Anmeldelse: Jordens indre, Folketeatret

By: Emma Brink Laursen
On: 17. oktober 2019

Af Emma Brink Laursen

Hvem er Inge Lehmann? Det ved de færreste formentlig!

Inge Lehmann var jordskælvsforsker og såmænd den første i verden til at påvise, at jorden har en fast indre kerne. Hun var tilmed dansk. Og så var hun kvinde. Af den grund er hendes navn gået de flestes næser forbi. Hun er, sammen med mange andre kloge kvinder, simpelthen forsvundet ud af danmarkshistorien. Det er derfor et vigtigt kvindeportræt, som dramatiker Simone Isabel Nørgaard har givet sig i kast med at male – og et meget vellykket et af slagsen!

Og at portrættet er blevet så vellykket, må Iben Hjejle siges at kunne tage en stor del af æren for. Hun gør det enkelt sagt perfekt i rollen som karrierekvinden Inge Lehmann, der ikke betvivler egne evner, men som alligevel gentagende gange rammes af nervesammenbrud, fordi hun kæmper en hård og urimelig kamp som ene kvinde i en forskningsverden af mænd. ”Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med – forgæves,” siger hun selv.

Forskningen foregår mestendels i sommerhuset, fordi det ikke var tilladt Lehmann at forske på universitetet. Jordskælvsforskningen bliver således noget, som hun sysler med i sin fritid, selvom denne formulering vistnok er en kende underdrevet. Seismogrammerne arkiverer hun i brugte OTA Solgryn-æsker og alt til trods, så ender hendes forskning i banebrydende resultater, som desværre opnåede anerkendelse alt for sent.

Udover den kvindelige hovedrolle, hvis arbejdsliv udgør forestillingens omdrejningspunkt, så indeholder forestillingen også en mere generel skildring af kvindeliv i det forrige århundrede. Lehmanns søster, Harriet, spillet af Laura Bro, portrætteres som en mere traditionel kvindeskikkelse og som Lehmanns modsætning. Hun er en middelmådig skuespillerinde og ulykkeligt forelsket i sin ægtemand, som hun venter på skal komme hjem. Alligevel er alt, hun kerer sig om i forholdet til sin søster, at hun også skal blive afsat til en mand. Dette finder Lehmann naturligvis tåbeligt.

Den kejtede stuepige, spillet af Roberta Hilarius Reichhardt, finder Lehmann til gengæld slet ikke tåbelig. Hun ser tværtimod et lys i denne lidt for nysgerrige stuepige, som altså også er nysgerrig på Lehmanns arbejde. Både Bro og Reichhardt gør et virkelig fint stykke arbejde i skildringen af disse to kvindelige biroller, som fungerer som spejle til den kvindelige hovedrolle og viser, hvordan kvindeliv i samtiden også kunne se ud, og hvordan nedvurdering af kvinden ikke bare fandt sted i forskningens verden.

Forestillingen lader Niels Bohr, spillet af Jesper Lohmann, repræsentere de mandlige kolleger på dansk jord, som modarbejdede Lehmann, og der udspiller sig således nogle heftige kampe mellem de to. Første gang Bohr præsenteres på scenen, tager han Lehmann i at sidde og forske. Han forvirres over at støde på en kvinde på universitet, i nattens mulm og mørke oven i købet, og han beder hende lave en kop kaffe, nu hun alligevel er der. Lohmann er meget troværdig i rollen som den piberygende, overlegne Bohr, der, trods en stærk arrogance, tydeligt beundrer sin kvindelige kollega. Faktisk ser han sig ligefrem truet af den ”Lille Frøken Lehmann”, som han nedladende tiltaler hende.

Heldigvis er det ikke alle mænd, der møder Lehmann med urimelig modstand. Den britiske forsker Harold Jeffreys, som påviste jordens flydende indre, spillet af Troels Malling, anerkender Lehmanns arbejde, trods hendes opdagelse om en fast kerne umiddelbart virker til at være i strid med hans egen. De to forelsker sig og indleder en brevkorrespondance, som fører til et livslangt venskab. En lille kærlighedshistorie i en videnskabshistorie, der er med til at skabe et fuldendt billede af den kvindelige forsker; i hendes stålsatte og logisk tænkende hoved opstår sprækker, hvorigennem et menneske med følelser og længsler lader sig afsløre. Og Iben Hjejle skildrer begge sider af videnskabskvinden så overbevisende og hjertegribende.

Scenografien er gjort helt enkelt med et bord, nogle stole og tavler, hvorpå Lehmanns seismologiske målinger skitseres. Valget af den simple scenografi skyldes nok delvist, at forestillingen skal på turné. Det kan umiddelbart virke nøgent, men faktisk komplimenterer dette valg den naturalistiske spillestil fint, og de scenografiske elementer, der er brugt, får en central funktion i forestillingen. Intet fremstår overflødigt. Fokus ligger på den gode historie og på den særdeles velskrevne – og humoristiske – tekst, med hvilken instruktør Geir Sveaass og skuespillerholdet har skabt en virkelig solid forestilling med helstøbte karakterer og skarpe replikskift.

Herfra skal lyde min varmeste anbefaling. Tag afsted for exceptionelt godt skuespil af Iben Hjejle, et skarpt og humoristisk stykke dramatik og for at blive lidt klogere på en skyggelagt del af Danmarks (og patriarkatets) historie. Fortællingen om Inge Lehmann skal minde nutidens kvinder (og mænd) om de stærke kvindeskuldre, som vi står på. Men den skal også minde os om, at der stadig er meget at kæmpe for. Lehmann var et særtilfælde for sin tid, blot fordi hun havde en universitetsuddannelse. Vi er heldigvis nået langt siden da, men kvinder er fortsat underrepræsenterede i den akademiske verden. Og det må da virkelig være tid til at ændre på dét!

Folketeatret, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: På Folketeatret: 15.-18. oktober og igen 20. november-15. december 2019

Danmarksturné: 3.-13. oktober og igen 19. oktober-13. november 2019

Set den 15. oktober 2019

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/jordens-indre/

Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling, Roberta Hilarius Reichhardt

Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard
Instruktion: Geir Sveaass

Scenografi: Rebekka Bentzen

Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz

Dramaturgi: Geir Sveaass, Ninette Mulvad