Anmeldelse: Tristan og Isolde, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Richard Wagners Tristan og Isolde fra 1865 er et stort anlagt kærlighedsdrama, der viser os, at kærligheden ikke altid kan overvinde alt andet, og at den desværre ikke altid ender lykkeligt. De store følelser – både i historien, men særligt også i musikken – fylder meget. Kærlighedshistorien udfolder sig over godt 5 timer (inkl. to længere pauser mellem hver af akterne).
Den irske prinsesse Isolde er på vej til England, hvor hun skal giftes med Kong Marke. Skibet føres af kongens tro væbner Tristan. Men det er ikke deres første møde. Tristan har i kamp dræbt Isoldes forlovede, og hun ønskede at dræbe ham. Hun kunne dog ikke, men hun ønskede hævn, så hun beder sin fortrolige Brangäne blande en dødelig gift til både ham og hende selv.
Brangäne har dog ikke lavet en dødelig gift; hun har i stedet lavet en kærlighedsgift, som både Tristan og Isolde drikker af. Deres kærlighed udfoldes nu, og de har kun øje for hinanden. Det finder Kong Marke ud af, og det kommer til kamp mellem hofmanden Melot og Tristan, så Tristan såres dødeligt. Han ligger nu døende ved sit slot. Tristan dør bogstavelig talt for kærlighedens sværd, mens Isolde i stedet dør på grund af de indre følelser.
Sofia Adrian Jupither har iscenesat operaen stringent og dæmpet. Erlend Birkelands scenografi er enkel og ganske flot, men den er samtidig lige så nedtonet og meget stationær. I første akt er vi på skibet, som enkelt visualiseres af et skibsdæk, i anden akt er i en have, hvor Tristan og Isolde kan udfolde deres kærlighed, inden vi i tredje akt er ved de golde sten og vægge ved slottet, hvor døden indhenter kærligheden.
Det giver på sin vis plads til både musikken, sangerne og ikke mindst kærlighedens følelser. Fortællingen i hver akt er én lang (del)fortælling, så vi holder vejret med Tristan og Isolde alt imens deres kærlighedsdrama udfoldes for os. Men både iscenesættelsen og særligt den stillestående scenografi gør desværre også, at vi har svært ved at blive fanget af kærligheden store følelser, så det hele går lidt i tomgang. I hvert fald indtil tredje akt, hvor dramaet får sin højspændte og alligevel lidenskabelige ende, hvor scenografiens mange pærer tændes. Indtil da ”reddes” vi og forestillingen dog heldigvis af Wagners musik.
Isolde synges af svenske Elisabeth Strid, mens Tristan synges af amerikanske Bryan Register. Særligt Strid får de store følelser ind i sin syng, så vi faktisk tror på hendes smerte. Registers Tristan er derimod mere afdæmpet og pæn og næsten kedelig.
Deres sam- og modspil er ikke meget til stede, så vi er ikke helt overbeviste om, at den helt store kærlighed egentlig er til stede. Nok er stemmerne noget af det vigtigste, men selve figuren må også gerne have en vis troværdighed i forhold til fortællingen, og her er Strid og Register nok gode sangere, men deres alder taler lidt imod fortællingen. Først med Strids ”Liebestod” tror vi rigtig på følelserne.
Anderledes fast er Stephen Milling som Kong Marke og Hanne Fischer som Brangäne. De har begge stærke stemmer, der formår at komme ud over scenekanten, således vi tror på deres karakterer og de følelser, som de gennemlever. De er både skræmmende og sårbare, når kærlighedens dilemma går op for dem. Samtidig har Jens Søndergaard som Tristans ven Kurwenal både den rette frygt og følelse.
Meget af fortællingen ligger samtidig i musikken, som netop komplementerer det store kærlighedsdrama. Musikken leder os gennem fortællingen, og den supplerer det sagte (sungne) ord. I visse passager har man lyst til at lukke øjnene og blot lade sig rive med af Wagners fantastiske musik. Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Paolo Carignani leder os sikkert gennem Wagners musik.
Selvom Wagners Tristan og Isolde har over 150 år på bagen, er dens kærlighedsdrama og kærlighedens modsatrettede følelser stadig aktuelle. Disse tanker sammen med Wagners fantastisk musik gør, forestillingen alligevel løfter sig, så den lader kærlighedens glæder, følelser, styrke og sårbarhed krybe ind under huden på os.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 18. maj-8. juni 2024
Set den 18. maj 2024
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/tristan-og-isolde
Medvirkende: Bryan Register, Elisabet Strid, Stephen Milling, Jens Søndergaard, Niels Jørgen Riis, Hanne Fischer, Johannes Sejersted Bødtker og Jacob Skov Andersen samt herrerne fra Det Kongelige Operakor
Iscenesættelse: Sofia Adrian Jupither
Scenografi: Erlend Birkeland
Dirigent: Paolo Carignani
Orkester: Det Kongelige Kapel
Kostumedesign: Maria Geber
Lysdesign: Ellen Ruge
Koreograf: Katarina Sörenson
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: Ca. 5 timer og 5 minutter inkl. to pauser
Operaen synges på tysk med danske og engelske overtekster
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod