Anmeldelse: Fest, Teater Får302 (gæstespil fra LiminalDK)
- By: Gæsteanmelder
- On:







Af Jacobe Orry, gæsteanmelder
“Fest” er en mere eller mindre non-verbal danseforestilling, som særligt henvender sig til børn i alderen 4-8 år. Det skriver LiminalDK i hvert fald selv om deres forestilling, hvilket ikke er hverken det halve eller det hele galt. Det er nemlig en forestilling for de mindre børn, men så sandelig også for de mindre børns voksne.
Indrømmet – så var jeg en lille smule skeptisk, da jeg satte mig til rette på 4. række, som i øvrigt også var den næstbagerste af slagsen. Scenen… Hm, lad mig sige det sådan, at den ikke umiddelbart lagde op til tre dansende voksne. Så med en del forudindtagede holdninger til hvordan dans måske bør have lov at udfolde sig i et større rum, sad jeg der med min lille notesbog og mine farmorbolcher i mørket, klar til at være kritisabel.
De forudindtagede holdninger skulle imidlertid blive gjort til skamme.
Drengen Evald (spillet af Kasper Daugaard) er den første af de tre medvirkende, som vi bliver introduceret for. Han entreer ved at åbne døren ind til sit værelse, ind til os, fuldt af en voiceover fra sin far, som skal forestille at være et andet sted i huset.
Voiceoveren hører man ligesom igennem Evalds øre: “Husk at rydde op på dit værelse” og en masse andre kedelige forældreting, som man som barn kan have en tendens til at lukke fuldstændig af for. Hvilket også er Evalds tilfælde, og det ender med, at voiceoveren bliver en grødet “bla bla bla”-monolog. Det grinede jeg meget af, særligt fordi man jo godt kan huske, hvordan det var at glemme at høre efter, fordi der kun blev sagt kedelige ting.
Evald sidder nu på sit værelse, og han keder sig. Øv, hvor han keder sig. Regnen står ned udenfor, og alting synes bare møghamrende kedeligt. Det er så her hans fantasi begynder at spille ind, og han får besøg af sine to fantasivenner.
Dét er ligesom præmissen for hele forestillingen – ham og de to fantasivenner, der tager os igennem en masse skøre universer fyldt med sjov, dans og leg. Vi bliver blandt andet taget ind i en eller anden form for vinterunivers, hvor hans to venner er klædt ud hhv. som noget, der kunne være en snehare og så, ja det ved jeg egentlig ikke, en mærkelig hvid mand, som siger sjove lyde.
Vi møder også et par spøgelser kreeret af to lidt for lange lagener, som de selvfølgelig kommer til at træde i, og vi bliver som publikum lynhurtigt revet ud af spøgelsesillusionen med et stort smil på læben.
Vennerne spilles af Daniel Norbak og Tomomi Yamauch. Særligt var jeg begejstret for Daniel Norbak, som virkelig havde skabt nogle sjove, nærmest klovnede karakterer. Han formår at balancere mellem en helt almindelig mand, der er nem at forholde sig til og så en person, der er mere eller mindre roterende gak i låget. En humor, der ramte plet særligt i et voksent øjemed.
Når det så er sagt, så må jeg nok indrømme, at jeg har det svært ved voksne mennesker, der spiller børn.
Det var egentlig ikke et problem med fantasivennerne, da de er lidt udefinerbare og ligeså godt kunne være børn som voksne. Men jeg synes, det er fjollet, når en meget voksen mand giver sig ud for at være et barn. Det bliver hurtigt en demonstration af et barn frem for et egentlig barn og derfor også lidt skabet på en måde, der ikke rigtig falder i min smag. Jeg har nok altid haft det sådan, at “Karlsson på Taget” giver mig eksempelvis stadig creeps og mareridt.
Forestillingen varede godt 40 minutter, hvilket var mere end passende. Både til børnenes temperament og koncentrationsevne, men også til os voksne. Præmissen for fortællingen, tror jeg sådan set heller ikke kan bære, at den havde varet længere. Men jeg var underholdt fra start til slut, og jeg vil klart anbefale småbørnsfamilier at bruge 40 minutter på det en af de næstkommende dage.
LiminalDK
Teater får302, Toldbodgade 6, København K
Spiller indtil d. 1. maj 2015
Set spillet d. 18. april 2015
Fotos: LiminalDK
Har du lyst til at købe billetter? Se nærmere på forestillingens officielle side:http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=424
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod