Anmeldelse: Bilisten, Folketeatret (Mungo Park Kolding)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

’Bilisten’ – i skikkelse af Frank Thiel – er en nyskrevet monolog sat op af Mungo Park Kolding. Monologen omhandler bilisten. Han anser det som en stor opgave og et gruppearbejde at køre bil. Bilisten følger alle reglerne, og hvis alle andre også gjorde det, så ville samarbejdet, og dermed trafikken, glide så meget lettere. Problemet er bare, at virkeligheden ikke er sådan!

Road rage, vejvrede. Vi hører ofte de voldsomme historier fra trafikken. Bilisten her har den tanke, at når han efterlever reglerne, så gør alle andre det også – og hvis ikke, så må han lære dem det. Først på den pæne måde i form af diskrete hentydninger, og hvis det ikke hjælper, må han gribe til ”the hard way”. At køre bil kræver forberedelse, at reglerne overholdes, og ikke mindst tilstedeværelse. Han er manden, der har det bedst bag rattet på vej fra A til B, og han kender afstanden mellem alle hverdagens steder.

Scenografien af Katrine Gjerding er enkel, men stadig virkefuld. Med få virkemidler og den lille røde legetøjsbil følger vi bilistens rejse. Frank Thiels tøj – også af Katrine Gjerding – illustrerer også fornemt denne rejse, hvor den starter som den ”pæne”, rolige familiefar, inden den til slut bliver til den vilde mand, hvor alle hæmningerne er smidt.

Monologen er skrevet af Kristian Hallberg, Viktor Tjerneld og Lasse Bo Handberg. På overfladen ligner den ”bare” en fortælling om bilisten og hans kvaler. Men det fantastiske ved forestillingen er, at den stikker dybere. Der er ikke – kun – tale om en fortælling ramt af en mand, der rammes af vejvrede. Efterhånden som forestillingen skrider frem, åbner den sig op.

Det er også en fortælling om ”nutiden” og den verden, som vi lever i. Hvad er det for et samfund, som vi lever i, og hvilken vej er vi på vej ud ad? Der sættes fokus på de evigt aktuelle problemer og udfordringer i hverdagen med kone og børn, (u)retfærdighed, personlige problemer og både den personlige og den urbane stress, som ligger som en dyne over samfundet. Er der tale om ”et tegn på tidens eksistentielle krise”, som programmet antyder?

Jeg ville gerne, siger den ene side, men den anden side trækker imod. Som bilisten ville vi gerne, men vi gjorde det ikke – vi drømte kun om det. I en lang række af bilistens situationer kan vi (desværre) se os selv.

Bilistens kvaler med at få den stakkels McDonald’s-medarbejder til at lytte og ikke bare køre med automat-piloten sat til, lykkedes ikke helt. Lytter folk overhovedet til andre, eller har de nok i sig selv? Undervejs hører vi en række af bilistens sidehistorier. Kan – og skal – der være plads til dette også, eller skal vi holde, fokus, fokus og atter fokus?

Fokus! Det er dog også her, at forestillingens tekst bliver lidt svag. Visse steder går teksten lidt ud af en tangent, hvor fokus ikke holdes, f.eks. når vi gentagne gange hører sammenligningen med terroristen, eller hvor pointen bliver lidt for udpenslet. Forestillingen og bilistens mange oplevelser kan sagtens stå alene.

Vi er hele tiden i gang og på vej fra A til B. Bilisten nulstiller altid sin triptæller – burde vi også gøre det med livet engang imellem, så vi stopper op og måske starter forfra?

 

Folketeatret, Hippodromen

Mungo Park Kolding, Fredericiagade 1, 6000 Kolding

Spilleperiode: 8.-10. juni 2017 

Set den 9. juni 2017

Foto: Palle Peter Skov

Læs nærmere her:

http://www.mungoparkkolding.dk/forestilling/bilisten/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod