Anmeldelse: Snedronningen, Det Kongelige Teater
Af Julia Bielefeld
Det er ikke hver dag, at der i dansk opera leveres en så ambitiøs urpremiere som Snedronningen denne eftermiddag.
Jeg oplevede et festfyrværkeri af en forestilling, der nærmest føltes som at sidde i en af de nybyggede biografsale i Fields: LED-lysene skinnede fra kæmpe svævende rammer på scenen, balkonerne blitzede i takt med den store musik og de flotte kostumer med fjer, guld og glimmer glitrede om kap med hinanden. Snedronning var derfor en smuk forestilling, hvor scenografi af Palle Steen Christensen og lysdesign af Bruno Poet & Matt Daw gik op i en større enhed. Visuelt var det en af de flotteste forestillinger, jeg har set på Det Kongelige Teater.
Det er helt klart i de store øjeblikke, at Snedronningen tager sig bedst ud. Når snestormen raser i violinerne, hele rummet fyldes med blitzende sne fra LED-lysene og sangerne får sunget igennem, er forestillingen fortryllende. Det er der bare ikke meget af i første og anden akt.
Til trods for musikkens storhed og skønhed sad jeg og længtes efter melodier eller måske bare en figur, jeg kunne følge – især i vokalen, der til tider næsten lød som ét langt recitativ. Da jeg gik til pausen, kunne jeg ikke nynne en melodi.
Jeg havde ligeledes svært ved at følge med i handlingen af flere grunde: På hjemmesiden er operaen præsenteret som ”En poetisk opera for voksne”. Idet det er en poetisk fortolkning, er der ændret i fortællingen. Der er inkorporeret flere scener, som i H.C. Andersens eventyr kun bliver fortalt mellem linjerne. For eksempel skabtes tableauer af Gerdas tab af uskyld og tidens gang. Det er en virkelig god idé, og det kreerede nogle meget smukke øjeblikke i musikken. Men det er mange meget store temaer at tage op i en opera på under to timer.
Derudover føltes det tit, som om librettoen i meget højere grad tjente musikken end handlingen. Ikke at det entydigt er et kritikpunkt – det er fedt at høre noget nykomponeret musik, hvor sangerne har venligere vokaler at synge på, og hvor sang og orkester arbejder godt sammen. Men fordi librettoen var ret minimalistisk formuleret og operaen så kort, kom der en disconnect mellem librettoen og dét, der skete på scenen. Den minimalistiske libretto gjorde også, at der var meget lidt plads, til at behandle de ambitiøse temaer, der blev lagt for dag. Derfor var det et stort stykke arbejde at følge med. Jeg tog mig selv i at tage mere end et par smugkig på synopsen – som jeg også havde læst forinden – bare for at finde ud af, hvad det lige var, der udspillede sig på scenen. Det på trods af, at Snedronningen er en klassisk og kendt historie, og at jeg havde Snedronningen som billedbog, da jeg var lille.
For min skyld kunne operaen derfor sagtens have været længere, så både handling og poesi kunne have fået plads. Jeg er sikker på, at Snedronningen ville være et genialt værk at overvære, men det er en stor mundfuld at indtage på kun to timer.
Til gengæld viser Abrahamsen i den grad format, når det gælder orkestermusikken, hvor han kan få hele lyduniverset til at hvirvle eventyrligt rundt. Også korsatserne havde enormt flotte øjeblikke og var fyldt med veludførte musikalske koncepter: Blomsterkoret fra første akt, med korsangere i kostumer der lignede soveposer fra Dolce-Gabbana, havde en smuk melodi og flotte harmonier, der kontrasterede med en lidt makaber tekst. Mandskoret i sidste akt, hvor sætningen ”vend om” bliver kastet rundt så hastigt, at frasen selv bliver vendt om, gav scenen kaotisk og hektisk karakter – og mindede mig om, hvorfor opera er så fed en kunstart.
Sangerne, især Gerda sunget af Sofie Elkjær Jensen, leverede flotte præstationer i den tydeligvis intrigante musik med fyldt med høje c’er og mystiske tonale spring. Johanne Block brillerede også med sin kraftfulde varme stemme og dramatiske evner; hun fik pustet liv i både den historiefortællende, altomfavnende bedstemor og den stærke, hærdede finnekvinde.
Johan Reuter gav også en skræmmende gravitas til rollen som Snedronningen – hvilket var enormt forfriskende, når man altid har set Snedronningen som kvinden i hvidt med den iskolde vrede. Dog kunne jeg godt have tænkt mig mere af Johan Reuters skræmmende snedronning. Hans rollebeskrivelse var ”den universelle”, hvilket betød at han spillede flere roller igennem forestillingen, og det, synes jeg, var lidt synd. Da Snedronningen, uden skift af kostume, lige pludselig gik over til at symbolisere tidens gang og helt stoisk sang ”Tik, Tok” i sidste akt, frafaldt noget at af alt den skrækindjagende kulde, der var opbygget omkring Snedronningens karakter.
Når det er sagt, er Snedronningen dog helt klart en opera, der er værd at se. Musikken er storladen, scenografien er opulent, og stemningen til tider magisk. Men det er tydeligvis en ”poetisk opera for voksne”, hvor jeg, som ung teatergænger, gerne ville have haft, at handlingsforløbet og fortællingens filosofiske temaer fik lov til at skinne tydeligere igennem.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 13. oktober-3. december 2019
Set den 13. oktober 2019
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/snedronningen/?section=top
Medvirkende: Sofie Elkjær Jensen, Melis Jaatinen, Johanne Block, Johan Reuter, Sybille Glosted, Gert Henning Jensen, Christian Tvillum, Morten Grove Frandsen, Maria Malstrøm og Boris André samt Det Kongelige Operakor og Det kongelige Kapel
Musikalsk ledelse: Robert Houssart og Ian Ryan
Komponist: Hans Abrahamsen
Libretto: Hans Abrahamsen og Henrik Engelbrecht
Instruktør: Francisco Negrín
Scenograf: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Louis Désiré
Koreograf: Toniah Pedersen
Lysdesign: Bruno Poet & Matt Daw
Videodesign: Playmodes
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod