Anmeldelse: Dekalog, Betty Nansen Teatret

Anmeldelse: Dekalog, Betty Nansen Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Betty Nansens Teatret starter sæsonen med ’Dekalog’. Forestillingen er baseret på Krzysztof Kieślowskis tv-serie fra 1988 om de 10 bud. ’Dekalog’ er fællestitlen på 10 afsnit – et for hvert af de 10 bud – af ca. 1 times varighed. Betty Nansen Teatret tager udgangspunkt i 6 af de 10 bud og fortæller med udgangspunkt i disse bud 6 stærke historier.

Umiddelbart kan det lyde tørt og lidt utilgængeligt – men det er det ikke! Når man sidder i teatersalen, kan det være svært at aflæse, hvilket af 10 bud fra Bibelen, som historien omhandler, men efterhånden som historierne skrider frem, og særligt når man kommer hjem bagefter og læser de 10 bud igen, bliver man hurtigt klogere. Ellers kan forestillingens flotte program og teatrets undervisningsmateriale være en god hjælp.

_y5c0177-dekalog

Jacob F. Schokking står både for instruktion og scenografi, mens komponist Gert Sørensen står for lydbilledet. Schokkings scenografi er ny og visuel fantastisk flot, hvor drejescenen, den enkle opbygning og de visuelle sekvenser gør, at både kulissen og temaet nemt kan skiftes. Wauw! Schokking og Sørensen sørger for fantastisk flotte rammer. Handlingen i ’Dekalog’ brydes af et melankolsk, men samtidig velvalgt og åndsnærværende lydbillede, hvor hver enkelt af skuespillerne har lært at spille et instrument.

_y5c1045-dekalog

I disse rammer spiller et godt hold skuespillere blændende flot. Hele holdet – Bodil Jørgensen, Søren Sætter-Lassen, Flemming Enevold, Marie Louise Wille, Thomas Levin, Molly Blixt Egelind, Elliott Crosset Hove og Jakob Åkerlind – gør det fantastisk. Værd at fremhæve er dog Søren Sætter-Larsen og Flemming Enevold, som begge her viser nærvær, dybde og troværdighed, og de får her lov at udfolde sig som karakterskuespillere. De tre yngre skuespillere gør det også alle tre godt, og de giver forestillingen modspil og tyngde. Særligt må Elliott Crosset Hove, som er uddannet fra Statens Teaterskole i 2015, også fremhæves. Hove spiller en række mere eller mindre kiksede roller, hvor særligt hans præstation som den kluntede unge mand Tomek, som belurer sin smukke genbo, spilles med nærvær, ærlighed og den rette mængde skrøbelighed.

Historien om de enkelte bud, de etiske momenter i disse og refleksionen over den enkelte historie formidler forestillingen flot, og man sidder tænksom tilbage med en følelse af genkendelighed. Historierne er flotte skæbnefortællinger om dilemmaer, som ”almindelige” mennesker står. Vi følger de forskellige skæbner i fortællingerne, når skæbnerne skal træffe de svære valg i livet.

_y5c0118-dekalog

Liv, død, samvittighed og følelser. Hvad gør vi? Hvad skal vi gøre? Hvad burde vi gøre? Og ikke mindst hvorfor? Alle disse spørgsmål må man i løbet af livet tage stilling til, og alt efter hvad man gør, kan det have forskellig indflydelse på skæbnen. Men intetsteds i forestillingen gives det endelig svar og dommen over mennesket. Den refleksion må man selv tage.

Der er kun få fingre at sætte på forestillingen. De 6 bud og historier i forestillingen flettes sammen 3 og 3 i hver akt. Det kan derfor til tider være svært at holde den enkelte historie, og man kunne ønske, at de havde været fortalt som afsluttede historier, inden den næste historie, det næste bud, behandles. Forestillingen varer godt 2,5 time, og det er lidt til den lange side. Historierne ville have vundet meget, hvis de var sluttet og gjort mere skarpe på lidt kortere tid, så de havde fremstået mere stringente og stramme, så tankerne holdes på den enkelte historie.

 

 

 

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 15. september-15. oktober 2016

Set den: 15. september 2016

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/dekalog/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *