikke altid til, at den helt ved, om den vil fortælle om generationskløften mellem de tre generationer, om det at have sin egen identitet og at være mand, eller måske noget midt i mellem. Det gør, at teksten nogle gange bliver lidt for søgt og utroværdig, når dens mange forskellige emner og spor skal forenes.

Til gengæld lykkes iscenesætter Simon Boberg med at omsætte teksten og emnerne til de tre medvirkende, så de får det bedste ud af teksten og de tre skuespillere. Vi forstår, hvorfor vinden må vende, men om den gør det, er så en helt anden sag. Replikkerne og følelserne præsenteres naturligt og genkendeligt, selvom de tre mænd ikke rigtig mødes. Det hele foregår i Edward Lloyd Pierces enkle, men ganske virkningsfulde scenografi, hvor det ikke kun er brændet, men også nogle af de gamle opfattelser, der skal kløves. Spørgsmålet er så, om de faktisk også bliver det…

De tre mænd spilles af henholdsvis Bjarne Henriksen, Paw Henriksen og Thor Støvelbæk, som alle leverer fine personportrætter. Bjarne Henriksens Jens er noget firkantet og ganske brysk, når han mest tænker på sig selv, men vi opdager efterhånden, at han også har en følsomhed og lune bag facaden. Paw Henriksens Henrik er først tilpas blød, næsten vattet, og følsom, og han er måske nok fanget mellem de forskellige (selv)opfattelser, hvor han forstår ikke den ”nye” verden. Men han viser os – gudskelov – senere, at han alligevel kan være slagkraftig, når det kræves. Thor Støvelsbæks unge Victor, der endnu ikke har nogen uddannelse, er måske nok vred og aggressiv, men han viser os også en mere kløgtig side, når han indser, hvad virkeligheden egentlig vil os – og ham – og at konflikten ikke nødvendigvis er det rette.

Når vinden vender har sine øjeblikke. Teksten er bedst, når Markmans forskellige emner får lov at stå skarpt uden indblanding, og særligt skuespillet fra tre herrer holder sammen på det hele. Samtidig giver forestillingen os også muligheden for at tænke over, hvilke forestillinger og indstillinger, der er værd at beholde – og hvilke vi måske skal forandre.

Herning Ny Teater

Teater V, Store V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Spilleperiode: 28. oktober-1. november 2026

Forestillingen spiller herefter i perioden 3.-7. november på Teatret Svalegangen i Århus

Set den 28. oktober 2026

Fotos: Mingophoto

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Bjarne Henriksen, Paw Henriksen og Thor Støvelbæk

Dramatiker: Thomas Markmann

Instruktør: Simon Boberg

Scenografi: Edward Lloyd Pierce

Lysdesigner: Edward Lloyd Pierce

Lyddesigner: Jes Theede

Komponist: Rune Abel

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *