Anmeldelse: Derude, Aarhus Teater

By: Thormod S. Kamban
On: 3. oktober 2024

Af Thormod S. Kamban

Aarhus Teaters nye huskunstnerduo, Josefine Thornberg-Thorsøe og Carolin Oredsson, lægger for land med coming-of-age stykket Derude, skrevet af Dicte C. Houmøller, fremført af nyeste skud på stammen fra ensemblet, Thorbjørn Hedegaard.

Denne forestilling er en klassisk skildring af menneskets evige længsel efter noget større, efter at rejse ud i naturen og finde sig selv, og finde noget der er et alternativ til alt det der er galt med vores samfund.

Den handler om Mads, der er i starten af 20’erne. Mads kommer fra en almindelig familie, der ligger i mellemspektret rent økonomisk, og hvor der er højt til loftet. Men det er der så ikke umiddelbart, når Mads lufter sine tanker om at rejse, finde pagt med naturen og finde noget andet, der kan give ham en fornyet livslyst. Moren stiller sig i hvert fald uforstående, og Mads føler end ikke, at hun lytter. Meget anderledes er det ikke med hans venner, der sparer op til den fede lejlighed eller den søde hund, de ønsker sig.

Han føler sig ikke hørt, og hele dette småborgerlige ideal trætter ham. Så i begyndelsen af det forestående år rejser han igennem Danmark, op til Sverige og ender til slut helt oppe i Nordnorge. Undervejs møder han gode mennesker, der gør et dybt indtryk på ham, men jo nordligere han kommer, jo mere må han kæmpe en indædt kamp med sig selv, for at holde varmen og bevare modet. Men er det hans indre eller ydre kamp, der tynger ham mest?

Publikum bliver ført ind i en café, hvor der er små borde med askebægre og bænke. I centrum står en lille podiescene, med et mikrofonstativ, og bag dette breder sig en lang bardisk i træ, og omme bag den funkler en lille hvid paplignende skov med træer og himmel. Thorbjørn Hedegaard rejser sig og synger en lille sang med sin guitar, a la en vaskeægte country-/folk-troubadour.

Han spiller sin figur som et nervøst gemyt, og Hedegaard finder mange menneskeliggørende træk og tics frem i sin karakter. Og med en overbevisende selvfølgelighed illuderer han dialogerne, med gode optegninger af de andre karakterer.

Man fornemmer hans længsel. Og man forstår hans tanker om alle de materialistiske goder, alle de kapitalistiske tanker vi er sunket ned i, og den lyst han har til at søge noget dybere. ”Andre har tænkt det samme som mig”, siger han, og kaster eftertrykkeligt rundt med citater fra Schillers romantiske tanker om naturen, Jack Kerouacs maskuline rejse-eksistentielle tanker fra ”Vejene” og Thoreaus i-et-med-naturen vandrefilosofi. Jo, han ved skam nok, at andre har haft de samme tanker.

Men undervejs krakelerer facaden, og det får publikum bevidstheden om hurtigt. For selve historiens mange trin, springer fortællingen hele tiden frem og tilbage i, og vi fiser ind og ud af de mange historienedslag med en mærkbar fart.

Det er lidt synd. For de eksistentielle temaer og de mange forskellige relationer han finder, er ikke ubegribelige, men kunne vi have dvælet en kende mere ved ham, når hans tanker løber løbsk, eller når han finder sig en ven ved navn Bertil, han skriver breve til på hele sin tur. For så er jeg nysgerrig for at komme lidt tættere på, for min oplevelse i salen var at man forstår ham, men føler man også med ham, eller ligesom ham?

Jeg gjorde ikke. Og om det er Houmøllers tekst, der fremstår lidt vag, eller om det er et resultat af de mange krumspring frem og tilbage, der, igen, ikke er svære at forstå, vides ikke, men måske gør det det svært at mærke stykkets katarsis. Hvad stykket vil fortælle mig, kan jeg godt være i tvivl om.

Hedegaards figur gør mange spændende overvejelser, og refererer flere gange til den frihed, han vil opleve. Gør endda lidt grin med den. For hvad er frihed? Er Mads’ frihed mere rigtig end andres? Han ville jo blot opleve at ”opløse sig eget jeg” fremsiger han i et kejtet grin.

Både håbløsheden og ensomheden bliver hans trofaste følgesvende på den barske rejse til de kuldskære ødemarker. Og den sjælelige forbindelse, han oplever med naturen allerførst, bliver måske også den der bringer ham i tvivl om, hvorvidt han har været bange for at tage kampen op derhjemme, af frygt for ikke at ane, hvad han er og hvad han skal med sit liv. ”Hvor hører jeg til?”, spørger han desillusioneret.

Thornberg-Thornøes paplignende skov, er med til at fange essensen af Mads’ virkelighed. Skulle han det her, eller er det en falsk drøm? Oplever han naturen klart eller går hans sind på knæ for hallucinationens opblusende flamme? Samtidig er der noget naivt og let ved fremtoningen af barens træhvælving og skovens hvide skær.

Det intime caférum bliver brugt godt, både til at blende ind med publikum, synge karaoke og i det hele taget bevæge sig. I takt med fortællingens mørke lag, lades publikum mere ude, og potentialet i rummet fremstår mere i kraft af intimiteten, der understreger hans ensomhed.

Der er ingen tvivl om, at Thorbjørn Hedegaard er en nytilkommen af den helt rette kaliber. Hans replikføring, hans legende bevægelser og måden han fanger de grovkornede menneskelige træk i mimik, gestik og tale, er virkelig fascinerende og mangefacetteret.

Alene grundet hans brave indsats, og hans kropslige sammensmeltning hen mod slutningen af de små fem kvarter, er stykket værd at se! Teksten, og nok især den dramaturgiske orden i stykket, lader ikke udelukkende stykket falde heldigt ud. Men Thorbjørn Hedegaard har høstet stor ros ved sin iøjnefaldende debut, og det forstår man godt.

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 12. september-16. oktober 2024

Set den: 1. oktober 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/derude

Medvirkende: Thorbjørn Hedegaard

Lysdesign: Kim Glud

Scenografi: Josefine Thornberg- Thorsøe

Skrevet af: Dicte C. Houmøller

Iscenesættelse: Carolin Oredsson

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause