Anmeldelse: Den stærkes ret, den svages pligt, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde (OPE-N)

Anmeldelse: Den stærkes ret, den svages pligt, Universitetsbiblioteket i Fiolstræde (OPE-N)

Af Christian Skovgaard Hansen

Under årets Copenhagen Opera Festival præsenteres anden del, Den stærkes ret, den svages pligt, af trilogien af samme navn i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i indre by. Trilogien startede med første del opført i Retten i Århus under Aarhus Festuge i 2025, og den afsluttes med tredje del i Kongehallen i Sagnlandet Lejre i 2027.

I forestillingen sætter iscenesætter Louise Beck og komponist Niels Rønsholdt et skarpt fokus på magten og dens væsen. Vi er med deres nyskrevne opera vidner til et komplekst magtspil, som stedspecifikt finder sted på det gamle Universitetsbibliotek, hvor magtens fortællinger og bedrifter igennem tiderne er blevet samlet, organiseret og gemt. Moralen er væk, så der er kun magten tilbage, og den kæmper de alle om, for magten er jo den ultimative gevinst.

De får hjælp af vokalensemblet ARS NOVA Copenhagen, Athelas Sinfonietta Copenhagen og håndplukkede sangere og nycirkusartister til at skabe magtoplevelsen, hvor vi ”bare” bliver brikker i magtkampen.

Her udfolder en fejring sig, og vi som publikummer er inviteret med som gæst. Vi bliver dermed gæster og vidner til en magtdemonstration, hvor magtens mørke snart begynder at slå sprækker. Bag facaden lurer magten, og her skifter alliancerne, gamle garantier smuldrer og verden tilhører nu pludselig dén, der er kynisk nok til at tage den. Forestillingen trækker tråde fra gamle tider og op til nu, hvor magten nu udøves uden omsvøb, når styrke træder i stedet for ret. Magten kræver styrke, og de gamle normer er under opbrud.

Måske netop fordi magten står skrevet i bøgerne, og fordi viden historisk har været lig med magt, har man ladet en forsker indlede hver forestilling. Her bliver den teoretiske viden forsøgt omsat til dannelse og virkelighed for os som publikummer. Idéen er god, men denne del kommer alligevel til at stå lidt abrupt fra resten af forestillingen, og vi kunne nu nok godt have undværet denne del, så Beck og Rønsholdts forestillingen havde stået endnu stærkere alene.

Vi møder Hende (Signe Haugaard Lauridsen), der nu vil lade magten dele med sine børn (mesterligt sunget og spillet af Katinka Fogh Vindelev og Morten Grove Frandsen), hvor det ene barn er god, men det andet er … mindre god. Men magten lader sig kun svært deles, hvorfor der nu udspilles et drabeligt salg om magten. Det hele udfolder sig foran os her ned gennem gangen omgivet af hylderne med de mange bøger, der kommer til at være en aktiv medspiller. For magten beskrives jo i bøgerne, og dem kan vi jo stole på. Eller kan vi?

Solistholdet, som består af kontratenoren Morten Grove Frandsen og sopranerne Katinka Fogh Vindelev, Signe Haugaard Lauridsen og Josefine Weber Hansen, synger alle, så hårene rejser sig, når der er pondus og autoritet i stemmerne. Grove Frandsens onde og brutale diktator og magtmenneske er uhyggelig, når han beordrer bøgerne væk. Gys! For: Hvad kan vi dog bruge de gamle bøger til? Meget må svaret være! Han kan være indsmigrende og næsten indbydende behagelig, når det kræves, men lige så hurtigt kan humøret vende, hvis han ikke får sin vilje, og alt er på vej til at gå i opløsning.

Rosa Birkedal, der har stået for scenografien og lyset, udnytter hele biblioteksrummet til fulde. Omdrejningspunktet er den smalle gang ned langs de høje reoler. Der spilles både hele vejen ned gennem gangen og i højden.

Dirigent James Sherlock og musikerne fra Athelas Sinfonietta Copenhagen leverer et smukt og velspillet musikalsk akkompagnement. Langs gangen på gulvet og på 1. sal synger Ars Nova Copenhagen Rønsholdts libretto med præcision. Solisterne, musikerne og sangerne får hjælp af en gruppe artister i Alma Toasperns koreografi til assistere sig i magtkampen.

Den stærkes ret, den svages pligt er en gennemført magtdemonstration, og spørgsmålet, som vi bagefter tankevækkende kan stille os selv, er, om magten nu engang er den pris værd. Måske ikke for os, men den vil være de for nogen – og så er magtkampen ikke slut endnu. Det bliver spændende at følge trilogiens afslutning næste år, og så kan man kun håbe på, at hele trilogien engang genopsættes. Den fortjener et stort publikum.

OPE-N og co-produceret af Copenhagen Opera Festival i samarbejde med Ars Nova Copenhagen, Athelas Sinfonietta Copenhagen og AFUK

Universitetsbiblioteket, Fiolstræde 1, 1171 København K

Spilleperiode: 13.-17. august 2026

Set den 14. august 2026

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Solister: Morten Grove Frandsen (kontratenor), Katinka Fogh Vindelev (sopran), Signe Haugaard Lauridsen (sopran) og Josefine Weber Hansen (sopran)

Kor: Ars Nova Copenhagen           

Artister: Michiel Tange Van Leeuwen, Ylva Maia Aagaard Havndrup, Eivind Øverland, Petter Wadsten, Inga Andersen Haarløv, Ronja Liv Hestad, Lola og Solén Villard

Koncept: Niels Rønsholdt og Louise Beck

Musik og libretto: Niels Rønsholdt

Iscenesættelse: Louise Beck

Dirigent: James Sherlock

Koreograf: Alma Toaspern

Kostumer: Albert Hellberg

Producent  Anne Mai Slot Vilmann

Produktionsleder: Svante Huniche Corell

Scenografi og lys: Rosa Birkedal

Forestillingsleder: Laura Sylvester Walters

Scenografassistent og rekvisittør: Anna Viktoria Mau Osbar

Rekvisitør assistent: Ro Ørslev

Medinstruktør: Katinka Hurvig Møller

Indstudering: Miles Lallement og James Scherlock

Lys- og lydtekniker: Emil Vodder Christensen

Lydteknisk konsulent: Asger Kudahl

Bygger: Jonathan Svante Halfdan Hjorth

Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *