Anmeldelse: Blinkende Lygter, Black Box Theatre
- By: admin
- On:
Af Sidsel Stoustrup
Forestillingen ligger sig tæt op af filmen Blinkende Lygter. Jeg vil derfor anbefale forestillingen til jer, der enten er fans eller til jer, der stadig ikke er suget ind i filmens univers.
Teaterforestillingen ’Blinkende Lygter’ lægger sig tæt op af filmens univers. For os, som er kendere af filmen, skulle man tro, at teaterversionen blev en kedelig gentagelse – men tværtimod. Forestillingen er en gennemført rejse gennem en historie, som stadig er ganske aktuel.
Til dem, der ikke kender ’Blinkende Lygter’, er det historien om fire venskabelige kollegaer, der bliver trætte af at udføre kriminalitet for andre og derfor beslutter sig for at tage de stjålne penge selv. På vej på flugt mod udlandet går bilen i stykker og de havner i skoven omkring Fredericia, hvor de midlertidigt slår sig ned. Da tiden kommer til, at de skal videre, beslutter de sig for at blive for at lave en familierestaurant i skoven.
Undervejs i den primære handling går det op for os, hvad historien i virkeligheden handler om. Det er nemlig især deres individuelle opvækst, der kommer i fokus, og som fortæller, hvordan de er havnet i en sådan situation. Og det er her, at jeg synes at teaterforestillingen ’Blinkende Lygter’ gør det rigtig godt. Thomas Mørk, Jens Andersen, Jan Meyer og Tom Jensen, som tilsammen spiller de fire kriminelle, venner har et medrivende fælles spil. Al samtale imellem dem er gennemarbejdet ned til mindste tics i ansigtet, og det gør forestillingen til en meget troværdig udgave af filmen.
Samtidig er det lykkedes at skabe smukke scener i en ellers ”grim” historie. Især nattescenen mellem Thomas Mørk og Ole Thestrup, siddende på kanten af scenen i Ole Thestrups fiktive læskur, er en betagende scene og giver et modspil til resten af stykket.
Ligeså gode som replikscenerne er, ligeså ærgerligt synes jeg, at de to stumscener ikke er skarpe nok. De to scener, som skubber handlingen frem, nemlig indbrudsscenen som starter stykket og røveriscenen, som viser absurditeten i vennernes verdenssyn, er vist igennem et slør. Rent scenografisk virker scenerne fint, men scenerne bliver så korte, at karaktererne ikke når at blive skabt og det gør, at scenerne bliver til noget, som man skal igennem i stedet for at være et vigtigt led i historiens udvikling. Og det er rigtig ærgerligt.
Alt i alt er ’Blinkende Lygter’ en meget gennemført teaterforestilling. Især er det skuespillernes præstationer, som løfter forestillingen, men det gør de også helt vildt godt. Med en historie, som har mange interessante pointer, er det en forestilling, som jeg vil anbefale til alle.
Black Box Theatre
Forestillingen er på turne. Næste forestillinger er i Herning.
Spiller i dag i Falconer Salen, Frederiksberg.
Herefter spiller den 30-31. oktober 2015 i MCH Herning Kongrescenter
Spilledato: 24. oktober 2015
Fotos: Black Box Theatre
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://www.black-box-theatre.dk/blinkende-lygter/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod