Anmeldelse: Nosser, Teater I Akt (gæsteanmeldelse)

Af Nikolaj Bomberg Simonsen, gæsteanmelder
”Nosser” er en forestilling for dig, der grubler over, hvad der egentligt sker i en ung mands hjerne. Så smut forbi Krudttønden og kom i godt selskab med fire unge mænd, hvis du vil opleve, hvad der sker, når en mand starter et byggeprojekt, hvor du som publikum vitterligt bliver taget ind i mandens verden.
Forestillingen er hylende morsom, og den rammer plet på mange af de udforinger, som mænd i 20’erne står med i dagens Danmark.

Fra start kommer vi vitterligt helt ind på de unge mænd, der tager skovmandsskjorterne af og begynder at være rigtige handymænd – i hvert fald i følge dem selv. Fire forskellige typer mænd: den følsomme med en uforløst kærlighed, den ambitiøse med trang til renlighed, den rebelske, som dog er bange for Østerbro med børnefamilier og alle deres ting og til sidst typen, der fortrækker mors mad fremfor alt andet, og som ikke tør være alene med sig selv. Fire typer mænd, der fortæller historien om en mand, der vil kunne det hele.
Igennem stykket ser vi, hvordan far er et forbillede, men som ikke er her længere. Hvordan jagten er sat ind på at finde ”The One”, og hvordan de fire unge mænd ellers takler de udfordringer, som en ung mand har ved at kaste sig ud i byggeprojekter, som både skal være vigtige, store, gennemførte. Men hvad skal det egentligt lige være?
Scenografien er sat op i rigtig byggestil med brædder, paller og kasser. Scenografien bliver en del af historien om en mand, hvor både historien og scenografien hele tiden er under udvikling og forandres. Når byggeprojektet går galt, og man egentligt trænger til at være alene, bygger man et fort, hvor samfundet holdes ude. Koste som kan blive til penissymboler, når man ridder dem i karrierens magtkampe for at blive til noget. Lys- og lyddesignet i forestillingen ”Nosser” er i sandhed gennemført. Publikum bliver taget med ind forskellige historier med lydbilleder og en lysopsætning med et godt flow og scenisk gennemtænkt.
Spillestilen kan dog til tider blive lidt for teatralsk i sproget med monologer, hvor der tales til publikum, men det glemmer vi som publikum hurtigt, når vi ser det gode sammenspil mellem skuespillerne Kasper, Hans Christian, Andreas og Jeppe og deres måde at nå bogstavlig talt ud på publikumsrækkerne. De fire gutter har fået frit spil til at vise den unge mand, og de gør det godt, med leg, Pinocchio-referencer, mandehumor og byggeprojekter. De fire gutter viser den samlede mands fire personligheder godt og forener dem til en mand med rigtige nosser.

Alt i alt er ”Nosser” en fantastisk forestilling for det unge publikum, og den giver dig en oplevelse, hvor historien om den unge mand er i centrum. Så hvis du vil have en levende og sjov aften i godt selskab, der i hvert fald kan konkurrer med Netflix, Popcorntime og ”X-factor mania”, så tag din kæreste, ven, bolleven eller en helt fjerde med ind og se den gode opsætning ”Nosser”.
Teater I Akt
Spiller i Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø
Spiller indtil 4. april 2015
Spilledato: 27. marts 2015
Fotos: Teater I Akt
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
https://billetto.dk/da/search?text=nosser eller http://www.krudttonden.dk/26101.1386/NOSSER%3CBr%3EHistorien%20om%20en%20mand
PS. Køb din billet med appen Billetto og undgå at skulle bøvle med at printe billet og vis billetten fra mobilen i døren.