Anmeldelse: Don Carlos, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
Man træder ind på Operaens Store Scene og sætter sig godt til rette i de blå plyssæder. Dirigenten går ind og sætter orkestret an, og forestillingen er i gang. Scenetæppet i forgrunden er som et kæmpe hegn, og et stort monument er centreret på scenen. Det ligner ikke, at der sker meget på scenen, men en stemme bliver pludselig tydelig. Ser man nærmere, er det som om monumentet kommer til live. Sådan begynder Giuseppe Verdis opera Don Carlos på Operaens Store Scene.
Verdis opera Don Carlos er en kompleks fortælling om magt, kærlighed og politiske intriger. Fortællingen finder sted i Spanien i det 16. århundrede. Det handler om den unge prins Don Carlos, der er dybt forelsket i den franske prinsesse Elisabeth. Hun bliver dog gift med Don Carlos’ far, kong Filip II, som selv kæmper med indre konflikter og store politiske ambitioner. Don Carlos erkender sin kærlighed til Elisabeth overfor hans gode ven, Rodrigos (Posa), som forsøger at hjælpe ham med at flygte fra landet. Carlos insisterer dog på at blive og kæmpe for Flanderns Frihed.
Midt i alt dramaet modtager Don Carlos et hemmeligt kærlighedsbrev, som han tror er fra Elisabeth, som nu er hans stedmor. Det viser sig at være fra hofdamen, prinsesse Eboli, som opdager den store hemmelighed, nemlig Carlos’ forelskelse i sin stedmor, og truer med at bruge denne information. Kongen er endvidere fortvivlet over, hvorfor dronningen ikke gengælder hans kærlighed på trods af hans store magt og rigdom. Det store kærlighedsdrama foregår alt imens at der er krig. Om nogen ender med at få en lykkelig slutning sammen, må tiden vise Verdis opera Don Carlos.
I denne forestilling var der flere gæstesangere. Herunder bassangeren Stephen Milling, som formåede med sin positur, udstråling og ikke mindst store musikalske overskud at leve op til rollen som Filip II. Han formåede at udtrykke de mange facetter og følelser, som kongen måtte igennem i en splittelse mellem magt og kærlighed. Sopranen Gisela Stille leverede en fornem præstation som Elisabeth, hvilket også kan afspejles i hendes prisbelønnet Verdi-fortolkninger.
I rollen som Don Carlos var tenoren Matthew White, som med sin smukke stemme er hovedrollen i operaen. Han levede til tider dog ikke helt op til at fylde rummet ud og vise karakterens kompleksitet. Alligevel var den musikalske præstation god. Tenoren Gihoon Kim bar rollen flot som Rodrigo, der med sin store røst og gode skuespil i høj grad fangede publikums opmærksomhed.
Storinkvisitoren Roberto Scandiuzzi repræsenterede den religiøse magt i forestillingen, hvilket også kom til udtryk gennem hans sanglige præstation i sin seriøsitet og musikalske retning. Som prinsesse Eboli fik mezzosopranen Aytaj Shikhalizada i høj grad lov til at stråle, særligt med sin arie, som fik høj applaus og bravo efterfølgende.
Det Kongelige Operakor er i den grad nævneværdige med deres indlevelse i hver karakter. De formår i den grad at vise vigtigheden i hver enkelt sangers præstation. Sammen med Det Kongelige Kapel gik den overordnede musikalske præstation glidende. De formåede både at fange de helt skrøbelige men også store og dramatiske øjeblikke. Det hele under musikalsk ledelse af Jordan de Souza.
Scenografien af Gio Forma var meget grå og kold i udtrykket, hvilket muligt havde til mål at udtrykke karakterernes svære følelser i tragedien. I baggrunden var der en stor skærm med videodesign af D Wok med kontinuerlig bevægelse, som skiftede med at have abstrakt moderne kunst, klassiske værker, skyer og tordenvejr med mere. Fordi der var konstant bevægelse, kunne det til tider tage fokus fra sangerne, og det der skete på scenen.
Generelt havde iscenesættelsen af Davide Livermore, scenografien af Forma og kostumer af Mariana Fracasso til mål at sammensætte to tidsperioder nemlig den pavelige domstol fra 1200-1800 med det politiske diktatur i Spanien i midten af 1900erne. Dette kunne komme til udtryk ved, at koret havde festligt tøj på fra 1920’erne og en bil køres ind på scenen, men at der i baggrunden vises bevægelige værker af Velázquez og afbildninger af Jesus. Jeg synes dog ikke helt de kom i mål med det, da man kunne til tider kunne blive mere forvirret over valgene, end at det supplerede til forståelsen af forestillingen. Alligevel virkede noget af iscenesættelsen suverænt, såsom det store monument, som symboliserer frihed og menneskerettigheder, der er på scenen fra start.
Også lyset af Antonio Castro kunne til tider virke lidt påtaget, da alt lys på scenen blev rødt for virkelig at understrege dramatiske øjeblikke. Alligevel bidrog lyssætningen generelt fint til stemningen og fortællingen i operaen.
Sangernes præstation i operaen Don Carlos er i sig selv noget, som er værd at tage ind og se. Selvom det sceniske udtryk ikke altid bidrog til fortællingen, havde dette også klart sine højdepunkter (særligt mod slutningen af forestillingen). Som helhed går forestillingen op i en højere enhed og det samlede indtryk giver mening.
Don Carlos er en opera og psykologisk tragedie om kærlighed, religion og familiedrama på højeste plan. Med stykkets mange sceneskift har man mulighed for at tage operaen til sig i mindre bider. Skynd dig derfor at sætte en aften af til at komme ind og se Verdis Don Carlos, inden det er for sent.
I samarbejde med Den Norske Opera og Den Finske Nationalopera
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 8. september-19. oktober 2024
Set den 8. september 2024
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/don-carlos
Medvirkende: Stephen Milling, Matthew White, Gihoon Kim, Roberto Scandiuzzi, Kyungil Ko, Gisela Stille, Aytaj Shikhalizada, Marlene Metzger, Jacob Skov Andersen, Nia Coleman med flere
Dirigent: Jordan de Souza
Iscenesættelse: Davide Livermore
Korsyngemester: Steven Moore
Scenograf: Gio Forma
Kostumedesigner: Mariana Fracasso
Lysdesigner: Antonio Castro
Videodesigner: D Wok
Varighed: Ca. 3 timer og 20 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Der er blå plyssæder i Operaen og ikke røde !
Kære Lis,
Godt set! Det er opdateret.
Mvh Ungt Teaterblod