Anmeldelse: Fyrtøjet, Folketeatret

Anmeldelse: Fyrtøjet, Folketeatret

Af Christian Skovgaard Hansen

På Folketeatret får H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet nu nyt liv i danser og koreograf Steen Koerners musikalske fortolkning af eventyret. Historien i eventyret er, som vi kender den – og så alligevel ikke. Eventyret er flere steder opdateret lidt, så det passer til den tid, som vi lever vi nu, men det er heldigvis sket uden at gøre vold på selve eventyret. Fornyelsens tilføjelser giver både noget til de voksne og til børnene.

Den hjemvendte og fattige soldat er på vej hjem. I denne version venter mor, der har fået hele hans historie gennem brevene hjem. Soldaten møder heksen, der får ham til at klatre ned i træet og møde de tre hunde med øjne så store som henholdsvis tekopper, møllehjul og Rundetårn, og hvor han finder fyrtøjet. Han får penge med op, og han lærer dermed også, hvad penge gør ved folk – og ikke mindst ved deres omgivelser. Alt imens drømmer prinsessen om frihed og kærlighed uden for slottets mure, men det vil hendes forældre, kongen og dronningen, ikke tillade, da de ikke ønsker, at spådommen skal gå i opfyldelse. De vil gå langt for at forhindre det, men det viser sig hurtigt, at man ikke kan styre alting.

Steen Koerner og Yo Akim har tidligere arbejdet sammen om forestillinger, og de har f.eks. tidligere bearbejdet ”Nøddeknækkeren”. Denne gang har de samarbejdet om konceptet og storyline, mens Steen Koerner og Andreas Garfield har dramatiseret, og Yo Akim har komponeret musikken. Koerner har iscenesat. Koerner og Akims aftryk er tydelige i forestillingen. Camilla Bjørnvad har stået for forestillingens fine kostumer.

Ingen hjemvendt soldat uden krig. Forestillingen indledes derfor med soldaterne i krig. Nogle forældre vil nok have en mening om, om denne indledning er nødvendig, mens vi voksne generelt gøres opmærksom på krydsfeltet mellem virkeligheden og eventyret – eller i hvert fald vores eventyrforestilling. Men der er ingen tvivl om, at de fire dansere, Malthe Ørsted, Ibrahim Madsen, Oliver Vilhelmsen og Emil Stenlund, gør det godt, når de åbner eventyret med intensitet og legende lethed og svæv.

Malthe Ørsteds soldat er en udtryksfuld og ganske kløgtig, og når prinsessen åbner hans hjerte, træder kærligheden ud i fuldt flor. Stephanie Nguyens prinsesse er noget endimensionel i starten, men hun har dog en vis skrøbelig stædighed, når hunden kommer efter hende. For hvor skal hun hen og til hvem? Hun træder heldigvis i karakter, når forældrenes indespærring bliver for meget, og hendes lænker brydes. De har et fint samspil, og vi tror på, at de kan lide hinanden. Mette Horns morfigur og fortæller giver eventyret lidt tiltrængt ro, varme og nærvær, når hun sætter rammen.

Danserne er bedst til dansen, og ikke alle replikker sidder lige i skabet. Samtidig er kongen (Hervé Toure) og dronningen (Isa Marie Henningsen) blevet lidt for skingre og karikerede. Her er hverken dramatiseringen eller Koerners iscenesættelse ikke helt skarp, og det lader lidt til, at arbejdet med persongalleriet er skubbet lidt i baggrunden.

Der er ingen tvivl om, at et stort fokus er på musikken og særligt dansen. Begge dele rummer en række forskellige toner og trin, hvor genrerne blandes godt og grundigt. Dansen er ”Koerner-klassik”. Det giver tempofyldte og på sin vis elegante og legende dansesekvenser. Men det gør desværre også, at det bliver lidt forudsigeligt og gentagende, og jeg savner lidt mere vovemod og udtryk i dansen. Det er samtidig med til, at trække det hele lidt i langdrag.

Morten Justs scenografi og videodesign spiller fornemt sammen, og det visuelle er i top, når de analoge virkemidler møder videodesignet, der heldigvis aldrig bliver for overgearet. De tre hunde portrætteres morsomt, og den mellemste hund, der kommer til at spille en rolle i eventyret, er ganske kær – og den er ganske kløgtig også. Heksen portrætteres elegant som en svævende dukke.

Selv de gode greb i dramatisering og iscenesættelse kan dog ikke skjule, at der nok ikke helt er kød nok i H.C. Andersens relativt lille eventyr til en varighed på to timer (inkl. pause). Nogle dele trækkes lidt unødigt ud, og nogle roller har fået mere fyld, hvilket ikke altid er til det gode.

Der er dog ingen tvivl om, at Fyrtøjet i denne version er visuel flot, og det er særligt her, at den rigtig imponerer os. Eventyret er dog stadig til stede, og Koerners dans kan stadig noget. Forestillingen skal nok vække lykke hos kernepublikummet.

Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 12. november-16. december 2026

Forestillingen spiller herefter på turné rundt i landet i perioden 11. januar-28. februar 2026

Set den 12. november 2026

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/fyrtoejet

Medvirkende: Stephanie Nguyen, Mette Horn, Hervé Toure, Isa Marie Henningsen, Ibrahim Madsen, Oliver Vilhelmsen, Malthe Ørsted og Emil Stenlund (På turné: Aviaya Rønnow Steinø)

Baseret på H.C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”

Iscenesættelse: Steen Koerner

Koncept og storyline: Steen Koerner og Yo Akim

Dramatisering: Steen Koerner og Andreas Garfield

Komponist: Yo Akim

Sangtekster: Steen Koerner

Konsulent sangtekster: Jonas Gülstorff

Scenografi og videodesign: Morten Just

Kostumedesign: Camilla Bjørnvad

Lysdesign: Jim Falk

Illustrator: Elph One

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *