Anmeldelse: Ballet de Luxe, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Ballet de Luxe, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

 

Det Kongelige Teaters Ballet de Luxe vender tilbage! En aften delt i 3 akter med 3 et-akts-balletter eller uddrag, der lægger op til en overdådig aften og den rene fest for ballettomanen. Men det er ikke kun balletfans, som balletten henvender sig til. Ballet de Luxe er også en ideel startballet for nybegynderen.

Aftenen er delt i tre akter og indeholder et genialt program. Første akt består af ”Bournonvilles Divertissementer”. Publikum bliver præsenteret for tre værker af Danmarks ”ballet-Godfather”: ”Reelen” fra ”Sylfiden”, en pas de deux fra ”Kermesse i Brügge” og til sidst pas de sept’en fra ”Et Folkesagn”. Alle koreograferet af August Bournonvilles i hans runde, bløde men samtidig skarpe stil, der kickstartede den danske ballet.

Ballet de Luxe-201418Oct_1177

Anden akt vender det hele på hovedet. Vi rykker 100 år frem, og bliver præsenteret for et uddrag af den amerikanske George Balanchines ”Jewels”. Midterballetten i ”Jewels” er Balanchines mesterværk ”Rubiner” fra 1967 – en knivskarp og sexet dans til Igor Stravinskys jazzede og energiske musik. Det er provokerende og pirrende, og hver gang jeg ser netop ”Rubiner”, kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg kan lide det eller ej. Men det fængsler. Balletten er så innovativ og en sand blæreballet med en hel unik fremtoning, som ikke ligner noget, man har set før.

Aftenen afsluttes med den danske koreograf og tidligere balletmester Harald Landers overflødighedshorn af en ballet ”Etudes” fra 1948. ”Etudes” er Landers genistreg, der tager udgangspunkt i den klassiske balletklasse, men med et overdådigt twist. Balletten begynder med de fem positioner og ender i en flyvende finale. Den handler om skønheden og æstetikken i klassisk ballet og om glæden og begejstringen ved at danse.

Ballet de Luxe-CR_20170418_3679

Hvis man ser på aftenens præstationer, er jeg meget begejstret. Især hvis man kigger på korpset. Korpsets niveau har været under en rivende udvikling, og de præsenterede et flot højnet niveau denne aften. Der var mange solister på scenen i løbet af de tre akter, men alle leverede de flotte præstationer. Her bør specielt nævnes Astrid Elbo som solodame i ”Rubiner”, som har en evne til at komme helt ud over scenekanten med sin mimik og har samtidig en teknik, der siger spar to. Vi fik også lov at se den nyudnævnte solodanser Andreas Kaas først i ”Reelen” fra ”Sylfiden” og derefter som soloherre i ”Etudes”. Og man må sige, at han i den grad lever op til sin nye titel.

Ballet de Luxe-CR_20110416_1504

Aftenen er som nævnt delt i tre akter. For min skyld kunne det godt have været en to-akt-forestilling, så man havde skippet en af pauserne, men taget aftenens program i betragtning var det godt for dynamikken med pauser mellem de tre værker.

Ballet de Luxe er en fangende komposition af tre balletter med en enorm dynamisk udvikling, der er med til at understrege korpset og solodansernes kunstneriske overskud. Hvis du ikke har set ballet før, så er dette et godt sted at starte. Det var let tilgængeligt, og Ballet de Luxe viser et bredt udsnit af ballettens mange facetter.

 

Det Kongelige Teater, Kongens Nytorv, Gamle Scene

Spilleperiode: 5.-23. maj 2018

Set den: 5 maj. 2018

Foto: Costin Radu

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/ballet-de-luxe/?personel-id=

Medvirkende: Andreas Kaas, Femke Mølbach Slot, Ida Praetorius, Alexander Bozinoff, Astrid Elbo, Jonathan Chmelensky, J’amie Crandall, Holly Dorger, Jón Axel Fransson m.fl.

Dirigent: Garrett Keast
Orkester: Det Kongelige Kapel
Det kongelige Kapel akkompagnerer alle tre balletter

Bournonville Divertissementer

Koreografi: August Bournonville
Musik: Diverse komponister

Rubiner

Koreografi: George Balanchine
Musik: Igor Stravinsky
Kostumer: Karinska
Lysdesign: Thomas Bek Jensen 

Etudes

Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Kostumer: Lise Lander og Rikke Korfix
Kunstnerisk inspirator: Lise Lander


Varighed: Ca. 2 timer og 15 min inkl. 2 pauser

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *