Anmeldelse: Catch me if you can, Elite Teater

Anmeldelse: Catch me if you can, Elite Teater

Af Mette Herschend

 

Jeg er noget splittet, da jeg forlader Magasinet efter Elite Teaters premiere på ’Catch me if you can – The musical’. På den ene side har amatørteatret sat en velfungerende og underholdende forestilling op med sans for detaljerne, men på den anden side følte jeg også, at Elite Teater i denne omgang har gabt over mere, end de kan sluge.

’Catch me if you can – The musical’ er en Broadway-musical omhandlende virkelige hændelser. Frank William Abagnale Jr. er blot en 16-årig ung mand, da han i 60’erne flygter hjemmefra til New York, hvor han snyder sig igennem livet med falske checks for $ 2,5 mio. under utallige aliasser, foregiver at være pilot i det berømte flyselskab Pan Am, får en ledende stilling på et hospital og udgiver sig for at være Harvard-uddannet advokat, skønt han ingen uddannelse har til nogen af delene. Han charmer sig gennem tilværelsen, for det har han lært af sin far.

Den ensomme midaldrende FBI-agent Carl Hanratty sætter som en besat jagten ind på Frank på tværs af statsgrænser og venter bare på, at Frank begår en enkelt fejl, der skal gøre en ende på hans forbrydelser.

cmiyc

Lad mig starte med den gode nyhed: Elite Teaters opsætning af musicalen er rigtig velfungerende, og der er kælet for detaljen i sceneskift, koreografi, musik, lys, kostumer og hår. Jeg vil særligt fremhæve musikken og koreografien. Det store orkester under ledelse af Jakob Bobjerg Nielsen havde uden tøven krammet på de tempofyldte arrangementer, og koreografien sad lige i skabet – jeg er sikker på, der er brugt rigtig meget krudt på begge dele.

Men, men, men. Musikkens lyd var alt for høj i forhold til skuespillernes lyd, og ordene i deres replikker og sange druknede ind imellem i musikken – rigtig ærgerligt! Specielt i starten, hvor man får hele baggrundshistorien, var replikkerne vanskelige at høre (fra 11. række), og det er ret problematisk, da det skal være fundamentet for, at man kan følge med.

Derudover var replikbehandlingerne lidt sløve, så mange jokes faldt til jorden på grund af utydelig udtale. Noget af det kan have været premierenerver, men generelt synes jeg ikke helt skuespilpræstationerne levede op til Elite Teaters høje ambitioner og den store succes, de havde med ’Chicago – The musical’ sidste år.

Skuespilmæssigt brændte Mark Vinther, i rollen som Carl Hanratty, særligt igennem. Han gav karakteren en fin balance mellem den hysterisk engagerede agent og det følsomme ensomme menneske.

Derudover var Emma Sofie Eckhoff som sygeplejersken Brenda Strong virkelig god, og hun vokser i rollen fra sin barnlige naivitet til at tage stilling og vælge side som en voksen kvinde.

Benjamin Jensen
Benjamin Jensen

Da det jo er en musical, kan vi ikke komme uden om vokalpræstationerne. Begyndelsesvis var jeg meget imponeret over Benjamin Jensen som hovedrollen, Frank. Dog som forestillingen skred frem udfordrede han sig selv vokalmæssigt en tand for meget, så han på de meget høje toner kiksede. Det var rigtig synd, og han lod til at ærgre sig en del, og det gik ud over skuespillet i finalenummeret.

Det var derfor ikke Benjamin Jensen, men igen Mark Vinther der stod stærkest både skuespil- og vokalmæssigt. Derudover var Søren Frøstrup Elmelund og Kate Lisby Nielsen som hhv. Mr. og Mrs. Abagnale to bomstærke sangere, hvor man bestemt kunne læne sig tilbage i stolen og nyde deres røster.

Alt i alt var jeg fint underholdt, men der nogle fatale punkter, hvor jeg bliver revet ud af teateroplevelsen og bliver ærgerlig og tænker for mig selv: ”Tal nu højt, klart, tydeligt og langsomt!” Derfor bliver det en solid middelkarakter, for ja det er selvfølgelig amatørteater, men med Elite Teaters høje ambitioner og niveau derudover skal det bare sidde lige i skabet til premieren, og det var desværre ikke min oplevelse.

Forestillingen ’Catch me if you can – The musical’ er for alle aldre, og man kan særligt nyde den skønne 60’er-musik og de fede dansenumre – man skal bare holde tungen lige i munden for at få det hele med.

 

 

 

Elite Teater

Magasinet Odense

Spiller indtil 5. november 2016

Spilledato: 26. oktober 2016

 Foto: Elite Teater

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.place2book.com/da/11261/list/EM3030 og

http://eliteteater.dk/catch-me-if-you-can/om-catch-me-if-you-can.html

 

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *