Anmeldelse: Frøken Julie, Teater Birgitte

Anmeldelse: Frøken Julie, Teater Birgitte

Af Christian Skovgaard Hansen

 

’Frøken Julie’ er skrevet af den svenske dramatiker August Strindberg i 1888, og det er et af hans mest vovede forestillinger. Den oprindelige handling udspiller sig i grevens køkken en midsommeraften og nat, hvor tjeneren Jean og kokkepigen Kristin taler om grevens datter, frøken Julie. Jean og Kristin er egentlig uofficielt forlovede, men det hindrer ikke Julie i at lægge an på Jean, hvilket ender med, at de har sex. Dramaet forsætter henover natten, indtil greven om morgenen kommer hjem. Julie er lammet over sin fars hjemkomst, og det hele ender i en tragedie.

billede-1-froeken-julie-teater-birgitte

Teater Birgitte og instruktør Alex Hein har valgt at sætte tragedien ind i en nutidig kontekst i 2017, hvor hjemmet nu er et dyrt direktørhjem, og Jean er direktørens personlige assistent, mens Frøken Julie stadig er datteren. Man har valgt at fokusere på de to store karakterer, så Kristen er nu reduceret til den jaloux forlovede i den anden ende af Jeans mobiltelefon, hvilket egentlig fungerer forbavsende godt.

Scenografien er enkel og den understreger fint nutiden, hvor der både er computer, espressomaskine og papvin, og brugen af prøvesalens elevator til (sinds)skiftene fungerer fremragende.

Jean spilles af Henrik Blauner Clausen, mens den teaterdebuterende Marie Boda er Frøken Julie. Det er i høj grad deres fortjeneste, at forestillingen fungerer. Betty Nansen Teatrets prøvesal, Lille Betty, er en relativt lille sal, så vi er tæt på skuespillerne. De spiller med en stor portion nerve og intensitet, og tragedien slår gnister. De skildrer fornemt de to karakter, der forfører, elsker og ikke mindst frastøder hinanden.

billede-4-froeken-julie-teater-birgitte

Hein har fint fået flere af originaltekstens temaer med over. Her står stærkest kampen mellem to parter – rig/fattig, mand/kvinde, hersker/slave og ikke mindst den overlegnes magt over den underlegne. Hein har fornemt fået direktørens (grevens) støvler med, så selvom vi aldrig ser den overlegne, fornemmer vi hele tiden hans (her indirekte) magt. Skammen og forsøget på at redde æren ved selvmordet og kønsrollerne er også fint inkorporeret i denne opsætning.

Noget af dette bliver dog desværre også forestillingens svaghed. Sat i en nutidig kontekst er det måske ikke nødvendigvis sådan, at historien ville have artet sig. Ville det virkelig være nødvendigt at tage en så drastisk handling i et nutidigt perspektiv – selv hvis man har bragt en sådan skam over familien? Formentlig ikke. For forholdet bedømmes formentlig med det samme kodeks i dag. Fortid, nutid og fremtid er bestemt ikke det samme.

billede-2-froeken-julie-teater-birgitte

Samtidig er forestillingen kun delvist sat i nutidig kontekst. Kampen mellem rig/fattig og mand/kvinde er ikke nær så udtalt i dag, og fokusset her får det hele til at virke lidt kunstigt. Klasseforskellene er nærmest ikke eksisterende i dag. Opfattelsen har ændret sig, og hverken handlingen eller teksten er tilpasset til denne ændring. Det virker til, at Hein har sat den oprindelige handling og tekst ind i nutiden, men uden at tilpasse hverken det ene eller andet. Heins bearbejdning er derfor desværre ikke helt skarp. Det kunne have været interesseret at se, hvad udfaldet ville være blevet, hvis man havde turdet løbe linen ud og helt sætte den ind i samfundet i 2017.

Forestillingen har bestemt mange gode toner. Særligt skuespillet og brugen af de gennemgående og universelle temaer, herunder særligt magtens spil, fungerer perfekt. Men ellers virker det lidt til, at den vil spille på to heste på samme tid, men uden rigtig at turde satse på vinderen. På det punkt sætter forestillingen sig lidt mellem to stole.

 

Teater Birgitte

Betty Nansen Teatret, Prøvesalen (LILLE BETTY), Asgårdsvej 3, 2. sal, 1811 Frederiksberg C

Spilleperiode: 19.-30. september 2017

Set den 25. september 2017

Foto: Alex Hein

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/froeken-julie/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *