Anmeldelse: Oh, Josephine, Sophienholm (Teatergrad og Det Flydende Teater)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 27. juni 2023

Af Christian Skovgaard Hansen

Teatergrad og Det Flydende Teater har efterhånden tradition for at vække historien til live i form af portrætter af store (kultur)personligheder. Disse portrætter fortæller både om de respektive personer, men de formår også ofte at trække tråde op til nutidens samfund.

Deres nyeste forestilling Oh, Josephine er ingen undtagelse. Udgangspunktet i denne forestilling er verdensstjernen den amerikanskfødte franske sangerinde, danserinde og model Josephine Baker. I juni 1928 ankommer hun til København. Hun optræder på Adlon, som dengang var en af Københavns førende danserestauranter og natklubber. På den ene side står kritikerne i kø for at stoppe hendes optrædener, mens andre kulturpersonligheder, herunder PH, i stedet er fortalere for hendes shows. Det giver derfor både konfrontationer med den danske kulturelite, men også nye kontakter og venskaber.

Allerede i 1917 oplever hun modsætningerne og racismen i USA. Nu er kulturkampen også startet i Danmark. I løbet af årene fra 1928 og til 1945 kommer vi derfor med på rejsen i den danske kulturkamp og de udfordringer og resultater, som denne giver. Samtidig italesættes, at forskellene mellem 1920’erne og vores samtid i 2020’erne måske ikke er så store endnu. Det kan godt være, at det sker på en anden måde, men samfundet har stadig nogle af de samme diskussioner om kultur, kunst, race, køn og nationalitet.

Thomas Markmann bliver derfor meget mere end en fortælling om Josephine Baker og hendes besøg i Danmark. Det bliver derfor også en mangfoldig fortælling om nogen af de ovennævnte universelle emner set gennem en række facetter og (alene) med udgangspunkt i Bakers liv og hendes besøg og optrædener i Danmark. Dét er både forestillingens styrke og svaghed.

På den ene side er det langt hen ad vejen lykkedes at skabe en fængende og tænksom tekst, som netop italesætter diskussionerne om kultur, køn og race. Markmann tager sig her nogle – en del – kunstneriske friheder og lader en række af datidens fremtrædende kulturpersonligheder komme til orde omkring disse emner.

Diskussionerne gælder både dengang og nu, da fortællingen til slut trækkes op til vor nutid, hvor vi får en række eksempler på, at det måske ikke er så meget anderledes i dag, og at vi stadig har noget at arbejde med, omend forestillingens slutning måske bliver lidt vel overgearet til allersidst. Forestillingens undertitel er samtidig ”Kampen om magten”. Magten er en del, men også mangfoldigheden og tolerancen er der kamp om.

Men på den anden side sidder man sine steder dog og savner lidt mere om personen Josephine Baker, så vi havde fået et mere reelt portræt af hende og hendes betydning for kultur-, køns- og racedebatten, så vi forstår, hvorfor det lige er hende, der er valgt som omdrejningspunkt. Forestillingens titel er trods alt Oh, Josephine, og hun præsenteres som et omdrejningspunkt for fortællingen. Vi oplever hende dog stærk, og hun er ikke bleg for at kritiserer kulturlivet for ikke at holde fanen højt i ovennævnte kampe, selvom vi senere oplever, at heller ikke hun er fejlfri. Samtidig føles det som om, at det er Adlon og ikke Josephine Baker, der binder historien sammen.

Når det er sagt, føjer forestillingen sig fint ind i rækken af portrætter af – på det seneste særligt kvindelige – kulturpersonligheder, som på den ene eller anden måde har gjort sig bemærket. Det er fortællingen om deres plads i kunsten, og ikke mindst om, hvordan både omverdenen og ikke mindst mændene så på dem. Pelle Nordhøj Kann leverer en sikker iscenesættelse.

Samtidig hjælper en række fine skuespilpræstationer fortællingen godt på vej. Malou Takibo, som netop har dimitteret fra Det Jyske Musikkonservatorium, springer ud i rollen som Josephine Baker. Hendes portræt bliver ganske overbevisende og med en insisterende nerve, og hun mestrer fint de mange sindstilstande, som forestillingen rummer. Hertil synger hun ganske forførende og indlevende.

Rolf Hansen er konferencieren, der byder velkommen på Adlon, og han er vores guide gennem hele forestillingen. Han rummer både fandenivoldskhed, men også mere føjelige side af historien, hvor frisindet nok er i højsædet, men det stadig glæder om at klare sig gennem skærene og overleve, lige indtil slutningen, hvor han vover pelsen, og vi får nogle sandheder serveret. Den sidste skuespiller er Luise Kirsten Skov, der har fået den store opgave at portrættere stort set resten af persongalleriet lige fra PH til kunstmaleren, der var gift med Einar, som siden fik den første kønskorrigerende operation og blev til Lili Elbe. Det er karakterer, der stikker lidt i hver sin retning, men Skov lykkes ganske fint med de mange portrætter.

Skuespillerne suppleres fint af musikerne Hans Find Møller og Marie Louise von Bülow, som begge også har små, fine roller. Marie Louise von Bülow har samtidig komponeret nogle fine, iørefaldende melodier, som passer godt til både tidsperioden og fortællingen, og hendes sangtekster rummer også en vis fylde.

Oh, Josephine er endnu et glimrende og ikke helt uinteressant portræt af en tidens store kvinder fra Teatergrad og Det Flydende Teater. Forestillingen balancerer lidt mellem to stole, men ved hjælp af Josephine Baker bliver den et stærkt og væsentlig indspark i diskussionen om kultur, køn og race, alt imens den samtidig har en flot musikside.

Teatergrad og Det Flydende Teater

Parken ved Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kongens Lyngby

Spilleperiode: 22.-30. juni og 31. juli-9. august 2023

Herefter spiller forestillingen på turné rundt i landet i efteråret – se turnéplan i linket nedenfor

Set den 26. juni 2023

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.teatergrad.dk/aktuelt/oh-josephine/

Medvirkende: Malou Takibo, Louise Kirsten Skov, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow og Hans Find Møller

Dramatiker: Thomas Markmann

Musik og sangtekster: Marie Louise von Bülow

Instruktion: Pelle Nordhøj Kann