Anmeldelse: Cirkusrevyen 2019, Dyrehavsbakken
Af Daniel Lassen
Cirkusrevyen er dansk revys flagskib, og den er i en liga helt for sig selv. For endnu engang i år er det instruktør og skuespiller, Lisbet Dahl, der står i spidsen for et stærkt hold på scenen. Udover sin tro makker gennem mange år, Ulf Pilgaard, har hun også fået Lise Baastrup tilbage på scenen, Henrik Lykkegaard med for 19. gang, og så er der den nye mand i Cirkusrevy-klassen, Karsten Jansfort.
Revyen kommer godt fra start med en åbning, hvori skuespillerne lover, at de ikke vil krænke os, indtil Ulf afbryder de andre medvirkede, og forklarer, at hele ideen med revyen jo netop er at krænke folk. Og så er vi som publikum da ellers klar på at blive krænket og få serveret satire råt og usødet. Spørgsmålet er så, om vi bliver krænket i løbet af aftens forestilling? Det må blive et både og.
Revyen går ind og berører nogle yderst relevante emner, men satiren er ikke med hele vejen. Jeg sidder og mangler det nummer, der skal overrumple os. Det nummer, hvor både originalitet, satire, morsomhed og ikke mindst politisk bid går hånd i hånd. Det, som Cirkusrevyen ellers er så kendt for at give os, samt det, der gør revyen til Danmarks førende.
Men lad mig slå fast, at der er utroligt meget at glæde sig over i årets Cirkusrevy. Tag først Lisbet Dahl som Britta Nielsen med tekst af Niels Olsen. Her rammer Lisbet sin karakter på en prik, og teksten er velskrevet og morsom. Aldrig har man set Lisbet mere grå og kedelig end nu. Ulf Pilgaard giver den gas som den tidligere pengeglad Danske Bank-direktør Thomas Borgen i nummeret ”Alle pengene værd”, og dette bliver et af revyens mest satiriske tekster, leveret af dansk revys vel nok største tekstforfatter Carl-Erik Sørensen.
Henrik Lykkegaard er på alle måder en stor gevinst for revyen, og er fantastisk både når han spiller en stressramt stressrådgiver, Theresa May, og Rasmus Paludan. Sammen med Karsten Jansfort udgør han også et skønt makkerpar, i nummeret ”En smutter”, hvor de spiller to medarbejdere fra skat i et af de mere skrappe Carl-Erik Sørensen nummer omkring EDB-systemet i skattevæsenet.
Den ellers altid så elegante skuespiller Karsten Jansfort står desværre ikke så godt i denne revy rent tekstmæssigt. Hans eneste solonummer omhandlende grønt miljø, er desværre er mere pjat end bidende, satirisk humor. Lise Baastrup, der ellers før har præsteret fremragende i teltet, står lidt i samme situation. Kun i brødrene Prices ”Mig tid” får hun lov at vise sit enlige talent samt sin dejlige sangstemme. Det er synd, at de ikke har fået mere at arbejde med, når de nu ellers har så uendeligt meget at byde på.
De store politiske indslag med bid, som Cirkusrevyen er kendt for, må man tænke sig til dette år. Forestillingen byder nemlig kun på to meget små indslag om politik, i dette tilfælde i form af Lars Løkke og Rasmus Paludan, der hver er inde i max. 30 sekunder. Elegante og sjove tænkte numre bestemt, man kunne bare godt have ønsket sig noget mere bid. Teksten om Panda-diplomati, går også lidt ind og rammer med et par kritiske politiske kommentar, men desværre uden at den går hen og bliver helt ”Cirkusrevy-farlig”.
Showet bliver i år rammet ind af en helt utrolig smuk og meget enkel scenografi designet af Nina Schiøttz. Dansene er lagt i hænderne på Rene Vinther, som med sine otte dansere får revyen til at se dejligt showpræget ud. I år har revyen valgt at lave hele 3 dansenumre med, men med et imponerende lysshow glider de med lethed ind, og bliver faktisk en utrolig flot og stor del af forestillingen. James Price har som altid helt styr på sit orkester, og har en eminent føling for, hvor meget musikken skal veje i forhold til teksten i de givende numre.
Cirkusrevyen anno 2019 er en dejlig og underholdende sommerrevy, der bestemt er værd at bruge en aften på. Den politiske skarphed mangler desværre i år, men man kunne jo håbe på, at det ændrer sig efter folketingsvalget den 5. juni. Så decideret krænket bliver man måske nok ikke, men underholdt bliver man med garanti, og det er jo faktisk næsten ligeså godt! Og så vil jeg runde af med at citere Ulf Pilgaard og sige, at: Ja, Cirkusrevyen er skam ”alle pengene værd”.
Cirkusrevyen 2019
Dyrehavsbakken, Telt 85, 2930 Klampenborg
Spilleperiode: 23. maj-31. august 2019 på Bakken
Spiller derudover i perioden 5.-8. september 2019 i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Set den 25. maj 2019
Fotos: Henrik Petit
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og Karsten Jansfort samt Balletten
Instruktør: Lisbet Dahl
Koreograf: Rene Vinther
Kapelmester: James Price
Scenograf: Nina Schiøttz
Kostumier: Michael Nøhr
Tekst og musik af: Adam Price, James Price, Carl-Erik Sørensen, Vase og Fuglsang, Niels Olsen, Jan Svarrer, Henrik Lykkegaard, K. Madsen, Lisbet Dahl, Søren Anker Madsen, Peter Düring, Lise, Søren og Rasmus Baastrup, Kim Larsen, Abba
Varighed: Ca. 2 time og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod