Anmeldelse: Møntvask, Gi en historie og Baglys

Af Emma Brink Laursen

En bitter forfatter på et møntvaskeri er blevet tilbudt at få sine seks egne radioprogrammer på Radio24syv. Det er længe siden, at han har oplevet anerkendelse i en sådan grad. Herligt! Nu skal han bare finde de rigtige ord. De helt rigtige ord.     

Denne aften spiller Møntvask i et lokale på Korsgade, Nørrebro. Vi samles ude foran før forestillingens start. En skægget mand iført hue og læderjakke kommer rullende på fortovet med en indkøbsvogn fyldt med alverdens ting og sager, en mannequindukke uden ben blandt andet. Han skal forestille en hjemløs, der tilfældigt kommer forbi og giver sig til at spille et par numre på sin guitar. Han vil have sit publikum til at rocke med og opfordrer også til at smide en skilling.

Så kommer endnu en mand slentrende ad fortovet. Han slæber på to IKEA-poser. Det er forestillingens anden karakter. Han vil have folk med indenfor på vaskeriet, som denne aften desværre ikke er et rigtigt møntvaskeri. Dog er der skabt et stemningsfuldt rum med aviser klistret fast til ruderne og en varm lyssætning. Hvorfor, han vil have os med derind, er en smule uklart, men han får os gelejdet ind og ned at sidde, i vindueskarmen og på stole opsat til lejligheden. Han knapper en øl op til sig selv og til den hjemløse, og byder også enkelte publikummer på øl.

Der lægges fra begyndelsen op til teater, hvor publikum er aktivt deltagende, hvad der er oplagt, eftersom vi befinder os i et uformelt og intimt rum uden nogen egentlig scene. De to medvirkende, Hans Laurens og Andreas Ugorskij, henvender sig til os, da vi står på gaden, og da der sendes øl rundt, men så stopper denne kontakt også. Resten af forestillingen er der ikke meget kontakt skuespiller og publikum imellem. Jeg sidder desværre med en oplevelse af, at Hans Lauren knap nok registrerer, at vi er der. Sjældent slår han blikket op og ser på os. Han er i sit eget, og hans fremførelse af monologen, som han oven i købet selv har skrevet, er så stærkt følt, at det desværre efterlader os andre udenfor. Der er simpelthen ikke rum nok for os til også at føle noget.

Af denne grund bliver det også svært at følge med og engagere sig i den historie, som forsøges fortalt. Den afdankede forfatter tager ud i natten for at lede efter de helt rigtige ord. Han kritiserer, hvordan de gamle værtshuse er blevet overtaget af tyveårige børn med grydehår, der spiller bordfodbold og drikker direkte af flasken. Han kritiserer, hvordan selv Nordvest er blevet et pænt middelklassekvarter, ”ligegyldigt og angstperfekt”. Han længes efter de gode gamle tider. Men det er en smule tyndt. Han konstaterer det, og hvad så?

Så møder han en tatoveret kvinde fra Vejle, mannequindukken. Hun sidder pludselig overfor ham med fedtet tjavsehår og mascara under øjnene. De går hjem sammen i hendes lejlighed, hvor det eneste, hun har pakket ud, er dobbeltsengen. De tilbringer natten sammen, han smutter, og næste gang, han hører noget til hende, er, da han læser en overskrift på Ekstrabladet: ”Tatoveret kvinde smidt ud ad vindue”. Man når at tænke, at nu kommer der lidt mere kød på forfatterens fortælling, men der er ikke meget mere til historien end denne overskrift.

Det er storbyfortællinger og en tydelig længsel efter en anden tid, skrevet i en Dan Turèll-agtig stil, og mange passager er ganske fine, men jeg havde langt hellere set det oplæst, gerne med Andreas Ugorskijs guitarspil til at underbygge stemninger, som det gøres på glimrende vis i forestillingen, men uden skuespilleriet, som gøres alt for stort og bliver utroværdigt.

Hans Laurens gør det med et vildt blik i øjnene og store armbevægelser, når han spiller rollen som den gamle, selvfede forfatter, der slet ikke kan forstå, hvordan andre endnu ikke har fået øjnene op for ham og hans kunst. Og som han står der i vaskeriet og på en lidt pralende måde fremfører den monolog, som er hans eget værk, ja så bliver denne karakter på komisk vis et billede på ham selv. Om dette har været hensigten, har jeg min tvivl på. Hvis det var hensigten, så point for det, for i så fald var det ganske genialt tænkt!

Seks radioprogrammer bliver til tre, som bliver til ingen. Den i forvejen bitre forfatter med alt for høje tanker om sig selv ender med slet ikke at få noget radioprogram og bliver endnu mere bitter. Rasende faktisk. Han kaster rundt med papir og bøger. Men vreden og frustrationen er hans og hans alene. Forestillingen nærmer sig sin ende, men jeg er desværre blevet tabt på vejen. Måske er en del af årsagen, at jeg simpelthen bare var for ung. Det var trods alt unge mennesker som mig, der blev kritiseret. Forestillingen var nok tiltænkt et lidt ældre publikum, men det ændrer dog ikke på, at fremførslen blev gjort for stort og rørte for lidt.

Gi en historie og Baglys

Forskellige spillesteder – Denne aften: Korsgade 12, 2200 København N

Spilleperiode: 27. april-15. maj 2019

Set den 9. maj 2019

Fotos: Benny Thaibert

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Hans Laurens og Andreas Ugorskij

Instruktion: Jeremy Thomas-Poulsen

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Lysdesign: Paul Damade

Kunstnerisk konsulent: Steen Haakon Hansen

Producent: Jonas Schou Hansen

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Aben, Københavns Musikteater (UmDieEcke)

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Høje Herrer i Akademiet, I har vist mig den ...

Re-anmeldelser under CPH STAGE 2017

Under CPH STAGE 2017 præsenteres både nye forestillinger og forestillinger, der har spillet før, ...

Anmeldelse: Grab them by the pussy, Teatret Svalegangen

Af Anne Sophie Thingsted   En enkel scenografi, der understreger stykkets temaer, fem velcastede ...

Anmeldelse: ONE 2.0, Dansekapellet (Uppercut Danseteater)

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Uppercut Danseteater genopsætter ’ONE’ fra 2012, nu ...

Anmeldelse: La Bohème, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier Det var en smuk, smuk aften i Operaen i selskab med ...

Anmeldelse: Romeo og Julie Komplekset, Københavns Musikteater

Af Mathias Sauer Hvis du nogensinde har været forelsket, så er denne forestilling noget ...