Anmeldelse: Odense Sommerrevy 2019, Engen, Fruens Bøge

Anmeldelse: Odense Sommerrevy 2019, Engen, Fruens Bøge

Rating: 4 ud af 6

Af Daniel Lassen

Odense Sommerrevy slår for fjerde gang teltdugen op, og starter revysæsonen 2019 med en underholdende, men ufarlig sommerrevy. Det er svært at forestille sig et smukkere sted at holde revy end Fruens Bøge, og får man tilmed en lækker picnickurv i forteltet inden forestillingen starter, så kan stemningen næsten ikke være andet end i top.

Den gode stemning falder bestemt ikke, når revyen går i gang – snarere tværtimod. Revyen kommer nemlig godt fra start med en flot og tempofyldt første afdeling. Første akts absolutte topnummer går til revydirektøren, Lars Arvad, som synger om hans ”Bette drøm” om at blive årets fynbo. Dette nummer indeholder en passende mængde af selvironi.

Af andre højdepunkter i første akt skal Jacob Morilds meget skarpe, satiriske nummer ”Ekstremsport” nævnes. Her forsøger Thomas Mørk sig som en konkurrenceløber, der prøver at løbe sig igennem alle de forhindringer for at blive familiesammenført. Jacob Webles ”De strivt” med 4 OB-fans fortjener også at blive nævnt. Her bruges rim og remser på bedste manér til at forklare, hvorfor OB er det bedste hold. Dette nummer er ustyrligt morsomt, og vinder med det samme publikums hjerter. Herefter vakler publikum i højt humør til pause efter et velfortjent hyldestnummer til Kim Larsen.

Desværre daler niveauet drastisk efter pausen, hvor man uheldigvis har placeret alle de lange og teksttunge solonumre. Især pigerne bliver ladt i stikken og står kun tilbage med de svage tekster, som fx Sofies lange solosang om, at hun slår prutter efter hver sang. Dette nummer bliver aftens bundskraber, og som publikum sidder man næsten og får medlidenhed med hende. Det bliver dog ikke meget bedre, når Vicki Berlin igen laver sin karakter Camila, som hun har lavet de sidste 3 år i revyen, i år skal hun holde takketale til sin konfirmation. Denne karakter er set meget bedre før, og den er ganske enkelt bare ikke morsom i år. Det er synd og skam, at pigerne ikke har fået bedre tekster at arbejde med, da de ellers fungerer upåklageligt i alle fællesnumrene.  

Andet akt byder også på Niels Olsen som Inger Støjberg. Dette er også set før, men er som altid underholdende. Ideen med at skrive teksten på ”Min lille lysegrønne ø” er genial, men det virker desværre ikke vildt relevant at parodiere Inger Støjberg, eftersom hun ikke har været så meget i medierne det sidste års tid. Revyholdet redder lidt op på andet akt ved at slutte af med et sjovt nummer om tre fyre på en swinger-klub. Måske en kende plat måde at slutte revyen af på, men det virker og er sjovt.

Vi kan ikke komme udenom, at det bliver de tre herres aften. Især Niels Olsen og Thomas Mørk tager de allerstørste stik hjem i denne revy, og det er en ren fornøjelse at se dem på scenen. Deres komiske timing kan ingen tage fra dem, og deres form for vanvidshumor kan man næsten ikke få for meget af. Alene virker specielt Thomas Mørk i topform denne aften, og han forstår om nogen at holde publikums opmærksomhed i skak, selv i de lidt for lange, men ellers sjove numre om Uffe Elbæk og Morten Messerschmidt.

Alt i alt er Odense Sommerrevy anno 2019 en dejlig og underholdende revy. Desværre bliver den aldrig farlig satirisk, selvom den prøver at tage emner som klima, krænkelse og hvidvaskning af penge op. Uheldigvis bliver det langt hen af vejen mere fjol end reel satire. Decideret plat går revyen dog heldigvis aldrig hen og bliver, men man kunne godt ønske sig, at de gik lidt mere til stålet.

Det er tydeligt at mærke, at Odense Sommerrevy prøver at lave en revy med et mere moderne udtryk, end hvad de har i de fleste andre revyer. Det er dejligt at se en revy, der tør prøve at gøre tingene lidt anderledes men samtidig holder traditionerne ved lige.

Men Odense Sommerrevy 2019 er absolut en flot, musikalsk og underholdende revy. Dansk revysæsonen 2019 er nu skudt i gang, og hvis de andre revyer er på samme høje niveau, tegner det til at blive en god en af slagsen!

Odense Sommerrevy 2019

Engen, Fruens Bøge, Skovalleen, 5220 Odense SV

Spilleperiode: 9. maj-15. juni 2019

Set den 9. maj 2019

Fotos: Odense Sommerrevy

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://odensesommerrevy.dk/

Medvirkende: Niels Olsen, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Sofie Lassen-Kahlke og Lars Arvad  

Instruktør og koreograf: Joy Marie-Frederiksen

Kapelmester: Morten Wedendal 

Musikere: Kristian karottki, Morten Øberg, Aske Drasbæk, Thomas Ovesen og Andreas Hatholt  

Scenograf: Thomas Mørk 

Kostumier: Grith Deleuran   

Tekst og musik af: Niels Olsen, Morten Wedendal, Vicki Berlin, Vase og Fuglsang, Jan Svarrer, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Jacob Morild, Ida og Bent From, Jacob Weble, Kim Larsen, Gasolin, Haugaard, Axel Thingsted, Ib Christoffersen, Søren Anker Madsen og Lars Arvad

Varighed: Ca. 2 time og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *