Anmeldelse: Familien Hassan, Det Kongelige Teater (på turné)
Af Thormod S. Kamban
Det er ca. 6 år siden, at den anerkendte, men også udskældte digter, Yahya Hassan, forlod dette jordiske liv. Ikke lang tid efter udkom en bog, der fortalte om familien Hassan fra barndommen til teenageårene og til den mærkelige tid, hvor de blev en del af søgelyset grundet Yahya.
Den bog har Det Kongelige Teater lavet en forestilling, Familien Hassan, over. Sargun Oshana er i instruktørstolen, og forestillingen finder sted på en mørk scene, omgivet af 5 stykker stenmur, isoleret omkring en cirkel i midten. Grangiveligt en scenografi der sender tankerne hen mod religiøse templer, men også romerske kamparenaer.
I den får vi fortalt historien om familien Hassan. Fra deres opvækst i ghettokvarteret Trillegården ved Aarhus, til de kæmpende bevægelser ind i voksenlivet. De fire hovedskuespillere spiller rollerne som de fire søskende: Abdullah, den mellemste bror (Arian Kashef), Kawther, storesøster (Ellaha Lack), Abd Al-Salam, lillebror (Wahid Sui) og Khadeeja, lillesøster (Zere Celik), flankeret af musiker Rezwan Taha der illuderer både moren i familien, men mest af alt er et gennemgående musikalsk indspark i særklasse.

Hele første akt dykker ned i børnenes opvækst, deres forældres altoverskyggende roller i deres liv, troen som et centrum i familien og ikke mindst den tvivlsomme opvækst, hvor de blev rykket meget rundt og familien blev splittet i flere dele, men trods det stadig havde et sammenhold. Ind i teenageårene går hans lillebror, Al-Salam, ind i den kriminelle glidebane. Alle søskende har hver især drømme, men føler sig sjældent set. Slutningen af første akt bygger op imod Yahya Hassans gennembrud som digter.
Andet akt fortæller historien om Yahyas storhed og fald. Hvordan han pludselig blev digter, en ny stemme for hele hans generation af indvandrere. Han snakkede højt om ting, andre ikke sagde højt. Pludselig blev familiens historie også en offentlig kendt hemmelighed. Mens medierne hiver i ham, og han bruger sin stemme flittigt i den offentlige debat, endda opretter han sit eget parti, forsvinder han også for sig selv undervejs, og oplever adskillige maniske udfald. Lader sig indlægge på psykiatrisk og kommer ud igen. Helt frem til slutningen var han præget af mange op- og nedture.
Stemningsbilledet på scenen er super smukt. Vi starter ud med moren, der fortæller om sin familie. Med en guitar frembryder Rezwan Taha en englesang, der summer i rummet. Kort efter introduktionen af familiemedlemmerne, brydes den smukke start, bassen pumper til de elektroniske beats, og skuespillerne render råbende rundt i cirkler.

Sargun Oshana vil ikke kede sit publikum. Der bliver ofte taget konsekvente valg i op- og nedtoningen af fortællingen. På visse steder skaber sammensuriet af beats og råben en tumultarisk stemning, der nok mere skal vise et sindsbillede end bekræfte fortællingen.
Man kan godt mærke, at fortællingen er baseret på en bog. Fortællingen er episodisk bygget op, og det fungerer egentlig et langt stykke hen af vejen, men det kræver også meget af publikummerne, fordi den fortæller fra alle familiemedlemmers perspektiver, visse følger forestillingen godt op på, andre løber ud i sandet. De får ikke nødvendigvis lige meget opmærksomhed heller.
Derudover vil jeg mene, at forestillingens største akilleshæl er det skiftende fokus fra første til andet akt. Historien får lige pludselig et meget kraftigt fokus på Yahya Hassan, og de andre falder ud i periferien indtil sidst mod slutningen. Det er jo ikke fordi, at det er to forestillinger, man ser på én aften, men hvad bliver det vigtige?
Et af de geniale virkemidler er, at Yahya ikke er repræsenteret af én skuespiller. De fire skuespillere har hver især deres rolle, men skifter også ind og ud af andre, bl.a. Yahya Hassan. Hans stemme bliver derfor ikke én men alles, en større del af fortællingen.
Hvis der er noget Sargun Oshana er mester udi, så er det at skabe konkrete scenebilleder der lever på en hårfin grænse mellem fravær og nærvær. F.eks. når Yahya konfronteres med sit ukontrollerede stofmisbrug af sin søster. Han (skuespilleren) står med ryggen mod publikum og ansigtet indad, dialogen mætter luften i friskt tempo. Lys klart, skuespillere pingponger. Ét lille virkemiddel der fungerer så godt!

Skuespillerne gør det godt hver især, men især Ellaha Lack stråler i nogle følsomme momenter, og har en smittende nærhed. Det samme kan siges om musiker Rezwan Taha, der er en kæmpe gave til forestillingen. Sang og guitarspil stemmer så godt overens med nogle af stykkets underliggende temaer, og mange af de følsomme knuder familiens søskende er præget af, kommer ud gennem sang.
For de uindviede vil jeg dog mene, at de psykologiske mekanismer bag karaktererne kunne have været skåret mere ud i pap. Hvorfor er de så præget af den historie deres land har? Hvorfor er faren så voldelig overfor dem, og hvorfor mener moren, at Gud ved bedst? Det er trods alt beskrivelser fra et miljø, som en stor del af os i publikum ikke har noget særligt kendskab til.
Er der en social arv, måske ligefrem en social arvs traume der går igennem stamtræet, som f.eks. gør at lillebroren ender med at fortsætte som kriminel, igen og igen. Eller at Yahya hele tiden slås med dæmoner. Miljøet og deres fælles historie, skulle måske have fyldt hele forestillingen. Anden del er dedikeret til Yahya som person og fænomen, men det dykker ikke synderligt ned i hans litteraritet f.eks.

Familien Hassan vil gerne fortælle om fem søskende, der vokser op i et andet miljø og ikke har haft de samme muligheder for at finde ben at stå på i tilværelsen, som os andre. Men den vil også gerne give et billede af en forfatter, der brød normer og røg igennem lydmuren med det. I forestillingen finder man både en indirekte kritik af det danske system, eller måske systemernes generelle måde at behandle indvandrere på. Ser man på traumerne? Kigger man på menneskene først?
Men jeg synes også, at den i høj grad vil udsige, at vi alle har en indre styrke, der kan manifestere sig ved at vi finder vores kald; hvad vi kan i tilværelsen. Det gør nogle af de fem søskende. Nogle af dem gør ikke. Yahya gjorde sandsynligvis i et vist omfang, men brændte alligevel vingerne som Ikaros tæt mod solen.
Det Kongelige Teater
Set på Viborg Teater og Musikhus
Forestillingen er på turné frem til 5. december 2026
Set den: 12. november 2026
Fotos: Zuhal Kocan
Lyst til at vide mere? Køb billetter her:
https://www.kglteater.dk/skuespil/2627/familien-hassan-turne
Skuespillere: Ellaha Lack, Arian Kashef, Wahid Sui, Zere Celik og Rezwan Taha (musiker)
Iscenesættelse og dramatisering: Sargun Oshana
Musik: Rezwan Taha
Scenografi og lysdesign: Benjamin La Cour
Kostumedesign: Cengiz Güdücü
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


