Anmeldelse: Arven, Det Kongelige Teater
Af Clara Damlund
Da jeg i 2023 så det godt otte timer lange skuespil Arven, var det den bedste forestilling, jeg havde set i mit liv. Nu vises forestillingen igen på Det Kongelige Teater – denne gang for tredje gang og endda med samme hold. Her tre år senere, er det fortsat den bedste forestilling, jeg har set. Se den, se den, set den!
Hvis du nu ikke er helt sikker på, om min opfordring er nok til, at du vil bruge dine penge og din tid på at se forestillingen (og ja, stykket varer 8 timer, så det er selvfølgelig en del tid), så vil jeg i det følgende forsøge at overbevise dig.
Arven begynder på en skriveskole, hvor en flok unge homoseksuelle mænd ønsker at skrive et generationsportræt af, hvordan det er at være ung homoseksuel mand New York City i årene omkring 2016. De får hjælp til at skabe fortællingen af den afdøde britiske forfatter E.M. Forster (Jens Jørn Spottag), der selv er kendt for at skrive bogen Maurice, der handler om en ung homoseksuel mand i 1912. De unge mænds generationsportrættet udspiller sig på scenen i realtid, og bliver sommetider afbrudt af de unge mænd og E.M. Forster, der diskuterer, hvad der nu skal ske i fortællingen.
I portrættet følger vi den kærlige og varme Eric Glass (Emil Blak) og hans kæreste Toby (Alvin Olid Bursøe), der bor sammen i Erics lejlighed midt på Manhattan. De har en stor flok venner, og de er en del af New Yorks kreative middelklasse. Toby har skrevet en roman, der snart skal opsættes som skuespil, og Eric arbejder med politiske kampagner og bruger sin fritid på at nyde New Yorks kulturliv og holde store middage for sine mange venner.
I takt med, at Toby er mere og mere væk grundet arbejdet med sin forestilling, begynder Eric at bruge tid med sin nabo Walter (Jens Jørn Spottag). Han er en ældre homoseksuel mand, og som de to lærer hinanden at kende, får Eric indblik i Walters ungdom. En ungdom der var præget af aids-epidemiens rædsler, som slog så mange mennesker ihjel, særligt blandt homoseksuelle mænd.
Under epidemien tog Walter sig af sine mange døende venner i et hus i Upstate New York, og da Eric på et tidspunkt besøger huset, møder vi de døde unge mænds genfærd. Sammen med Eric mærker vi en sorg over de unge mænds liv, der forsvandt alt for tidligt. Vi forstår, hvordan sygdommen påvirkede queerbevægelsen, og ser hvordan arven fra sygdommen stadig sidder i nutidens unge homoseksuelle mænd.
Forestillingens scenografi er ikke særlig markant. Scenen er omkranset af nogle trin, som de unge mænd til tider sidder på, mens generationsportrættet udspiller sig på scenen. At der ikke er gjort mere ud af scenografien, er et klogt valg, da det fører fokus over på skuespillernes præstation. Det eneste tidspunkt. hvor scenografien rigtigt gjorde indtryk på mig, er i slutningen af del 1, hvor Eric møder genfærdene af de døde unge mænd. Da scenen er ved at slutte, kommer en masse hvide t-shirts til syne bag ham, der repræsenterer alle de unge liv, der blev taget. Det gør indtryk.
En anden ting, som er med til at gøre forestillingen så fantastisk, er, at Matthew Lopez har skrevet en fortælling, der formår at rumme livets mange facetter. Med sit alsidige persongalleri skildrer han både menneskets fejl, mangler, forsmåethed og sorger, men også humoren, kærligheden og gavmildheden. Ingen af personerne er ufejlbarlige. Og ingen af dem er utilgivelige.
Det gælder ikke mindst Toby, som er dysfunktionel og destruktiv overfor sig selv og sine nærmeste, og selvom man bliver vred på ham gennem fortællingen, forstår man også, hvordan han er blevet, som han er. Det gør, at man ender med at holde af ham. Og det minder os om, at det giver mening at være kærlige og nænsomme overfor de mennesker, som er særligt bøvlede.
At man får denne medfølelse og forståelse med hele persongalleriet, skyldes ikke mindst den skuespilmæssige kraftpræstation, som hele holdet leverer. I otte timer holder de både intensiteten, nærværet og publikum fast i det, som må være teatrets svar på et ultramaraton. Det er intet mindre end imponerende, og det er fænomenalt skuespil fra alle.
Særligt formår Alvin Olid Bursøe, der spiller Toby, Emil Blak, der spiller Eric, og Morten Kirkskov, der spiller Henry Wilcox at portrættere komplekse og alsidige mennesker, der er levende, irriterende, sorgfulde og fantastiske på hver deres måde. En særlig hyldest skal også lyde til castets eneste kvinde, Karen-Lise Mynster, der i rollen som Margaret formåede at få nok de fleste i publikum til at være overvældet af smerte over hendes fabelagtige monolog. Jeg græd som pisket, og mængden af høje snøft rundt omkring i salen indikerede, at jeg ikke var den eneste.
Med Arven har Matthew Lopez og det danske cast skabt en smuk fortælling om livet og om mennesker, som de fleste (uagtet køn, seksualitet og politisk overbevisning) nok kan genkende.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode: 22. august-18. oktober 2026
Forestillingen kan både ses som en maratonforestilling, hvor Del 1 og Del 2 ses samme dag, og over to aftener
Fotos: Palle Steen Christensen (fotos er fra opsætningen i 2022/23)
Set den 22. august 2026
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.kglteater.dk/skuespil/2627/matthew-lopez-arven-del-1-2
Medvirkende: Emil Blak, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup, Hervé Toure, Magnus Haugaard, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Morten Kirkskov og Karen-Lise Mynster
Instruktør:Thomas Bendixen
Dramatiker: Matthew Lopez
Scenografi: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Mathias Hersland
Varighed: Ca. 8 timer og 40 minutter inkl. 5 pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod