Anmeldelse: An Officer and a Gentleman, Musical Silkeborg

Af Christian Skovgaard Hansen
’An Officer and a Gentleman’ er oprindeligt et amerikansk romantisk drama fra 1982 med blandt andet Richard Gere på rollelisten. Musicalversionen er næsten nyskrevet, da den havde premiere i Sydney i foråret 2014, og Musical Silkeborg er de første, som præsenterer forestillingen i Danmark. Det er modigt og fantastisk, at man tør kaste sig over en af de mindre kendte musicals.
Musical Silkeborg har siden 2007 opsat en spændende og flot musical i Silkeborg. Alle produktionerne er semiprofessionelle med en lokal forankring og engagement. Respekt!
Daniel Bohr er instruktør på årets forestilling. Bohr har tidligere stået for iscenesættelsen af flere af Det Ny Teaters store musicals, og han står også for iscenesættelsen af FolkeOperaens nyfortolkning af ’Stor ståhej for ingenting’ – i deres version ’Stor ståhej for Benny & Trisse’ som netop nu er på turné (vi ser forestillingen den 8. november i København). Det er derfor en erfaren herre, som er hentet til Silkeborg. Musicalen løfter sig, og Bohrs iscenesættelse giver en seværdig og imponerende flot musical.
Benjamin La Cours scenografi og lysdesign er hamrende flot. Bagtæppet er enkelt og virkningsfuldt, og det giver fine associationer uanset, om det er på et af den amerikanske flådes skibe eller i den rå fabrikshal. Endvidere er scenografien enkelt, men samtidig virkefuld, da den let kan forandres perfekt til de forskellige scener. Rekvisitterne er mange, men hver enkelt passer fornemt ind i helheden uanset sted, og lysdesignet passer flot til hver enkelt scene. Eneste svipser denne eftermiddag er det amerikanske flag, som på uheldig vis kommer til at hænge med hovedet nedad i flagstangen…
Musikken ledes i orkestergraven af kapelmester Henrik Svenning. Han står i spidsen for et 10 mand (m/k) stort orkester, som gør et fantastisk stykke arbejde. Musikken er storslået, og den mestrer den rette stemning uanset, om det det er de hårde, de dystre eller de muntre scener.
Disse tre ting komplementeres perfekt af et fantastisk musicalhold, som alle leverer flotte skuespil- og sangpræstationer. Christian Berg er den mandlige hovedrolle i rollen som ”Zack” Mayo. Berg leverer en stor præstation, og det er fantastisk at se ham udvikle sig gennem forestillingen, så han ender som både officer og en gentleman. Berg kan rumme alle de forskellige nuancer af Mayos karakter. Som den kvindelige hovedrolle i rollen som Paula Pokrifki ses Anne Mette Roest (som afløste Frederikke Vedel, som måtte melde fra pga. sygdom). Roest har derfor kun haft ca. 14 dage til at leve sig ind i rollen. Alligevel gør hun det flot, og hun mestrer både den smukke, følelsesladede og den rå side af Paula. James Sampson leverer en tilpas ond og hård, hvilket viser sig at være til rekrutternes eget bedste, Sgt. Foley. Lad os endelig se noget mere til alle tre på de danske musicalscener.
Herudover består musicalen af en række amatører – men det mærker man næsten ikke. De gør alle en god præstation! Særligt skal fremhæves Jesper Damgaard som Sid Worley, Kristine With Christiansen som Lynette Pomery og Anna Grønnebæk som Seeger. Det er imponerende, at Musical Silkeborg har fået et så stærkt hold amatører til at spille musicalens biroller.
’An Officer and a Gentleman’ følger ”Zack” Mayos vej fra en hård barndom og gennem livet som rekrut for at blive en del af den amerikanske flåde. Det er en klassisk fortælling om frigørelse, overlevelse, kærlighed, venskab og de mange svære valg, som livet byder på. Forestillingen rummer alt det, som en god forestilling skal: underholdning, spænding, men samtidig også eftertænksom og noget, som rører en lidt dybere.
Minus-punkterne er heldigvis lige så få, som plus-punkterne er mange. Den største anke er tiden. Musicalen varer ca. 2 timer og 45 minutter, hvilket i sig selv kan være berettiget. Men enkelte steder kører handlingen lidt i tomgang, og det føles som om, at scenen egentlig blot er der, fordi det skal den være. Selvom vi kan nyde den flotte musik, tager nogen af sceneskiftene også vel lang tid.
Visse steder er musikken desværre også lidt vel høj, så nogen af sangene drukner i musikken. Det er synd, og det gør, at vi ikke får det hele med af de flotte sange og sangpræstationer.
Det rokker dog ikke ved, at Musical Silkeborg med ’An Officer and a Gentleman’ har lavet en flot musical, som sagtens kan måle sig med ”de store produktioner”. Denne eftermiddags forestilling fik velfortjent stort stående bifald.
Afsted – det er turen til Silkeborg værd. Silkeborg ligger naturskønt og ikke så langt væk, som man måske skulle tro!
Dog er det værd at bemærke, at Musical Silkeborg anbefaler en aldersgrænse på 15 år, hvilket jeg kan tilslutte mig på grund af få voldsomme eller erotiske scener.
Musical Silkeborg
Jysk Musikteater, Papirfabrikken 80, 8600 Silkeborg
Spilleperiode: 22. oktober-6. november 2016
Set den: 30. oktober 2016
Fotos: Juul Fotografi / Thomas Juul
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.musicalsilkeborg.dk/an-officer-and-a-gentleman/ og http://jmts.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/55337
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod