Anmeldelse: Brødre, Tunnelfabrikken (Malmö Opera, Den Islandske Opera og Copenhagen Opera Festival)

Anmeldelse: Brødre, Tunnelfabrikken (Malmö Opera, Den Islandske Opera og Copenhagen Opera Festival)

Af Kristina McClelland Jacobsen

Den intense opera Brødre (uropført i 2017), baseret på Susanne Biers film, blev i år genopsat i forbindelse med Copenhagen Opera Festival i samarbejde med Malmö Opera og Den Islandske Opera i Tunnelfabrikken.

Et klassisk trekantsdrama opstår, da soldaterne Michael og Peter drager i krig og tager afsked med deres familier. Michael siger farvel til sin hustru, Sarah, og deres barn, Nadia, mens Peter siger farvel til sin højgravide hustru, Anna. Efter at de er taget afsted skifter lyset pludselig, og en video af orange flammer fylder hele scenen, mens man blot hører lyden af et klaver og klokker. Soldaternes helikopter er blevet skudt ned. Da man formoder at Michael og Peter er døde, bliver der holdt en rørende begravelse for de tomme kister. Michaels død, gør det klart at han er familiens yndling, mens lillebroren Jamie er det sorte får. En aften dukker Jamie uanmeldt op hos Sarah, hvilket fører til, at de bliver tætte.

Michael vender uventet hjem, da det viser sig, at han efter styrtet var blevet taget til fange og nu var fri. Han fortæller, at han var alene i cellen. På trods af at Michael længes efter hverdagen, som den var inden han tog i krig, har han svært ved at vænne sig til at være tilbage. Det viser sig, at han bærer på en forfærdelig hemmelighed.

Allerede inden man trådte ind i salen, kunne man mærke den intense stemning, da man gik langs Tunnelfabrikkens grussti. Man kunne høre sangernes opvarmning fylde den store tidligere industrihal. Omgivelserne og scenografien af Steffen Aarfing, satte i høj grad rammerne for fortællingen. Den dystre stemning blev sat fra start af, da man trådte ind i den grå, kolde og rå hal. Sangerne trådte op på den hvide scene iklædt gråt og mørkt tøj og man blev draget ind i operaens univers. Så var vi i gang.

De dygtige solister gemte sig i starten blandt koret, men indtog langsomt deres roller. Oddur Jónsson var overbevisende i sin karakter som Michael og ligeså Marie Arnet, der spillede Sarah. Michael Bracegirdle i rollen som Jamie og Hrólfur Sæmundsson, der spiller obersten, sang ikke kun godt, men deres skuespil var også i orden. Kontratenoren Steffen Jespersens flotte præstation som Peter fik en til at føle, at man selv var til stede i krigen. Hans fine klang og elegante højde er nok blandt få af flere grunde til, at han er årets Operatalent ved Copenhagen Opera Festival. Da Dénise Beck, som spillede Anna, trådte frem på scenen og sang for sit nyfødte barn fik jeg kuldegysninger. Hendes smukke stemme passer flot til den velskrevne musik komponeret af Daníel Bjarnason. Forældrene Jakob Zethner og Auður Gunnarsdóttir leverede også gode præstationer.

Dirigenten, Andrea Molino, gjorde et godt stykke arbejde med at samle orkestret, solisterne og koret. Balancen mellem sangerne og instrumenterne var rigtig fin. Alligevel kunne sangernes lyd til tider være lidt lav og kunne drukne lidt i hallen.

Bjarnasons fængende og udtryksfulde partitur byggede overordnet den intense stemning op og gjorde, at man blev mere og mere medrevet. Optakten til dramaet kunne dog godt virke lidt lang, men da først intensiteten trådte i kraft, så fløj tiden afsted.

Før operaen begynder, har en lille bar åben udenfor, hvor man kan nyde en kaffe eller et glas vin inden man går ind. Jeg kan anbefale at have en trøje med, da der bliver lidt køligt i hallen.

Alt i alt en rigtig god oplevelse af en medrivende og vellykket opera, hvor man forlod hallen med et bekymret blik og lidt ondt i maven. Du kan nå at se den sidste opsætning af operaen i eftermiddag den 13. august kl. 16.00.

Malmö Opera, Den Islandske Opera og Copenhagen Opera Festival

Tunnelfabrikken, Oceanvej 1, 2150 Nordhavn

Spilleperiode: 11.-13. august 2023

Set den 12. august 2023

Fotos: Victoria Mørck Madsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Oddur Jónsson, Marie Arnet, James Laing, Steffen Jespersen, Eva Jáuregui, Auður Gunnarsdóttir, Jakob Zethner, Michael Bracegirdle, Dénise Beck og Hrólfur Sæmundsson.

Orkester: Malmö Operaorkester

Kor: Operakoret fra Den Islandske Opera

Dirigent: Andrea Molino

Instruktør: Kasper Holten

Associeret og genopsætningsinstruktør: Amy Lane

Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing

Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *