Anmeldelse: Snefald, Odense Teater

Af Christian Skovgaard Hansen
Årets familiejuleforestilling på Odense Teater er Snefald, som bygger på tv-julekalenderen af samme navn. Her er handlingen og de 24 afsnit kogt ned til godt to timer, hvilket passer fint til de små poder og familien.
Snefald er julemanden Julius’ rige, hvorfra han holder styr på børns juleønsker og julefantasien og – magien. Langt væk fra Snefald, i VU (Verden Udenfor), bor den forældreløse niårige Selma, hvis højeste juleønske er at få en rigtig familie. Hun er i pleje hos den grå og lidt tilknappede Ruth, der hverken er ekspert på børn eller julen. Selma skulle bare være der i kort tid, indtil man fandt en plejefamilie til hende – men indtil nu har hun været hos Ruth i seks år.

”Kære julemand – jeg tror ikke på dig julemand, men… Jeg ønsker mig…!” Den 1. december skriver Selma sit juleønske i et brev til julemanden og bliver på magisk vis ført til Snefald. Almindelige mennesker kan ellers slet ikke finde vej til Snefald, men måske er Selma i virkeligheden ikke spor almindelig? Og måske er alt i Snefald ikke helt, som det burde være? Selma har ikke været længe i Snefald, før Julius forsvinder, og onde kræfter i stedet forsøger at overtage magten. Mørket og mismodet spreder sig, og hvis ikke Selma og hendes nye venner i Snefald finder Julius, forsvinder juleglæden for altid, og selve juleaften er i fare…!
Både de medvirkende og scenen er klædt fornemt i jul i scenografien af Krogh & Bjørnvad. Scenen skifter let, og kæmpemæssige hvid snefnug bidrager til vinter- og julestemningen i Snefald. Samtidig har julemanden her fået en fantastisk flot, anderledes og rå kane til sin tur rundt med gaverne i hele verden. Det visuelle rammer plet, og uanset om vi er i de eftertænksomme, de humoristiske eller de mørke scener, går scenografi og lys op i en større enhed.

De medvirkende yder også fine præstationer. Lea Baastrup Rønne er sød som den forældreløse Selma, som også udviser håb og mod og som også favner Ruth til slut. Malene Melsen spiller fremragende Ruth, som efterhånden, som december går, liver op og finder ud af, at hun måske ikke er så tilknappet alligevel, og som de nye naboer og savnet til Selma ændrer hende. Anders Gjellerup Koch er en lun og veloplagt julemand, og Niels Skovgaard Andersen er fin og både grum, men også skrøbelig som Winter, der forsøger at overtage magten og julen.

Hilde Hagerup og Hanne Hagerup har dramatiseret julekalenderen til scenen, og Synne Teksum og Marianne Sævig har bearbejdet den, mens Frede Gulbrandsen og Peter Friis har iscenesat forestillingen i Odense. De har fået det væsentlige i historien frem, og handlingen rummer både alvor, humor og jul, og det hele passer perfekt til teaterversionen.
Alt i alt er Snefald blevet en charmerende juleforestilling, der udover en fin handling også giver både børn og voksne noget med hjem. Det bliver alligevel jul både i Snefald og i Verden Udenfor. Der er humor og juleri, men den viser os også, at man ved at stå sammen kan bekæmpe det onde, og at venskab, tilgivelse og hjertevarme også hører julen til – og at det ikke nødvendigvis er de store materielle gaver, der er de bedste.
Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C
Spilleperiode: 16. november-23. december 2019
Set den 8. december 2019
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.odenseteater.dk/forestillinger/snefald
Medvirkende: Lea Baastrup Rønne, Malene Melsen, Anders Gjellerup Koch, Niels Skovgaard Andersen, Anton Sager, Magnus Andersen Hald, Anna Bruus Christensen, Mads Nørby, Louise Davidsen, Mikkel Bay, Hanne Hedelund, Githa Lehrmann m.fl.
Iscenesættelse og koreografi: Frede Gulbrandsen og Peter Friis
Komponist Henrik Skram
Scenografi og kostumer: Krogh & Bjørnvad
Videodesign: Signe Krogh
Lysdesign: Simon Holmgreen
Lyddesign: Kim Malmose
Repetitør: Bent Lundgaard
Oversættelse og dramaturg: Christina Wendelboe
Dramatiseret til scenen af: Hilde Hagerup og Hanne Hagerup
Bearbejdet af: Synne Teksum og Marianne Sævig
Baseret på NRKs julekalender »Snøfall«, produceret af NRK Super med manuskript af Klaus Hagerup, Hilde Hagerup, Hanne Hagerup og Synne Teksum
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod