Anmeldelse: Vores Sensommer, Østre Gasværk Teater

Anmeldelse: Vores Sensommer, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Østre Gasværk Teaters opsætning af ’Vores Sensommer’ er hjertevarm og tankevækkende. Både det ældre, men bestemt også det unge publikum vil kunne få noget ud af forestillingen, der giver dig stof til eftertanke. Hvordan er det egentlig at være i livets efterår, undskyld sensommer? Vil vi selv blive sådan engang, og er det egentlig sådan, at vi ser på vores egne bedsteforældre?

 

I ’Vores Sensommer’ følger vi ægteparret Ethel og Normans liv henover sommeren i parrets sommerhus ved søen i Maine i USA. Det er samtidig den sommer, hvor Norman fylder 75 år – og den sommer, hvor både hans og resten af familiens liv ændres – til det gode heldigvis.

 

vores_sensommer_04-Robin Skjoldborg

 

’Vores Sensommer’ er samtidig en lille livsklog, tankevækkende og givende forestilling. Vi er vidne til livets små og store udfordringer – både set fra den ældre og den yngre generations synvinkel. Forestillingens karakterer er genkendelige fra vores eget liv, hvori vi også kan genkende vores egen familie og dens familiemønster.

 

Norman, spillet af Ulf Pilgaard, er den lettere gnavne mand, der lider af alderens små skavanker med både hjertet og til tider også med hukommelsen. Forespurgt hvordan det er at blive 75 år, svarer Norman, at det ”er som at blive 40 – bare 35 år ældre!” Ethel, spillet af Lisbeth Dahl, er heroverfor glæden og holdepunktet i Normans liv. Inderst inde er Norman også både elskelig og venlig. Det kræver blot lidt, at komme ind til dette. Hertil kommer parrets datter Chelsea, der længe har haft et anstrengt forhold til Norman, da hun er tynget af hans ambitioner, hvorfor hun egentlig blot gerne vil have hans accept. Hendes nye kæreste Bill og særligt hans 13-årige søn Billy Ray Jr., som henover spillerperioden spilles af 3 forskellige unge knægte, laver sprækker i Normans panser og vækker gnisten i hans liv igen.

 

vores_sensommer_07-Robin Skjoldborg

 

Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahls samspil sker med både glæde, indlevelse og nærvær, og det er i høj grad dette, som er med til at holde forestillingen oppe. Men også Billy Ray Jr. er med til at give forestillingen kant og eftertænksomhed. Over for Norman og Ethels ægteskab og aldring står Billy Ray Jr.s ungdommelige sind. Vi er i forestillingen vidne til 3 generationer og de udfordringer, som er imellem disse. Men samtidig ser vi også, at denne generationskløft ikke nødvendigvis er til det dårlige, men at det også kan være livsbekræftende og udviklende, hvilket gælder for alle generationerne!

 

Scenograf Astrid Lynge Ottosen har gjort et fantastisk stykke arbejde med at skabe sommerhuset og den tilhørende sø midt på gasværkets rå scenegulv. Sommerhuset af træ og den dybe sø rundt om skaber en intim og naturlig stemning, og man føler næsten, at man sidder på bredden på den anden side af søen og betragter livet i sommerhuset. Der er ikke alene tale om betragtninger, men også en spejling af deres liv i ens eget liv.

 

vores_sensommer_02-Robin Skjoldborg

 

Alderen kommer, tiden og livet går stærkt, og livet går videre og udvikles – og vi kan ikke gøre noget ved det. Forestillingens pointe er derfor også, at vi skal huske nuet, og at vi skal leve livet, mens vi har det, da det hurtigt nok kan være forbi. Forestillingens styrke er endvidere, at den reelt, sobert og (k)ærligt fremstiller emnerne, men uden at den på noget tidspunkt bliver belærende og moraliserende. Tak for det!

 

Det er ingen hemmelighed, at min ledsager og jeg denne aften trak gennemsnitsalderen på publikum væsentlig ned. Forestillingen er da også særligt nærværende for det ældre publikum, som kan se sig selv i Norman og Ethel. Men for det yngre publikum er det også en kærkommen anledning til at stoppe op og egentlig tænke over, hvordan livet er, og om vi husker familien og de nære ting. Vi skal være opmærksomme på de ting, som egentlig betyder noget for os, og vi skal lære ikke at tage alt for givet. Og det kunne være en kærkommen årsag til at smutte hjem og besøge familien…

 

 

 

Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, 2100 København Ø

 

Spiller indtil 20. december 2015

 

Spilledato: 24. november 2015

Fotos: Robin Skjoldborg

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://www.gasvaerket.dk/forestillinger/vores-sensommer

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *