Anmeldelse: Kejserinden, Bådteatret (Livingstones Kabinet)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 6. november 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

Den svenske forfatter Selma Lagerlöfs roman ”Kejseren af Portugalien” (1914) har endnu engang fundet vej til scenen. Det er en roman om kærlighed, forvandling og ikke mindst det at blive adskilt og genfundet igen. Nu har Livingstones Kabinet kastet sig over fortællingen, som spiller i Bådteatrets indre. Her har forestillingen fået titlen Kejserinden efter datteren.

Den fattige husmand Jan og hans kone Kattrina har altid været de sære og kuede på hjemegnen på landet. Men da de får datteren Klara Fina Gulleborg, er Jan stolt, og han føler, at hans liv først nu er begyndt. Han elsker datteren mere end noget andet. Men som 18 årig flytter hun til Stockholm, og hun holder efterhånden op med at have kontakt med familien derhjemme. Rygterne går om hendes liv – og om, at hun ernærer sig som prostitueret.

Jan venter og venter – han står hver dag ved havnebroen for at vente på båden, men hun kommer ikke hjem. Jan synker hen i sindssyge og ned i en drømmeverden, hvor han i stedet forestiller sig, at datteren er blevet kejserinde af ”Portugalien”, så han dermed selv er blevet en stor kejser. Da datteren en dag omsider kommer hjem, føler hun sig som en fremmed, og først da forældrene dør, forstår hun faderens altoverskyggende kærlighed.

Marie Rosendal Chemnitz og Johan Kølkjær har stået for den fine scenografi, hvor Bådteatrets scenerum er ændret. Scenen er bygget i træ og som den havnebro, hvor Jan venter og venter. Ellers kan selve scenen nemt ændres til handlingen ved små, men elegante greb og rekvisitter som en brændestabel, et snoretræk, en træmand og en stor gylden sol. Til gengæld bliver det noget underligt, når karakteren Tosse-Ingeborg portrætteres af et lyserødt plastikjuletræ.

Pete Livingstones musik passer godt til forestillingen, og sammen med de forskellige fortællerstemmer fortælles Jans (sinds)stemninger elegant og tankevækkende, når vi oplever Jans vej fra glæde til sindssyge. Det bliver forestillingens bankende, rytmiske og ganske insisterende hjerte.

Ole Håndsbæk Christensens portræt af Jan rummer alle de både glædelige og grumme stemninger, og han kan ved få ord og fagter udtrykke både kærligheden, længslen og ikke mindst sindssygen. Hele fortællingens emner er kløgtigt forankret i hans portræt. Malthe Saunte, Bo Carlsson og Pete Livingstone giver liv til resten af forestillingen forskellige roller.

Fortællingen er dramatiseret og iscenesat af Nina Kareis. Iscenesættelsen har liv, men nogen gange går det næsten for stærkt og voldsomt, så vi ikke når at forholde os til Jans svære dilemmaer og følelser. Det skyldes måske også hendes dramatisering, som ikke altid med lige stor held og nerve er bearbejdet. Samtidig er fortællingen sat sammen et metalag, hvor de medvirkende sætter fokus på og diskuterer Lagerlöfs intentioner. Dét lag bliver noget langt i spyttet, og det kunne vi godt have undværet. Det yder ikke noget godt til den ellers fine tekst.

Kejserinden giver liv til Lagerlöfs grumme fortælling. Dramatiseringen og iscenesættelsen sidder ikke lige i skabet, men særligt i Pete Livingstones stemningsfulde kompositioner og de fire medvirkendes medrivende spil finder fortællingen alligevel en tiltrængt poesi og tænksomhed. Forestillingen har undertitlen ”En fejring af galskabens skønhed”, og det er, når vi fornemmer denne fejring og galskab, at forestillingen rigtig kommer i mål.

Livingstones Kabinet

Bådteatret, Nyhavn 16, 1051 København K

Spilleperiode: 24. oktober-14. november 2026

Set den 2. november 2026

Fotos: Daniel Bødker Sørensen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.livingstoneskabinet.com/index.php/da/forestillinger/kejserinden