Anmeldelse: Det Er Menneskeligt At Frygte, Gribskov Kultursal (Dramaterne)

Anmeldelse: Det Er Menneskeligt At Frygte, Gribskov Kultursal (Dramaterne)

Af Malthe Pihl, gæsteanmelder

Som et løg man piller i flere lag, indbyder denne musikteaterforestilling til fortolkning og refleksion på mange niveauer. Er du til sang og dans, actionfyldte kampscener eller flot skuespil, er der noget for enhver smag.

Se den for smukke flerstemmige ensembler og intense rockballader, en flot fortælling der behandler etik, moral og relevante problemstillinger i samfundet, nu som tidligere, eller for 20 unge mennesker der nyder hinanden i 2 timer og 20 min (inkl. pause, men mon ikke de også nyder hinanden i pausen).
Homosapiens største triumf, i forhold til hovedsageligt Homo Neanderthalensis var ved den kognitive revolution for mellem 70.000 til 30.000 år siden, der gjorde dem i stand til kollektivt at tro på ting, der ikke eksisterer. Uanset om energierne i historien om Bjergslægten og Skovslægten i Kesadara eksisterer eller ej, er der i hvert fald bred enighed hos folket om, at den ”Fælles Bevidsthed” har skabt harmoni mellem de to tidligere krigeriske slægter.

Jonathan Lumholt Stahlschmidt & Theis Hass
Jonathan Lumholt Stahlschmidt & Theis Hass

Det er i hvert fald lige indtil at spørgsmålet om, hvem der skal være det nye spirituelle overhoved, i historien kaldet Acara, der opstår i kølvandet på mordet af denne. Pludselig usikkerhed og kaos skaber frygt og mistroiskhed hos folket. Hvem kan man stole på?

”Vi er kærlighed”, som det lyder i slutningen af sangen ”Rødder”, forvandler sig gennem forestillingen til spørgsmål som: ”Hvor vigtig er jeg i forhold til fællesskabet, og hvor meget vil jeg ofre for det?” ”Når vi allesammen er mennesker med samme drivkræfter og grundlæggende frygt for døden, hvorfor hader vi så hinanden?” Og hvad mener fx den forhenværende Acara, når hun i et åbenbaringens klarsyn udbryder:”Døden er ikke uden fornuft”.

Gennemgribende for stykket er en karakterudvikling over hele linjen, hvor mange af karaktererne tager drastiske fald fra høj til lav status og omvendt. Det smitter af påskuespillerne, som man tydeligt kan se nyder at stå på scenen. Ligeledes skinner det klart igennem, at de har arbejdet og boet sammen i et 25 dages intenst prøveforløb, og man mærker stærkt engagement og lyst fra start til slut.
Det skabte en smule forvirring, at den nye Acara umiddelbart kunne blive den, der løj mest troværdigt, eller havde flest sorte penge på lommen. Men det hænger fint sammen med den mængde bagvaskelse og korruption, der opstod i kampens hede.

Og i den sammenhæng er den overraskende slutning et godt springbræt til tanker om menneskets egentlige natur i forhold til fx frygt og magt.

Stor cadeau skal lyde herfra mine ydmyge og stadig nye teaterbriller for en stor forestilling med lystfulde skuespillere, velspillende musikere bag kulissen og ikke mindst til instruktørerne og alle de mennesker, der står bag hele baduljen.

Skynd jer ind og se Dramaternes forestilling indtil den første august og giv jer selv en rigtig god oplevelse.

Dramaterne

Gribskov Kultursal, Østergade 52, 3200 Helsinge

Spiller indtil d. 1. august 2015

Set d. 28. juli 2015

Foto: Louise Eriksen

Har du lyst til at se forestillingen? Se nærmere på forestillingens officielle facebookside: 
https://www.facebook.com/events/1594195397515472/

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *