Anmeldelse: Dansen med Far, Folketeatret (High Noon Teaterproduktion og Folketeatret)
Af Laura Munk Christensen
”Min far og jeg, vi har en hemmelighed. Jeg elsker ham. Det er min hemmelighed. Og han elsker mig. Og vi siger det ikke til nogen. Ikke engang hinanden.” Sådan lyder det i Folketeatrets Dansen med Far – en forestilling om fædre og døtre. I denne forestilling følger vi tre generationer af kvinder med fokus på forholdet til deres fædre.
Historien begynder hos Inger-Lise, hvis far forsvinder uden et ord, da hun kun er elleve år gammel. Han prøver senere at komme tilbage i hendes liv, men skaden er sket, og Inger-Lise er vred. Inger-Lises datter Lea har til gengæld en far, som er meget til stede. Desværre er det typisk i følgeskab med narcissisme, vold og en flaske whisky. Lea vokser op og får også en datter, Sofie. Sofies far Jeppe er en god far, der meget gerne vil være der for sin datter. Desværre har han for travlt med arbejde, træning og mobiltelefonen til at se hende meget. Sådan ser vi tre generationer af fædre – fra den tyranniske patriark, til den kærlige, men distraherede forælder.
Dansen med Far er dukketeater for voksne. Fædrene, der er stykkets helt centrale element bliver portrætteret af dukker i forskellige størrelser og typer, dygtigt styret af vores dukkeførere Rolf Søborg Hansen og Morten Hauch-Fausbøll. Det kan måske lyde underligt at bruge dukker i en seriøs fortælling om familiers had og kærlighed, men det virker vanvittigt effektfuldt.
Med dukkernes skiftende udseende ser vi ikke blot kvindernes fædre, som de så ud. Vi ser dem, som deres døtre har set dem. På den måde kan den samme far være en sej cowboy, når han har lyst til at lege, et kæmpestort monster, når han er vred, og et lillebitte væsen, når livet er ved at sive ud af ham. Her har instruktør Madeleine Røn Juul fundet et ellers uortodokst greb, som fungerer fantastisk godt.
Men dukkerne er ikke de eneste, der gør et effektfuldt stykke arbejde. Vores tre skuespillerinder, Sonja Oppenhagen, Rikke Wölck og Laura Allen Müller, leverer alle stærke og vedrørende præstationer. De både elsker og hader, foragter og beundrer deres fædre og de gør det hele i flotte, glidende overgange og i et overraskende godt samspil med dukkerne. Flere gange glemmer man næsten, at det er en dukke, de taler til.
Manuskriptet, skrevet af Rikke Wölck, der er fast dramatiker for High Noon Teaterproduktion, er enkelt og velskrevet. Vi tages igennem mange forskellige situationer mellem døtre og fædre – gemmeleg med far, sene nætter med en skræmt mor, der flygter fra slagene, familiefødselsdag – så vi danner et helhedsindtryk og ikke et entydigt positivt eller negativt billede af hver far. Det enkle manuskript passer godt ind i det omfattende og overvældende sceneshow med dukkerne, så der ikke er for meget i gang på samme tid.
Meningen med stykket er tydelig, og man kan absolut få noget ud af det, selvom man ikke selv er ud af hverken dysfunktionel eller alkoholiseret familie. Forestillingen forsøger ikke at belære os om den bedste måde at leve på, eller hvordan vi ”bør” have det med vores forældre. I stedet viser den tre typer af fædre og følgerne af disse forskellige faderfigurer hos deres døtre. Om det er godt eller skidt så har alle jo et forhold til deres forældre, selv hvis det er manglen på dem. Derfor tror jeg stort set alle vil kunne tage noget med hjem fra denne forestilling. Om ikke andet så bare et godt grin, da den sorte humor i stykket er meget veludført, både af skuespillere og dukker.
Så hvis du er til en alvorlig forestilling, pakket ind i vellykket humor og med et anderledes twist som gør teateroplevelsen til noget ud over det sædvanlige, så kan jeg på det varmeste anbefale Dansen med Far.
Samarbejdsproduktion mellem High Noon Teaterproduktion og Folketeatret
Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 21. februar-23. marts 2019
Set den 21. februar 2019
Fotos: Thomas Petri
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/dansen-med-far/
Medvirkende: Sonja Oppenhagen, Rikke Wölck, Laura Allen Müller, Rolf Søborg Hansen og Morten Hauch-Fausbøll
Dramatiker: Rikke Wölck
Iscenesætter: Madeleine Røn Juul
Scenograf: Rolf Søborg Hansen og Kisser Rosenquist
Varighed: 1 time og 15 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod