Anmeldelse: Cabaret, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand

Du har nu en unik mulighed for at opleve en magisk introduktion til, hvad scenekunst kan, hvis du ikke har set så meget endnu. Hvis du allerede har set meget, er “Cabaret” på Det Kongelige Teater også en teaterlivsbekræftende oplevelse. “Cabaret” er et fint eksempel på, hvorfor ’man’ går i teatret.

“Cabaret” er en speciel forestilling, fordi der er to forskellige cast (klik her, hvis du vil se nærmere på de to cast). Jeg så den udgave, hvor vi bl.a. ser Cecilie Stenspil som Sally Bowles og Peter Christoffersen som Emcee. Omvendt kan du se Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Peter Plaugborg i de samme roller i det andet cast.

I hovedhistorien følger vi den unge amerikanske forfatter Cliff (Thue Ersted Rasmussen), der er flyttet til Berlin, og her møder han hurtigt natklubsangerinden Sally (Cecilie Stenspil). De bliver med det samme fascineret af hinanden på en underspillet intens måde.I historien er der to omdrejningspunkter i form af hhv. The Kit Kat Klub og hovedhistorien. Det er nogle storslåede shows, vi ser i The Kit Kat Klub, hvor Peter Christoffersens karakter Emcee er hovedfiguren. Jeg ser Emcee, som en magisk cabaret-ånd på godt og ondt, der kan interagere med de andre eller netop være en ånd, der handler i det skjulte.

I de to karakterers nære tiltrækning af hinanden, har jeg samme kritikpunkt, som iVenus in Fur, der gik på Østre Gasværk Teater. Hvorfor er det lige, at de på så ekstrem kort tid får en så stærk forbindelse mellem hinanden? Det er ikke nok for mig, at de begge er fysisk tiltrukket af hinanden, og at de to ikke har andre i det øjeblik i deres liv. Jeg savner en ordentlig grund, som historien ikke giver mig. Det er nødvendigt, hvis jeg som publikum skal trækkes ind i deres kærlighed til hinanden.

I starten af 2. akt leverer Hanne Uldal en af Cabarets højdepunkter, da hun i en forholdsvis nøgen scenografi synger om sin nød. Sikke en nerve hun har. Jeg bliver rørt af at tænke på det øjeblik.Hanne Uldal (Fraülein Schneider) og Lars Knutzon (Herr Schultz) spiller rørende og gribende i deres pirrende flirt, hvor de viser, at ældre mennesker også kan finde gnisten mellem hinanden, og at de kan være lige så akavede som teenagere.

I modsætning til forholdet mellem Cliff og Sally, får vi her oplevet tilløbet til deres forelskelse og videre forhold. Det betyder så også, at det bliver så meget mere hjerteskærende at se at Fraülein Schneider havne i et stort dilemma, da det går op for hende, hvor meget skade det kan påføre hende, at hun bliver gift med jøden Herr Schultz. Hvad skal hun gøre, når nu nazisterne er ved at overtage magten?

For at blive et mesterværk kræver det en stærk historie. Den rummer “Cabaret” ikke. Handlingen i 1. akt er der ikke nok vitaminer i til, at jeg er helt fanget af historien. Til gengæld er det så befriende og mageløst dejligt at opleve de pragtnumre, der bliver leveret i The Kit Kat Klub. Alle de medvirkende leverer et forrygende overskud i klubben og er sensuelle på en øjenåbnende måde. For hvis de kan slå sig sådan løs, så kan vi andre vel også.

Det er også i 2. akt, vi for alvor ser hvilken pokkers dygtig skuespiller Peter Christoffersen er, da vi ser hans karakter Emcee forsøge at holde facaden, mens omgivelserne stille og roligt falder sammen. Den ypperste livsnerve og livsglæde kan trods alt lide et alvorligt knæk, og det er tragisk at se på, når personen det sker for ikke selv vil se det i øjnene og prøver at joke sig ud af det. Det kender jeg fra mig selv.
I 2. akt bliver konflikterne trukket op, og Cliff og Sally skal finde ud af, om de fortsat skal holde sammen. Her får Cecilie Stenspil virkelig vist sit vidunderlige skuespiltalent. Nu er hun ikke længere bare en excentrisk kvinde, der oser af sex, charme og flabethed. Her får vi også set mørket i Sally, og hendes indre kamp for, hvad hun skal gøre med sit liv. Hun træffer en beslutning, der sætter en ild i Cliff.

Men passer “Cabaret” egentlig overhoved til Gamle Scene på Det Kongelige Teater? Det er jeg i tvivl om. Jeg tror, det kræver en mere intim scene, før vi for alvor rammer nerven af ægte cabaret-atmosfære.

Jeg fornemmer også en smule stilforvirring. Vi ser en sekvens på scenen som en stumfilm. Men det ser vi kun en gang. Vi ser Cliff og Sally henvende sig med deres blik til publikum for at understrege en joke. Men det ser vi kun en gang. På The Kit Kat Klub ser vi storslåede rekvisitter. Det giver god mening. I hovedhistorien udenfor klubben oplever vi en minimalistisk scenografi, da der ingen rekvisitter er, og en kvinde laver lydeffekter, så vi forstår hvad der sker. Det giver god mening, da der er en tydelig kontrast mellem klubben og livet udenfor den.

Men hvorfor er der så til sidst en enorm rekvisit, når vi ikke er i klubben? Stilforvirring.

Historien formår at give mig den refleksion, at jeg må forholde mig til fremover, om jeg er i nogle problemer, hvor jeg kan træffe den nemme beslutning og bare rejse væk, eller om jeg tvunget til at imødegå problemerne, fordi det f.eks. handler om min familie. Jeg håber, at jeg aldrig vil træffe den nemme beslutning.

På trods af min kritik skal “Cabaret” have 5 ud af 6, og det skal den i sidste ende, fordi instruktøren Lars Kaalund tydeligvis har haft et fremragende samarbejde med sine skuespillere. Der er simpelthen kun flotte skuespilpræstationer.

De livsbekræftende shows fra The Kit Kat Klub, vil jeg tage med mig for evigt.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene på Kongens Nytorv

Spiller indtil d. 29. maj

Spilledato: 19. april

Fotos: Signe Vilstrup og Per Morten Abrahamsen

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/skuespil/cabaret

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod