Anmeldelse: Maria, ODEON (Odense Teater)

By: Naja Matzen
On: 29. maj 2024

Af Naja Matzen

På Odense Teater kan man lige nu opleve en genopsætning af forestilling Maria, som teatret også spillede i foråret 2022. Og man forstår tydeligt, hvorfor teatret har valgt netop at genopsætte denne forestilling. For Maria er en flot, vedrørende og velspillet forestilling, der relaterer til vores moderne digitaliserede verden og giver stof til eftertanke.

I forestillingen møder vi den unge Maria, også kaldet Ria, der bor i en forfalden havneby. Hun er 18 år, gravid og helt alene om dette. Barnets far er ikke i billedet, hendes egen far har hun ikke så meget kontakt med længere, hendes mor er død, broderen er pludseligt forsvundet. og tilbage har hun kun sin gamle og lidt småskøre bedstemor. Med tydelig reference til Jomfru Maria, følger vi Rias vandren gennem byen i forsøget på at skabe relationer til andre, og finde en, der vil tage med hende på hospitalet, når hun skal føde. Men samtidigt ser vi også hendes digitale liv gennem hendes arbejde i et chatroom, hvor hun snakker med fremmede fra hele verden.

Maria fokuserer på oplevelsen af ensomhed i vores moderne og digitaliserede verden. Den spiller på dikotomien i, at vi grundet de digitale femskridt let kan have relationer med folk på den anden side af kloden, men samtidigt oplever mange at føle sig mere ensomme end nogensinde. Således er personerne i forestillingen alle ensomme, og har svært ved at relatere til hinanden. De har derfor kun sjældent dybe og vigtige samtaler. På nettet finder Ria og hendes kunder i chatrummet en kontakt med hinanden, men vi ser også skyggesiden af internettet, da en mand iført en maske er yderst dominerende overfor Ria og ønsker at trække samtalen i en seksuel retning. Forestillingens store force er, at den blot sætter disse emner til debat, men ikke selv moraliserer. Den viser både de gode og dårlige sider ved digitaliseringen.

Jonas Fly Filbert har skabt en flot scenografi, der på en simpel, men effektiv vis understøtter forestillingen. Scenegulvet er dækket af et lag vand, men ellers er scenen tom, på nær nogle betonlignende blokke, som rykkes rundt på scenen. Væggene er rå og bagerst ses en stor tom væg, der agerer computerskærm, når Ria snakker med sine kunder. Scenografien eksemplificerer det miljø, som Ria lever i. Et gråt, kedeligt arbejderklassemiljø i en havneby.

Men samtidigt har scenografien også et poetisk og symbolsk lag. Vand er et element, der både repræsenterer fødsel og skabelse, samt kaos og død. Og vandet på gulvet symboliserer således også Rias oplevelser fra fødslen af hendes datter til døden af hendes bedstemor, samt de både kaotiske og skabende egenskaber det digitale medfører.

Den enkle scenografi spiller godt op ad Nicolei Fabers underspillede iscenesættelse. Historien fortælles med få virkemidler. De fleste scener er blot karakterer, der taler sammen, hvad end de er fysisk tilstede i samme rum eller er adskilt af en skærm. Dette tillader teksten og skuespillernes præstationer at være i centrum, og det intensiverer fornemmelsen af ensomhed, når disse samtaler ikke forløber, som man kunne håbe. Man fornemmer også den digitale kontakts direkte indflydelse på distancen mellem folk i den virkelige verden, når Nicolei Faber i flere scener lader skuespillerne stå rundt omkring på scenen med en telefon i hånden, som oplyser deres ansigter, fokuseret på skærmen, i stedet for at interagere med hinanden.

Det, der dog mest af alt skaber denne forestilling og gør den seværdig, er dens spændende hovedkarakter. Ria er ung kvinde med mange lag. Hun er på en gang både naiv, videbegærlig, desperat, begejstret, lyttende, vred og kærlig. Hun har været udsat for mange svigt og er vokset op under mindre begunstigede vilkår, men hun er samtidigt en person, der ikke give op, og som håber og tror på, at hun kan skabe en bedre tilværelse for sig selv og sin datter. I rollen som Ria, leverer Freja Klint Sandberg en pragtpræstation. Hun lever sig fuldt ind i den unge kvinde og hendes opleveler og leverer et protræt af et rigtigt menneske med sine helt egne særheder og modstridende karaktertræk, som man ikke kan andet end at holde af og heppe på.

Rundt om Freja Klint Sandberg, leverer resten af truppen også gode præstationer. De spiller alle flere forskellige roller og skifter elegant mellem dem. Fremhæves bør dog Ghita Lehrmann, som formår at skabe en sjov og kærlig bedstemor, der medfører flere rørende øjeblikke, Kristoffer Helmuth. som formår at være både skræmmende og patetisk som maskeklædt kunde i Rias chatrum, samt Mikkel Bay Mortensen, der, som Rias far, leverer et fint portræt af en mand, der ønsker at være der for sin datter, men ikke altid formår det.

Alt i alt er Maria en flot og vedrørende forestilling, der underholder med interessante karakterer, gode skuespilspræstationer og tankevækkende dialog.

Odense Teater

ODEON – Teatersalen, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

Spilleperiode: 23. maj-1. juni 2024

Spilles igen på Odense Teater fra den 2.-21. september 2024 samt hos Betty Nansen Teatret på Edison-scenen som en del af CPH Stage fra 6.-8. juni 2024

Set den 25. juni 2024

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2023-2024/maria/

Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Mikkel Bay Mortensen, Lea Baastrup Rønne, Klaus T. Søndergaard, Kristoffer Helmut og Githa Lehrmann

Af: Simon Stephens

Iscenesættelse og oversættelse: Nicolei Faber

Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly Filbert

Lysdesign og video: Simon Holmgreen

Lyddesign: Rasmus Juncker

Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech & Sosha Teperowska

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause