Anmeldelse: Dyrene i Hakkebakkeskoven, Tivoli (Teater V og Tivoli)
Af Christian Skovgaard Hansen
Hakkebakkeskoven er nu rykket ind i Tivolis Glassal med Teater V’s familieforestilling Dyrene i Hakkebakkeskoven.
Thorbjørn Egner (1912-1990) var en norsk tegner, forfatter, visedigter og komponist, som nok er mest kendt for sine børnebøger, som er blevet elsket gennem de seneste generationer. Udover ”Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven”, som danner grundlag for denne forestilling, er han også kendt for historierne om ”Karius og Baktus” og ”Folk og røvere i Kardemomme by”. Denne skribent husker i hvert fald tilbage på højtlæsningen fra historierne fra Hakkebakkeskoven med glæde.
Man har forsøgt at ramme den velkendte tegnestil fra bogen i scenografi og kostumer. Det i sig selv er egentlig lykkedes fint af Johan Kølkjær, og den enkle scenografi rummer mange muligheder, så der relativt let kan skiftes mellem de forskellige scener. Ved hjælp af lys tilføjes scenografien også lidt farve. Scenografien bliver dog lidt vel lille og forsømt på Glassalens relativt store scene, og forestillingen passer nok egentlig bedre i lidt mindre rammer.
Forestillingen har igennem de sidste 10 år kørt med forskellige skuespillerhold. Om det er spillestilen i det hele taget, eller om det er årets skuespillerhold, skal jeg ikke kunne sige, men det er som om, at skuespillet aldrig rigtig bliver nærværende for os, så vi får den rette varme stemning, glæde og underfundighed, som fortællingen lægger op til. Maria La Cour som Klatremus og Brian Hjulmann som Mikkel Ræv gør dog god figur, og deres sam- og modspil fungerer godt.
Selvom Dyrene i Hakkebakkeskoven er fra 1953, så holder fortællingen stadig. Hakkebakkeskoven er fyldt med de mange forskellige dyr, som skal (prøve at) leve i fred sammen. Fortællingen viser os, at selvom man er forskellig, kan man sagtens leve sammen og hjælpe hinanden. Venskab, retfærdighed, medmenneskelighed og hjælpsomhed er de gennemgående temaer. Der skal være plads til alles forskelligheder, men man skal samtidig kunne leve sammen i fred – uden at blive bestjålet eller – endnu værre – ædt! Emnerne er der altså, men de udfoldes aldrig rigtigt helt, så både børn og det lidt ældre publikum får noget med hjem.
Halfdan Rasmussen har oversat bogen. Hans oversættelse er både vaks, charmerende og samtidig eftertænksom. Det er i høj grad dette, der holder forestillingen oppe.
Men en del af replikkerne fremsiges desværre lettere overgearet – ligesom opsætningen i øvrigt – og plapres af, så det kan være svært at følge med og finde ro, hvilket er synd! De mange dyreroller får aldrig rigtig fred til at være sig selv, så de kan folde sig ordentligt ud.
Det går til gengæld meget bedre ved de klassiske sange, som sammen med musikken binder forestillingen fornemt sammen. Vi får blandt andet de klassiske ”Peberkagebager-sangen”, hvor det kan være svært ikke at trække på smilebåndet, når bagerlærlingen får byttet ”lidt” rundt på ingredienserne, og fejringen af bamsefars fødselsdag i ”Hip Hurra for bamsefar”. Sangene holdes korte, men vi kan heldigvis stadig kende dem. Særligt ”Hip Hurra for bamsefar” giver os den rette følelse af varme og fællesskab – det er bare synd, at det så er afslutningsnummeret.
Børnene, særligt de små, morer sig. De nyder de velkendte figurer, og de kan synge med på klassiske sange. Men selv de små har til tider svært ved at holde fokus i længden, så de er noget urolige på sæderne. Det er samlet en fin lille forestillingen, men desværre også lidt let, som ikke rigtig bliver siddende i os. Forestillingen er naturligvis særligt skabt for børnene, men en god familieforestilling giver også de lidt ældre og de voksne noget med hjem, og det savnes lidt her.
Teater V og Tivoli
Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Spilleperiode: 10.-19. maj 2019
Set den 10. maj 2019
Fotos: Teater V
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/teater/2019/dyrene+i+hakkebakkeskoven
Medvirkende: Maria la Cour, Brian Hjulmann, Asbjørn Agger, Linda Elvira Magnussen, Mikkel Reenberg, Margit Watt-Boolsen og Rune Antonio Bro
Manuskript: Thorbjørn Egner
Oversættelse: Halfdan Rasmussen
Instruktion og bearbejdelse: Pelle Koppel
Scenografi: Johan Kølkjær, efter Thorbjørn Egner
Musik: Christian Hartmann og Thorbjørn Egner
Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Vi har først set den nu grundet corona udsættelse og jeg må sige jeg er dybt dybt skuffet, den var så uinspirerende og dårlig opført. Jeg så den opført på sønnens skole, den var bedr end denne i Tivoli. Svært at forstå, kedelig fortolkning af de gode sange, tabte børnene undervejs så der var en masse uro i salen. Vil bestemt ikke anbefale den.