Anmeldelse: Midt i livet, Teatret Svalegangen

Af Christian Skovgaard Hansen
Den britiske dramatiker David Eldridge vil udforske kærligheden og dens til tider efter sigende viltre storme i en trilogi. Han begyndte med ”Beginning” i 2017, og i 2022 kom han til anden del i trilogien, ”Middle”, som på dansk har fået den mindre gode titel ”Midt i livet”.
Omdrejningspunktet er et ægteskab, der er fanget i livet midte; et ægteskab, som savner begyndelsens charme og nærvær, så alt nu er blevet vaner og stereotype kønsrollemønstre. Ægteskabet er nu tynget af mental (over)load og en jagt på en lykke, som man dels ikke ved, om den eksisterer, dels som man egentlig ikke helt ved, om man behøver, eller om man higer efter den af andre årsager.

Det er midt om natten. Alligevel er de to ægtefolk oppe – først hende, siden ham. Hun har siddet der længe, og hun har tænkt og tænkt. Han kommer til, og alt imens natten først bliver dybere og siden går på hæld, siger hun pludseligt: ”Jeg tror ikke, jeg elsker dig mere.” Han forstår ingenting, så han flygter ind i dagligdagens trivialiteter og søndagsstegen. For tvivlen om, hvad man egentlig svarer til de ord, ved han ikke. De prøver at finde hinanden i denne natte(sam)tale, som vi følger ord for ord fra sidelinjen.
Forestillingens engelske originaltitel, ”Middle” er derfor egentlig mere sigende. For i midten af hvad? Livet? Ægteskabet? Problemet? Løsningen? Ligesom forestillingen, er originaltitlen derved mere åben, mens den danske titel Midt i livet rummer en vis stillingtagen. Kan – og måske mere vigtigt skal – vi mødes på midten?

Hele forestillingen foregår meget sigende i et moderne samtalekøkken – hvor vi godt nok aldrig ser selve køkkenet. Men det er samtalen, der er vigtig, hvilket paradoksalt nok egentlig er det sidste, der foregår, her i samtalekøkkenet. Vi får en masse ord og tale, men det er begrænset, hvor meget alt dette samles til en reel samtale.
Det er netop denne mængde af ord og tale, der er forestillingens svaghed. Maja Laumark har egentlig sørget for en ganske fin oversættelse, som rammer et dansk publikum godt, og har man haft sin gang i Århus, vil genkendelsen og ægtheden være stor, når der gives referencer til lokale omgivelser. Sine steder rammer den også forholdets ægthed. Den del fungerer godt.

Men de mange ord gør også, at forestillingen med sine godt 100 minutter bliver noget lang i spyttet, hvilket gør, at man som publikummer let kan miste opmærksomheden på det, der rent faktisk siges. Den ægte krise i de tos ægteskab kommer derfor – desværre – aldrig rigtig ind under huden på os. Vi kommer aldrig rigtig ind, der hvor følelserne rigtig er på spil, og ægteparrets krise svæver lidt for meget over os uden egentlig at ramme os, selvom Per Smedegaards iscenesættelse egentlig ganske fint prøver og prøver.
Edward Lloyd Pierces scenografi er næsten nøgen og alene centreret om spisebordet med de tre stole – ægteparret har en datter, som vi aldrig møder – i køkkenet. Det er ordene, der er i fokus. Samtidig viser det sig, at scenegulvet kan bevæge sig alt efter, hvordan stemningen nu er i samtalen, og det er alt andet end stille stående.
Ægteparret spilles af Maja Juhlin og Caspar Juel Berg. De giver liv til ægteskabet, og det er de mange ord og ikke deres skyld, at talerne på sigt bliver lidt anstrengte. Alligevel mærker vi en reel kærlighed og ømhed mellem dem, og siden bliver disse følelser afløst af frustration og spændinger, når sandhederne kommer frem, og bunden vendes i vejret på skufferne. De to ægtefolk ser forskelligt på både ægteskab og forældreskab, men også på forskellene i klasse og køn. Hun fylder meget, men hun er frustreret over ikke at blive aktiveret nok, alt imens han føler sig overrasket og perpleks. For mener hun virkelig det, som hun sagde?

Midt i livet er ikke et uinteressant billede på et ægteskab i krise. Som kammerspil fungerer forestillingen ganske godt, og både Maja Juhlin og Caspar Juel Berg giver fremragende liv til ægtefolkene. Men rigtig farligt eller nærværende bliver det desværre aldrig rigtig i David Eldridge tekst, trods det at den er oversat ganske effen af Maja Laumark.
Og så kan man håbe på, at der er en slutning på kærlighedens udfordringer også, hvilket både gælder i det virkelige liv, men også i Eldridges trilogi.
Teatret Svalegangen, Store Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C
Spilleperiode: 9. november-7. december 2024
Set den 14. november 2024
Fotos: Montgommery
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2024-2025/midt-i-livet
Medvirkende: Maja Juhlin og Caspar Juel Berg
Tekst: David Eldridge
Instruktion: Per Smedegaard
Oversættelse: Maria Laumark
Scenografi: Edward Lloyd Pierce
Lyddesign: Anton Bast og Mikkel Brandt
Lysdesign: Henrik Sloth
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod