Anmeldelse: A Musical X Mas lll, Fredericia Teater

Anmeldelse: A Musical X Mas lll, Fredericia Teater

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Vi har endelig ramt december måned, og nu kan julen bare komme an. Det har Fredericia Teater også givet et rimeligt godt bud på. I tredje år i streg har Fredericia Teater stablet en julekoncert på benene, som dækker alle behov indenfor julestemning. Publikum bliver i løbet af koncerten præsenteret for et væld af julesange, hvor der er noget for både børn og voksne og enhver smag.

Aftenen starter ud med, at Maria Skuadottir synger en jazzet version af ”Juletræet med sin pynt”. Man oplever også i løbet af aftenen at hun har flair for de lidt mere jazzede sange, og hun leverer disse ganske godt. Kort efter hun har haft sin entre med denne sang, og Rikke Hvidbjerg og Mads Æbleøre Nielsen så småt er blevet præsenteret på scenen, mangler der blot én, før de er fuldtallige på scenen. Pludseligt kommer Teit Samsø løbende fra det bagerste af salen, imens han synger ”Santa Claus Is Coming To Town”. Det er den fedeste entre, som får alle i salen til at klappe og smile helt utroligt.

I løbet af aftenen bliver publikum præsenteret for en masse lækre julesange, men jeg bider særligt mærke i sangen ”Endurance In Christmas Time”, som Mads Æbleøe Nielsen synger, og det gør han simpelthen så utroligt godt! Selve handlingen i sangen formidler han super godt, og så har han bare en super lækker stemme, der passer perfekt til sangen. I denne sang står han bare helt stille på scenen, og der er derfor bare fuld fokus på sangen, og den atmosfære publikum sidder i. Det er alt i alt et super fint øjeblik, der bare passer godt ind og giver et fint lille pusterum, hvor publikum bare kan tage denne sang ind.

Siden det er en julekoncert, er der alle mulige julesange med i løbet af koncerten. Blandt andet giver Teit Samsø sit bud på Mads Langers ”I en stjerneregn af sne”, og jeg bliver faktisk nødt til at sige, at jeg bliver en lille smule skuffet. Det er som om, at han ikke helt fanger mig med sangen. Han har en masse ophold i sangen, som jeg ikke helt kan forene mig med i sangen. Dog synger han senere Rasmus Seebachs ”Lille store verden”, og den leverer han derimod helt perfekt. Og med hans tidligere medvirken i forestillingen ”Seebach”, også fra Fredericia Teater, kan man næsten ikke forvente andet.

En af de medvirkende, jeg især vil fremhæve, er Rikke Hvidbjerg. Jeg må bare sige, at hun har en helt igennem vidunderlig stemme. Hver gang hun begynder at synge, bliver jeg endnu mere vild med hendes stemme, og jeg bliver samtidigt mere og mere imponeret over hendes talent. Hun har virkelig styr på hvad hun laver, og det er bare en fornøjelse at sidde og høre hende synge, fordi hun bringer helt nyt liv til de forskellige sange, hun synger.

Interaktionen med publikum fejler heller ikke noget. Alle på scenen er gode til at få øjenkontakt med publikum og få publikum til at føle sig en del af koncerten. Og her er det ifølge mig et plus, at der undervejs er lidt fællessang inkorporeret. Alle i salen har fået en kopi af den velkendte ”Risengrødssang”, og salen bliver hurtigt fyldt med (jule)hygge, når denne sang skal synges.

Da julekoncerten er slut, sidder jeg og ønsker, at den var længere, for jeg vil bare gerne blive ved med at høre på de fire dygtige sangere synge nogle dejlige juleklassikere og komme endnu mere i julestemning sammen med dem. De leverer et super godt produkt, og jeg kan kun anbefale alle andre at tage ind og se julekoncerten. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor julekoncerten er udsolgt, for det er uden tvivl den ultimative måde at komme i julestemning på, hvis man ikke allerede er i julestemning.

Fredericia Teater, LIP salen, Prinsessegade 29, 7000 Fredericia

Spilleperiode: 6.-16. december 2019

Set den 6. december 2019

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://fredericiateater.poweredbyintegra.dk/oversigt.aspx?filmid=197&forestillingid=&internetserial=&webkode=&err=&

Medvirkende: Rikke Hvidbjerg, Mads Æbleøe Nielsen, Maria Skuladottir og Teit Samsø

Instruktør: Rob Hartmann

Musikalske arrangementer og orkestrering: Rob Hartmann

Scenograf: Noemí Costa

Varighed: 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *