Anmeldelse: De tre musketerer, Holbæk Museumsgård (Sjællands Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
Sjællands Teater opsætter igen i år en sommerfarce i gården ved Holbæk Museum, og som sædvanligt tager de en klassisk fortælling og udsætter den for en lettere forvandling, så vi igen i år får en skør og skæv forestilling. I år er det Alexandre Dumas, d. æ.’s De tre musketerer (1844), der tages under kærlig behandling af Vase & Fuglsang og instrueres af Donald Andersen, der får det bedste ud af manuskriptet.
I romanen følger vi den unge d’Artagnan, der rejser til Paris for at blive musketer. Her møder han Athos, Porthos og Aramis. Sammen kæmper de mod den onde kardinal Richelieu for at redde dronningens ære og beskytte den franske trone.

Grundhistorien har Vase & Fuglsang naturligvis bibeholdt, og denne gang er forlæggets historie relativt meget fastholdt, men den får naturligvis samtidig et par kække udsving og tilsætninger. Der rejses med Ryan Ferry, og d’Artagnan udstyres som en anden James Bond. Stilen er, som den skal være, og der er de klassiske stikpiller til samfundet i dag, og Orø får også i år en kommentar med. Sidst men ikke mindst er der tilsat en række velklingende sange, som er skrevet over noget forskellige numre, der rækker fra ”Sommer i Tyrol” over ”Greased Lightnin’” til ”Gangnam Style”.
Som vanligt er Kirsten Brinks scenografi enkel, men ganske effektfuld, når dens låger åbnes og lukkes. Let og elegant skiftes scene mellem værtshuset ”Den Visne Hest”, de kongelige gemakker, Bastillens fangekælder, Tower of London – og alt derimellem. Brink har også stået for kostumedesignet, og her har den fået fuld skrue med en række crazy outfits, når den franske Kong Louis den 13. – eller rettere den Trættende! – har tøjkrise, når alt skal være højeste mode.

De fire skuespillere, Brian Kristensen, Tine Gotthelf, Christian Damsgaard og Maria la Cour, springer ind og ud af en forskellige roller. Brian Kristensen er – næsten – kun helten d’Artagnan, mens særligt Maria la Cour springer ud af de forskellige karakterer og dertilhørende hørende kostumer. Hun agerer fornemt både kongen, musketeren Aramis, kardinalens håndlanger Roquefort (som måske, måske ikke lugter af ost!) og kammerpigen Constance, som d’Artagnan taber sit hjerte til. Christian Damsgaard – som både krofatter, den onde kardinal Richelieu, musketeren Athos og ikke mindst den liderlige Lord Buckingham) og Tine Gotthelf (som både dronningen, Milady og Porthos) springer også lydefrit ud og ind af deres forskellige roller. Alt sidder lige skabet, og de mange skift bringer ikke holdet ud af kurs!

Alle fire spiller til perfektion. De er ganske forrygende i deres mange roller, og deres samspil er fantastisk og energisk. Man mærker spilleglæden og gakketheden helt ned på de bagerste publikumsrækker. Ensemblet, bestående af studerende fra Holbæk Drama College, hjælper godt med at drive det hele fremad. Hele holdet fungerer godt i Peter Friis’ koreografi. Lars Fjeldmose sørger som vanligt glimrende for musikken.
Sommerfarcen De tre musketerer er løssluppen og har noget på hjerte, og den er tilpas morsom og gakket, hvor Vase & Fuglsangs krøllede hjerner har indlagt en række opfindsomme og skæve indslag. Forestillingen er både tilpas fjollet og kløgtig, så det hele ikke bare bliver tomme kalorier.

De gode grin og de kloge, herunder også nutidige, stikpiller er sikret i årets sommerfarce, så tag trygt et tæppe og måske en trøje med og smut ind i museumsgården i Holbæk. De tre musketerer indføjer sig glimrende i teatrets række af fornøjelige sommerfarcer. ”En for alle og alle for en!”
Sjællands Teater
Holbæk Museumsgård, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk
Spilleperiode: 6.-30. august 2026
Set den 9. august 2026
Fotos: Mie Neel
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Brian Kristensen, Tine Gotthelf, Christian Damsgaard, Maria la Cour og Lars Fjeldmose
Manuskript: Vase & Fuglsang
Instruktion: Donald Andersen
Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink
Komponist/arrangør: Lars Fjeldmose
Koreograf: Peter Friis
Ensemble: Alberte Fabrin Jespersen*, Amalie Gram Davidsen*, Clara Holmquist*, Erik Frydland-Raun*, Josefine Elisa Falck Smedegaard Hansen*, Marcus Næsby*, Matteo Vilhelm Hingelberg Battain* (*3. Årgang, Holbæk Drama College)
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


