Anmeldelse: Amager Revyen 2025 – Et råb om håb, Amager Selskabslokaler (Amager Revyen)

Anmeldelse: Amager Revyen 2025 – Et råb om håb, Amager Selskabslokaler (Amager Revyen)

Af Axel Nordby og Christian Skovgaard Hansen

Amager Revyen er med Amager Revyen 2025 i år rykket fra det mindre Teater Play og til noget større rammer i Amager Selskabslokaler først på Amager. Her er både blevet plads til en stor, flot scenografi og flere publikummer, hvor sidstnævnte nu mulighed for at nyde en dejlig buffet før forestillingen.

Revyens titel ”Et råb om håb” er lidt en ”grøn” tråd gennem hele revyen. De grønne åbningskostumer, den flotte grønne belysning i åbningen (der i øvrigt sidder lige i skabet!) og sammensætningen af de håbefulde numre, tanker og kommentarer. Håbet optræder måske ikke så mange gange, men er en fin model at bygge en revy op omkring i denne forvirrende verden, der er i opbrud.

I år er der også skruet op på musikfronten, hvor den enlige pianist er skiftet ud med et to-mandsbandet bestående af kapelmester Christian Dahlberg og guitarist Peter Ravn. Det er en dejlig opjustering, og dem er ikke til at sætte en finger på. Og scenografien stråler med simple lysskift og enkelte rekvisitter, der gør revyen let og elegant at se på.

De to mandlige skuespillere, Simon Nøiers og Anders Aamodt, har deres øjeblikke både sammen og hver for sig. De er i Anders Aamodt og Mikkel Reenbergs ”De-sidste-sciple” fantastiske som de sidste disciple, hvor de to tekstforfattere har fået nogle virkelig aktuelle emner med i en vinkel på den digitale udvikling og på verdensproblemerne, som man ikke har set før. Simon Nøiers er også skøn som den forvirrede patient der skal til undersøgelse … hos en robot! Her i selskab med Mille Berg. Anders Aamodt er sjov i de numre, han har, selvom de fleste af dem mangler retning og pointer. Han kæmper en brav kamp med Rasmus Breunings ”Så’ der GUS”, men den bliver aldrig helt sjov.

De tre kvinder, Mille Berg, Dorte Munksgaard og Frida Sigurth er allesammen helt vidunderlige. De tre mødes i Esben Thaysen Nissens velskrevne ”Vi si’r muuu-uuuh”, hvor de som (meget modebevidste!!) køer synger om klimaafgiften.

Hver for sig er de også skønne, og de er alle tre forfattere på revyen oveni. Dorte Munksgaard synger om prepperkulturen i sin egen ”Min lysegrønne ø” hvor hun pointerer at hvis der skal komme krig og nød, så vil hun dø på sin ”Ama’r ø”! Hun er dog bedst i ”Sonjas farvel” hvor onkel-humor og charme møder hinanden i en skøn forening.

Mille Berg vender tilbage med Ole Sprogøre! Og sikke et comeback! Mille vandt i 2024 prisen som ”årets revyforfatter” pga. hendes tekst om Sprogøres sprogblomster. Hun er vendt tilbage med en, måske, endnu stærkere tekst med flere herlige sprogblomster, så man bliver nødt til at grine! Hendes kropssprog og mimik er også genialt. Hun er også fantastisk positiv i Benny Bang Jensens ”To sider af samme sag”, hvor hun får hjulpet Dorte Munksgaard af med verdensproblemerne ved at vende dem om til noget positivt – altså ”to sider af samme sag”!

Revyens stærkeste spiller er klart Frida Sigurth, der elegant og skarpt tilfører revyen det ungdommelige. Mest i hendes egne tekster, hvor hun som kogebogsforfatter har skrevet en bog om den modsatte side af at være veganer – og altså ser på det dårlige ved at være veganer. Vi spiser jo alle dyrenes mad, hvilket skaber madsplid!

I den mere alvorlige ende har hun også skrevet ”De unge håb” om danske skolebørn og om at vi skal blive bedere til at uddanne unge mennesker. Flot fremførsel af hende selv i selskab med Simon Nøiers og Mille Berg. Revyens mest geniale nummer står Frida også for; nemlig ”Alice i Temu-land”, hvor den lille Alice er havnet i et kaninhul, og nu er fanget i den meget omtalte hjemmeside Temu. Selvom teksten måske er lidt tynd, sætter den alligevel nogle skarpe hug ind mod nutidens samfund på en tilpas crazy måde.

Amager Revyen er generelt en revy hvor ingen er bedre eller værre end hinanden, hvor hver spiller supplerer hinanden. Instruktøren, Mikkel Reenberg, har fået det bedste ud af teksterne, der desværre svinger en lille smule, og ikke mindst af skuespillerne, der heldigvis alle er i topform.

Overordnet er teksterne det svageste kort i år, hvor det høje niveau fra sidste år er stagneret en smule. Der er dog heldigvis også fantastiske numre med i år, hvor blandt andet Mille Bergs egen ”Ole søger nye græsveje” er helt i top. Hele ensemblet er også i hopla i Per Kurtzhals’ ”Tagforeningen”, hvor byens høje tårne tørner sammen. Det er morsomt og ganske skævt.

Revygenren har i år 175 års-jubilæum, og det bliver fejret i revyen på en lidt underlig måde, hvor der er en dialog mellem skuespillerne bygget på gamle revy klassikere. Omend ideen måske var god, så kommer teksten aldrig helt op at flyve. Det samme med ”Før var vi alle i samme båd”, som er en opdatering af Vase/Fuglsangs ”I samme båd” (som var en gendigtning af revyvisen fra 1944), hvor Simon Nøiers egentlig gør det ganske godt, men nummeret bliver en anelse for langt.

Så alt i alt står revyen godt med nogle gode tekster, men indimellem nogle ”svipsere”. Revyen bliver desværre også en anelse for lang. Samlet er Amager Revyen 2025 – Et råb om håb dog en aktuel og levende revy. Aftenen bliver derfor en dejlig oplevelse med god mad, god stemning og god revy! Og lad os alle håbe, at håbet håbes højt i kor!

Amager Revyen

Amager Selskabslokaler, Markmandsgade 9, 2300 København S

Fotos: Jimmi Billeskov Rosenkilde

Spilleperiode: 27. marts-4. maj 2024

Set den 27. marts 2025

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://amagerrevyen.com

Medvirkende: Mille Berg, Dorte Munksgaard, Frida Sigurth, Anders Aamodt og Simon Nøiers

Tekst og musik: Mikkel Reenberg, Christian Dahlberg, Tor Bagger, Per Kurtzhals/Dan Ejlersen, Dorte Munksgaard, Axel Thingsted, Frida Sigurth, Esben Thaysen Nissen, Anders Aamodt, Gert Garbo, Shu-bi-Dua, Mille Berg, Benny Bang Jensen, Buster Bang Berg, Rasmus Breuning, Anders Anderskov og diverse.

Instruktion: Mikkel Reenberg

Scenografi: Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann

Koreografi: Mette Soldan

Lysdesigner: Anders Leth Jensen

Kapelmester: Christian Dahlberg

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *