Anmeldelse: Crazy Christmas 2022 – Who killed Don Calzone?, Tivoli (London Toast Theatre)
Af Julie Vad B. Madsen
Man ved, at julen nærmer sig, når årets Crazy Christmas Caberet indtager glassalen i Tivoli. Og for 39. gang er det lige præcis, hvad Vivienne McKee og The London Toast teater gør, når de i år er tilbage på scenen med endnu et skør, underholdende og farvestrålende show. Så der er ikke andet at gøre, end bare at tage med på endnu en rutsjebanetur af grin, skøre kostumer og publikumsinddragelse.
Crazy Christmas 2022 – Who killed Don Calzone? tager os med tilbage til 1980’erne, hvor vi får sæson to af deres mafiaeventyr fra sidste år. Men heldigvis kræver forestillingen ikke, at man har set første del- Så bare rolig. I bedste CCC-stil finder de replay-knappen frem og giver os en lille smagsprøve på sidste års forestilling, så vi har en fornemmelse af, hvem alle karaktererne er.
Vi følger mafiafamilien Calzone, som efter at have været i vidnebeskyttelse i København vender tilbage til Miami, efter familieoverhovedet Don Calzone er død, for at få læst testamentet op, og finde ud af, hvem der skal være den næste Don – det næste familieoverhoved. Bliver det Al Fresco, Dino, Dolce Vita eller Cappuccino? Det er dog ikke ufarligt at ville være overhovedet for en mafiafamilie, og snart viser det sig, at Dino, der ifølge testamentet skulle have været den næste Don, er død. Men hvem har dræbt ham?
Læg hertil, at alt foregår i 80’erne, en cubanske gangster, en millionærbusinessmand ved navn Donald Dump, en gorilla og to lokale Miami Vice-betjente, som alle bliver involveret i opklaringen af mordet, og man har den perfekte mafiakommedie.
Historien er i sig selv underholdende, men vejen hen til, at vi rigtig kommer i gang er lidt lang. Det er en del af CCC, at der skal tales til publikum og inddrages, men med præsentation af ny mand på holdet, replay-knap og øvrige udenomssnak, føles første akt lidt lang, mens vi venter på alt det, vi kender så godt.
Vivienne Mckee har efterhånden været på scenen med Cracy Christmas Caberet i mange år, så forventningerne er høje til, hvad vi regner med, skal være en del af set-uppet. Der er en omgang politisk satire, en hel masse politisk ukorrekthed, og The Crazy Christmas-virgin, men i år er der igen skruet ned for den politiske satire, og det er meget småt med kommentarer på verdenssituationen, selvom vi heldigvis ikke helt slipper for det. Talen falder mest på corona-nedlukningen sidste år. I første akt når man lige at blive bekymret for, om den politiske ukorrekthed også har forladt dem, men den bliver heldigvis serveret ufatteligt tilfredsstillende og for fuld skrue i anden akt.
Man har igen i år forsøgt at skabe en mere sammenhængene historie med en hovedhistorie, men på grund af, at der er tale om en sæson 2 og alle ikke nødvendigvis har set sæson 1, undertegnede inklusiv, så bliver det lidt trægt med at komme i gang med historien, hvor der bliver fokuseret utrolig meget på replay. Første akt bliver derfor lidt lang, uden at vi rigtig er i gang med den historie, vi alle er her for at se. Det bliver dog opvejet af, at humoren er under bæltestedet og til kanten som den plejer – hvilket publikum elsker. Vanen tro bliver publikum også inddraget med tilråb de rette steder.
Vivianne Mckee er som altid sprudlende, på og nærværende, og får med sin energi inddraget både resten af holdet og publikum. Hun bringer liv og godt humør hver gang hun går på scenen i sine flotte og farverige kostumer. Hun er god som Lola Lotta Libido, en ven af mafiafamilien, men hun er helt fantastisk, når hun hopper i langt skæg og giver den som Dr. Van Helsingør. Han bliver med det samme en publikumsfavorit. Hun bliver flot suppleret af David Bateson, som giver den som hård mafiamand og en mindre diskret tysk Interpol-officer. Andrew Jeffers er vanen tro i et hav af sprudlende kjoler, som alle passer ham skræmmende godt. Han spiller det ”store” kvindelige overhoved i mafiafamilien og tager publikum med storm med både mimik, kropssprog og tilstedeværelse.
Katrine Falkenberg giver den som mafia-lillesøsteren Dolce Vita. Hun skruer op for det forkælede og overdriver på en skøn måde. Og så forkæler hun os med en sangstemme, som man ikke kan få nok af. Kevin Kiernan Molloy spiller gansteren The Cuban og mafia-lillebroren og overrasker konstant med sine velplacerede accenter og overspillet mimik, der underbygger hans karakteren perfekt. Også Claus de Lichtenberg bidrager til den sjove og skøre stemning, der følger med CCC, selvom hans roller er mindre.
Holdet har i år fået selskab af et nyt ansigt i Mikkel Moe Knudsen, som giver den som den glade, virkelighedsfjern ”love interest” til Dolce Vita, der rejser efter hende fra Danmark til Miami. Han passer flot sammen med resten af holdet.
Hele holdet stråler af spilleglæde, og fremstår som et utroligt samspillende hold. De bliver smukt understøttet af de skønne mere eller mindre tidstro firserkostumer, og scenografi, som er leveret af Kirsten Brink. Hun bringer farve og stemning frem med hver eneste kreation. Holdet slår sig løs i upbeat firsermusik, som sætter stemningen fra starten af, så publikum ikke kan undgå at rokke med. Musiksiden leveres velspillet og på beatet af det lille orkester, The Snabby Alligators.
Om man har set en Crazy Christmas Caberet før eller ej, så vil man grine under årets show, og ikke mindst gå smilende derfra. Showet er stadig for langt, og historien i år er måske til den tynde side, men det har en hyggelig charme, og holdets energi smitter. Og det bliver kun bedre af, at oplevelsen kan suppleres med Jul i Tivoli.
London Toast Theatre
Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Spilleperiode:15. november 2022-14. janaur 2023
Set den 18. november 2022
Fotos: Thomas Petri
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.londontoast.dk/crazy-christmas-cabaret.html
Medvirkende: Vivienne McKee, Kevin Kiernan-Molloy, Katrine Falkenberg, David Bateson, Mikkel Hoë Knudsen, Andrew Jeffers og Claus Lichtenberg
The Snappy Alligators: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen og Tom Højlund Olsen
Instruktør: Vivienne McKee
Set og kostumedesigner: Kirsten Brink
Komponist: Stuart Goodstein m.fl.
Koreograf: Peter Friis
Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod