Anmeldelse: Græsted Revyen 2024 – Nu med mening, Græsted Kro

Af Christian Skovgaard Hansen
På Græsted Kro er det også i år muligt at opleve årets Græsted Revyen 2024, som har fået undertitlen ”Nu med mening”. Undertitlen kan diskuteres lidt, da der ikke altid er megen mening med galskaben, men der er ingen tvivl om, at det er ganske morsomt og velspillet. Før revyen er det som altid muligt at nyde den gode buffet.
Kroejer René Richardt har i år fået selskab af Farshad Kholgi og Jesper Lohmann på scenen. De tres kemi passer fantastisk godt sammen, og hyggen står i kø. Alle tre har deres øjeblikke, men de spiller også fænomenalt sammen.

De aktuelle emner blander sig skønsomt med det absurde og ikke mindst morsomme. Teksterne er generelt gode, selvom der også er nogle svipsere imellem. De mindre gode tekster løfter sig alligevel på grund af holdet store spilleglæde og elegance, når småfejl gribes og morsomt inkorporeres. Vi får hele to numre om de problematiske ejendomsvurderinger. Begge numre fungerer i og for sig godt hver især, men det bliver måske lidt vel meget med begge.
René Richardt er morsom som værten, der præsenterer de nyeste nyheder præsenteret med emojis. Folketinget og dets efterhånden mange løsgængere sætter også på spidsen i Carl-Erik Sørensens ”Løsgænger”. Med musik inspireret af Gnags’ lyd sættes fokus på løsgængernes arbejdsbyrde, der måske ikke er lige så stor som den økonomiske byrde, der er, når lønnen skal udbetales, alt imens de politisk er til fals for politiske studehandler, når flertallet skal sikres.
Jesper Lohmann får lov at lufte sin gode sangstemme med Carl-Erik Sørensens tekst gendigtet over ”Are you lonesome tonight”, når han er den midaldrende, charmerende crooner, der i ret åben, knaldgul silkeskjorte stadig tror, at han er Guds gave til musikken – og kvinderne! Han får også lov at være Kong Frederik X, der her i hans egen ”Nytårstalen” holder sin første nytårstale. Kongen er ikke ligefrem kendt for at have ordet i sin magt, hvilket dette nummer med al tydelighed viser os. Vrøvleriet står i kø!

Det kan godt være, at musikken til ”Svanesøen” er den velkendte af Tjajkovskij, men det er resten ikke. Farshad Kholgi er nærmest yndig som svanen i den noget alternative version, og man kan overveje, om den rigtige Fasar kan danse lige så elegant.
Kholgi leverer også med overskud absurde monolog ”Ferie”, skrevet af ham selv, om familieferien, der ender med at gå helt galt, når familiefaderen forveksles med en flygtning, så han må igennem en række udfordringer for at nå hjem til Danmark et halvt år efter. Kholgi leverer både de mange karakterer og dyr med både krop og stemme ganske morsomt, så man tilgiver ham, at nummeret bliver lidt for langt. Han har også ganske morsom sine problemer med først en, så to fluer, hvis liv måske ikke er helt unormalt i den ordløse, nærmeste poetiske og livskloge ”Fluen”.

Anden akt starter op med en stak af deres særegne twistere, der er forfattet af holdet selv sammen med Gunvor Reynberg. Tosserierne vil ingen ende tage, og de tre vidt forskellige fortællere leverer dem til perfektion. Det er banalt og næsten åndsvagt, men samtidig hylende morsomt. Anderledes alvorligt, men lige så velspillet er holdet i Carl-Erik Sørensens ”Ikke tid til” med musik af Thomas Pakula. Her sætter de fokus på en offentlig sektor under pres, hvor formalia og registreringer tager livet af den reelle service.
Vi bydes velkomment med et tilbageblik på den seneste tids hotte emner, hvor holdet veloplagt sender spydigheder og jokes mod både ind- og udland! Hele holdet slutter musikalsk af med et potpourri af numre af 1980’ernes stærke kvinder i dansk musik. Musikken holdes hele vejen i gang af den velspillende trio under ledelse af Henrik Schrøder.

Sproget og ikke mindst det, som kan have flere betydninger eller skabe forvirringer, tages vittigt under kærlig behandling i Jan Erik Elgaards ”Noget af en koncert”. Vrøvleriet tager til i Leif Maiboms fyrige og morsomme tekst ”Det lille handicap”, hvor vi er i jobtræning på Christiansborg hos Liberal Alliance, der bliver til Liberal Tolerance, og der deles sandheder ud om både ”De rigtig gale” og ”De syge sjoverlige”, og Ole Birk bliver til både bøg og ask. Spørgsmålet er så, om hvilket handicap der tynger den stakkels mand i jobtræning…
Græsted Revyen 2024 er aldeles charmerende og ikke mindst gakket og gal – på den gode måde. Vi overraskes flere gange over drejningen af numrene, der leveres med den rette lune, hvilket smitter på publikum. Meningen er måske forsvundet – eller også er der en mening med galskaben, for det er i de skæve og mere rablende numre, at trekløveret rigtig folder sig ud! Årets revy er derfor ganske vellykket.
Græsted Revyen
Græsted Kro, Græsted Hovedgade 5, 3230 Græsted
Spilleperiode: 8. juni-30. august 2024
Set den 22. juni 2024
Fotos: Jan Frithjof Stephan
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Farshad Kholghi, Jesper Lohmann og René Richardt
Tekst og musik: Vase & Fuglsang, Carsten Colling, Revyholdet, Ringo Starr, Claus Flygare, Jan Erik Elgaard, Farshad Kholghi og Lukas Birch, Carl-Erik Sørensen, Jesper Lohmann, Thomas Pakula, Gunvor Reynberg, Henrik Schrøder, Thomas Feveile, Tchaikovsky, Esben Thaysen Nielsen, Leif Maibom og div.
Sparringspartner: John Batz
Instruktørassistent: Megan Thorbjørnsen Walker
Scenografi: Vibe Pock-Steen
Koreograf: Michael Olesen
Speak: Dan Schlosser
Kapelmester: Henrik Schrøder
Orkester: Henrik Schrøder, Tom Christiansen og Flemming Bosse
Lys og lyd: Jørn Thostrup, Tomas Ploug og Ricky Christiansen
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod