Anmeldelse: The Night – visioning a post-capitalist society while we sleep, hello!earth og Metropolis

By: Emil Samaras Eriksen
On: 15. juni 2018

Af Emil Samaras Eriksen

Jeg ville ikke beskrive hello!earth’s projekt The Night som et teaterstykke – og slet ikke et klassisk teaterstykke. Det er snarere en interaktiv oplevelse eller en performance, hvor de medskabende kunstnere og performere udfolder et rum igennem en hel nat, hvor 30 deltagere kan overveje en ikke-kapitalistisk fremtid – i fællesskab. Og hver aften/nat er forskellig.

Det er et rum, der er fyldt med små øvelser og opgaver, hvor man samtidig får at vide, at man er fri til at lægge sig ned og hvile, eller lave noget andet, når man vil. De 14 timer, man er en del af oplevelsen, inkluderer et aftensmåltid, let morgenmad, muligheden for at læse bøger, kokosolie (hvis man har lyst), og selvfølgelig en god nats søvn, hvad end det så er. Mere om det senere.

The Night kan ses som mange forskellige oplevelser. For nogle var det en mulighed for at sove på en anderledes og derfor behagelig måde. For andre var det et indblik i en mulig politisk, social og økonomisk fremtid. Men for de fleste tror jeg, at det bliver en kombination af det hele. Det var totalt unikt, og det gav mig en følelse af et fællesskab med de andre mennesker, som jeg ellers overhovedet ikke kender – både de andre gæster og skaberne af programmet, som deltog på lige fod os andre. Der blev på mærkværdig vis skabt stærkt og inspirerende fællesskab, taget i betragtning af, hvor kort tid man var der – og at man sov det meste af tiden.

”Scenen” er et gammelt cirkustelt, og adressen er forskellig alt efter hvilken weekend, man deltager. Fokus er dog på teltet selv – rummet indeni er fyldt med madrasser, og scenografen Jacob Langaa-Sennik tænder hurtigt et bål i midten af lokalet. Bålet, som er den eneste reelle ”rekvisit”, er futuristisk og flot. Det giver faktisk ikke rigtig mening at bruge teatersprog til at beskrive det, for det hele virkede ægte og autentisk. Rundt om flammerne stillede vi selv nogle små figurer af dyr, som vi fik givet. Dyrene, ilden, og bålets sorte, moderne stil, gav hele lokationen en følelse, som blev vi båret tilbage til landsbysamfundet, men stadig med vores moderne teknologi i behold. Med andre ord: et bud på postkapitalisme, der i sig selv var inspirerende.

”Performerne”, og skaberne af stykket, kunne for øvrigt ikke skelnes fra de almindelige gæster – en rolig stemme over mikrofon gav alle den minimale nødvendige information. Hele konceptet var altså bygget på udviskningen af hierarkier, udviklingen af fællesskaber og fælles ansvar, hvor alle eksempelvis hjælper med opvasken (hvis man vil), og vigtigst af alt, så har man selv friheden til at sætte sit præg på den fælles oplevelse. At de fleste gæster placerede deres dyr ved bålet, var eksempelvis hverken planlagt eller nødvendigt, men blot en naturlig måde, hvorpå deltagerne fik lyst til at præge scenariet.

Det meste af tiden, hvor man ikke sov eller snakkede med andre deltagere, gik med at lave simple frivillige opgaver, som jeg aldrig ville have kunnet finde på. Et par eksempler kunne være øvelsen, hvor man skal snakke til en anden deltager, som tålmodigt skal lytte, eller den skønne oplevelse, jeg havde, da jeg skulle lægge min madras oven på min tilfældigt valgte makker, som selv lå på en madras under mig. Det føltes selvfølgelig grænseoverskridende, men også dejligt, og formålet med øvelserne er tydelig: Man opbygger en tillid i situationen til sine medmennesker, samtidig med at man erfarer, hvor lidt der skal til for at skabe denne følelse.

Desuden må det tilføjes, at man altid kan springe over en øvelse – aftenens sidste øvelse, et slags ritual foran ildstedet, var specifikt lavet, så man kunne løbe direkte ned i sin sovepose og sove. Om natten var der desuden ekstra oplevelser, man kunne tilvælge, alt efter hvor modig man var. Jeg var ikke så modig, så jeg lånte ”bare” et rart tæppe.

Søvnen var nok noget af det vigtigste af oplevelsen. Umiddelbart virker det svært at forestille sig, hvad søvn har at gøre med postkapitalisme, men egentlig er sammenhængen tydelig, når man åbner øjnene op til den. Det ligger indgraveret i den måde, vi levede på i de 14 timer: Man måtte altid sove, hvis man havde lyst, fik man at vide. Alene dette giver en frihed, som anses som uproduktiv og ubrugelig i vores nuværende samfund – friheden til at hvile, når man vil. Det tjener man ikke penge på.

Selve pointen med søvnen var derudover, at man skulle hvile i den, og ”mærke den”. En af performerne udtrykte det godt, da hun sagde, at ”vi tror, at formålet med søvnen er at vågne på, for at være klar til den næste dag, klar til at arbejde. Men hvad nu hvis formålet med søvn, bare var søvnen?” Det ramte sådan set hovedet på sømmet. Formålet om at sove, bare for søvnens skyld, er tankevækkende, og leder tilbage til stykkets pointe om at tage naturen tilbage. Med det menes der, at søvn, såvel som mennesker og natur, er ting, der kan nydes som de er, i stedet for at de skal sælges eller udnyttes til andre formål.

Denne frihedsfølelse, og drømmen om et andet samfund – ”hvor man kan tjene penge på at redde verden, og ikke på at smadre den”, som en gæst formulerede det, var i høj grad dét, vi overvejede i fællesskab om morgenen, efter vi vågnede stille og roligt. Det føltes godt, og det var et håbefuldt syn på fremtiden, som i hvert fald gjorde mig tryggere, så vel som mere tænksom. Det var en oplevelse, som på sin egen måde var noget helt særligt.

For at få adgang til det besynderlige arrangement, jeg her har beskrevet, skal man betale en lille sum penge, eller sende hello!earth en drøm per e-mail. Performerne stillede desuden gæsternes betalte penge og sendte drømme frem i en krukke til sidst, så man kunne tage pengene tilbage, hvis man ville. Hvis det ikke siger noget om, at vi kan leve i et anderledes, mere tillidsfuldt fællesskab, end vi gør nu… Så ved jeg ikke, hvad der skulle.

The Night er sådan et slags arrangement, som man tænker, ikke er for alle. Men det er det jo netop alligevel, tror jeg. Det er ikke alle, der kan lide at sove i telt, eller som tør omgås med fremmede mennesker mens man laver underlige øvelser, eller som bekymrer sig om store spørgsmål. The Night er ikke bare underholdning; den gør det, som det teatret også kan: Teatrets moralske og pædagogiske rolle, hvor det også giver os nogle dybere tanker med hjem. Men jeg tror, at alle kan bruge sådanne oplevelser, og efter min erfaring må jeg jo blot tilføje, at jeg netop føler, at The Night skaber et rum, hvor der er plads til disse forskelligheder. Et rum, hvor vi alle er lige, men alligevel forskellige. Det føltes mindeværdigt og som en oplevelse, man absolut burde få med i bagagen, mens man venter på bedre tider. Det var i hvert fald 14 skønne timer.

hello!earth

Metropolis i samarbejde med CPH STAGE

Mødested oplyses efter billetkøb

Spilleperiode: Den 1., 2. og 3. juni, den 7., 8. og 9. juni og den 29. juni, 30. juni og endeligt den 1. juli, alle datoer kl. 19.30-09.00

Set/oplevet den 9. juni 2018

Foto: Christoffer Brekne

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.metropolis.dk/the-night-helloearth/

Medvirkende: Emma Cecilia Ajanki, Marga Socias, Vera Maeder, Jacob Langaa-Sennek

Koncept: Vera Maeder og Jacob Langaa-Sennek

Koreograf: Vera Maeder

Lyddesigner: Emil Bøll