Anmeldelse: Animal, Sort/Hvid

Anmeldelse: Animal, Sort/Hvid

Af Christian Skovgaard Hansen

Alexandra Moltke Johansen udgav i 2022 debutromanen ”Animal” om ikke bare fødslen og moderskabet og det at bære et liv, men også om en mere generel kamp for overlevelse og genopståen for fuld kraft.

I Animal møder vi først som fortæller den kommende mor, som har sine indre samtaler med barnet, der er på vej. Hun får foretaget en nakkefoldsscanning, som viser, at barnet har Downs syndrom. Hun sættes derved i dilemmaet om at sætte det væsen i en verden, der – efter hendes – opfattelse har mest fokus på effektivitet og vækst. Hun reflekterer over, hvilke muligheder dette barn for, og hvilke behov dette barn har.

Mennesket og naturen vælter ned over hende, og et tankemylder vælter hed over hende. Bogen præsenteres som en ”radikaliseringsbog”. Det er måske meget præcist udtrykt. Hun gennemgår nu en proces om at ville gøre noget gennemgribende og yderligtgående for, at samfundet ændres. Der sættes fokus på spørgsmålene om, hvordan det er at leve og ikke mindst sætte børn i verden lige nu, når et kollaps måske er på vej, og om, hvem og hvad der har ret til omsorg og beskyttelse i vores verden. Hvem har taget de forkerte beslutninger, og vil vores verden blive ramt at et kollaps? Mon det nærmest bliver en dyrisk kamp…?

Som den fortællende moderskikkelse ses Signe Egholm Olsen. Det er høj grad hendes fortjeneste, at forestillingen kommer i mål. Hendes fortælling først til barnet og dernæst til både os og samfundet er grum, intens og tankevækkende. Hun er overbevisende i fremstillingen, og selvom man måske nok ikke altid er enig med hendes ”radikalisering”, forstår man alligevel hendes kamp for en bedre verden. Mennesket sidestilles med verdenens øvrige levende væsener. Skiftet mellem de to fortællinger går ikke helt gnidningsfrit, men når vi er de to fortællinger folder Olsen sig smukt ud.

Freya Sif Hestnes’ scenografi starter sterilt og fredeligt i et wellnessmiljø med bløde håndklæder og badekåber, frugt og afslappende behandlinger, men i takt med at fortællingen udvikler sig, bliver scenografien fragmenteret og brutal, hvor ikke bare frugten, men også samfundet er fordærvet. Scenografien fungerer ganske godt som supplement til fortællingen, når den kan splittes op og ændres, og når bagtæpperne falder, efterhånden som forestillingen skrider frem.

Jeg har ikke læst romanen, så jeg kender ikke den præcise sammensætning, herunder vægtningen af de forskellige dele og overgangen mellem disse. Men iscenesættelsen af Lara Tacke fungerer ikke helt. Særligt i skiftet mellem de to fortællinger bliver noget skarpt, og skiftet og fortællerens kampgejst giver ikke helt mening. Hvorfor de tanker kommer til hende, og hvorfra og med hvilke(n) grund(e) hun starter sin kamp, får vi aldrig helt med. De to fortællinger derfor lidt fragmenteret, og de står lidt alene for sig selv.

Som supplement til teksten har Kirstine Fogh Vindelev komponeret en stemningsfuld og næsten kirkelig og voluminøs musik. Sammen med de tre sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen giver de fortællingen ekstra liv, så det musikdramatisk ikke fejler noget. Det trestemmige kor understreger pointerne, og deres stemmer forandres gennem fortællingen, som ændres fra det rene og hvide til de ulige, farlige og mere kulørte liv.

Animal er et stærkt, men måske ikke helt fuldendt musikdrama. Dramaets store dilemma og spørgsmål om levemåde sætter nogle vigtige tanker om vores samfund og moderskab, om hvad vi byder fremtidige generationer, i gang. Men den finder aldrig helt en samlet symbiose, så den fremstår ikke fuldstændig helstøbt. Der er dog ikke en finger at sætte på Olsens skuespil, den nykomponerede musik eller de tre sangere, som alt sammen er med til at løfte fortællingen frem.

Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 14. februar-11. marts 2025

Set den 14. februar 2025

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen

Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen (teksten indeholder citater af Andrea Hejlskov)

Instruktør: Lara Tacke

Scenograf: Freya Sif Hestnes

Komponist: Kirstine Fogh Vindelev

Lysdesigner: Morten Kolbak

Instruktørassistent: Stella Sina

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *