Anmeldelse: TAM / TYK / TATOVERET, Kunstnerkollektivet LUX LUX LUX og Teater Hund & Co.

Af Emma Brink Laursen

Jeg smilede over hele ansigtet, da jeg tidligere i aftes cyklede hjem fra Teater Hund og Co., og mine mundvige er endnu ikke faldet helt tilbage på plads endnu. TAM / TYK / TATOVERET er en varm, munter og alvorlig vandreforestilling om krop, udseende, og vores blikke på dem, vi ikke kender endnu.

Det er baseret på interviews, at Kunstnerkollektivet LUX LUX LUX og Teater Hund og Co. har skabt forestillingen. Skuespillerne har interviewet forskellige rigtige mennesker med forskellige kroppe, og ud af det er der kommet en yderst levende og intim forestilling om at være tyk, tynd, syg, plastikopereret, tatoveret, menneske.

De medvirkende, Karin Bang Heinemeier, Thomas Bentin, Anne Vester Høyer, Wahid Sui Mahmoud og Dya Hauch, møder os i den lille bar, hvor vi venter på, at forestillingen skal begynde. Den begynder dér, midt i en afslappet atmosfære af snak og øl. ”Hej, jeg er Bror”, siger de, og går rundt og hilser på publikum. De tager os med ad en stejl trappe op til en lille illuderet lejlighed, som udgør scenen. Vi deles ind i mindre grupper og inviteres ind i alle lejlighedens rum – også de mest private!  

For mig begynder vandringen i soveværelset, hvor Karin Bang Heinemeier og Thomas Bentin tager imod os som Bror, en mand tatoveret i fire lag på hele kroppen. Begge giver de krop og stemme til denne mand, og synkront ifører de sig en morgenkåbe og sætter sig på sengekanten, og nu giver de krop til en tyk kvinde. Hun er endelig begyndt at elske sin krop og har en ”ven med fryns”, som hun kalder ham, for han er ikke interesseret i et forhold, men de dyrker sex med hinanden, og det er dejligt. De to skuespillere er begge kropsligt stærke, og dette gøres der brug af. De ruller kontrolleret rundt i sengen indviklet i hinanden, han løfter hende rundt, og der skabes et meget fint billede af to mennesker, der har sex. De to skuespillere supplerer hinanden særdeles godt.    

Senere præsenteres vi for en ung kvinde, som ikke længere kender sine egne grænser, som har glemt, hvordan man siger nej. Thomas Bentin ligger på gulvet med lukkede øjne, spredte ben og åben mund, mens Karin Bang Heinemeier fortæller om, hvordan hun oplever at blive set på af mænd som en eller anden sexdukke, som de kan udleve deres pornografiske fantasier med.

Senere præsenteres vi for en kvinde, som er blevet ramt af sclerose. ”Flyt så det ben. Flyt så det ben” gentager hun, men det vil ikke. Hun kravler i seng, men sengen forvandler sig til en pøl af vand, som hun kæmper for ikke at drukne i. Hun er tidligere dykker og befinder sig midt i sit livs mareridt, illustreret på fineste vis i en genialt udtænkt scenografi.

Turen går derefter til stuen, hvor Anne Vester Høyer og Wahid Sui Mahmoud venter. Vi er nogle, der bliver placeret i en lille hjørnesofa. Jeg bliver tilbudt et tæppe, og der bliver sendt skumfiduser og saltstænger rundt. Herinde møder vi blandt andre en kvinde, som har fået utallige plastikoperationer, for sex sælger, og hun lever af at sælge ting. Og hun skammer sig ikke, trods skeptiske kommentarer fra familie og venner. Dem griner hun bare af!

I stuen møder vi også endnu engang den scleroseramte kvinde, som nu taler om, hvordan hun har taget initiativ til at mødes med andre syge mennesker. Det var ingen god oplevelse, det rene freakshow, beskriver hun det som. Anne Vester Høyer trækker puder og tæpper op under trøjen, så hun får sig en pukkelryg, og putter et par planter under armene. Forvandlet til en af disse freaks stiller hun sig op på det lille sofabord og brøler som et monster.

Wahid Sui Mahmoud klemmer sig ned i sofaen mellem min sidemand og jeg: ”Kender I to hinanden?” spørger han. Vi ryster lidt perplekse på hovedet. ”Så skal I da lige snakke lidt sammen!”. De to skuespillere i dette rum supplerer også hinanden fint, dog var det min oplevelse, at Wahid Sui Mahmoud sommetider havde svært ved at følge med på hendes niveau af energi og nærvær, der denne aften var helt i top. Måske det for Wahids vedkommende blot var et spørgsmål om premierenerver.

Der udveksles en del blikke, da vi syv personer sendes ind på et lille bitte toilet. Kan det virkelig være rigtigt? Hvordan skal der blive plads til skuespilleren? Men Dya Hauch klemmer sig også indenfor, kigger på os og spørger, om vi er okay. Det er vi. Den tykke kvinde igen. Hun er blevet råbt af af en lastbilschauffør, som ville have hende til at bakke. Dya stikker hovedet ud af toiletdøren: ”Fede kælling! Fede so! Elefant! Flodhest!”

I køkkenet placeres vi på små skamler og møder en bodybuilder. Han spiser og spiser og spiser, bruger fire timer dagligt på at spise. Mest kylling. Når det bliver for meget, blender han det. Og det står skuespiller Dya Hauch og drikker, blendet kylling, imens hun taler om, hvordan det slet ikke er sundt, men hvordan det der med træningen vist startede efter forældrenes skilsmisse.

Da forestillingen foregår i en lille lejlighed, kan man mange gange høre, hvad der foregår på den anden side af væggen. Dette er dog noget, som man hurtigt vænner sig til, og de gange, hvor lyden fra et af de andre rum bliver meget høj, ja, så griber skuespillerne det blot, og det inkorporeres i scenen.  

For alle fem skuespillere gjaldt det, at de var tilstede med et enormt nærvær, hvad der gjorde det til en meget varm og tryg oplevelse, trods der var flere grænseoverskridende elementer med i forestillingen. Rummene var små, så vi kom fysisk tæt på hinanden, specielt på det lille toilet eller i den lille hjørnesofa. Vi blev talt til, stillet spørgsmål, og det var på den måde ikke kun skuespillerne, som var sat til skue. I stuen blev vi opfordret til at snakke med hinanden, og i køkkenet var vi nogle, som blev tilbudt at drikke blendet kylling.

Der blev overskredet grænser, men på grund af den gode kontakt skuespillere og publikum imellem, blev det på intet tidspunkt ubehageligt – i hvert fald ikke mere, end vi kunne tåle!

Forestillingen er en vandreforestilling, hvad der kræver lidt mere af publikum end en typisk teaterforestilling. Vi måtte selv bevæge os rundt i lejligheden og sommetider måtte vi stå op og overvære scenerne. Der blev dog gjort alt for, at alle kunne være med. En kvinde med krykker slap eksempelvis for de stejle trapper og blev hjulpet op i lejligheden af en anden vej. 

TAM / TYK / TATOVERET spiller indtil den 1. juni, og du kan også opleve forestillingen under CPH STAGE, hvor den er udvalgt til at være et af årets highlights – og med god grund! Denne forestilling har du ikke lyst til at gå glip af.

Kunstnerkollektivet LUX LUX LUX og Teater Hund & Co.

Teater Får302, Toldbodgade 6, 1253 København K

Spilleperiode: 8. maj – 1. juni 2019

Set den 8. maj

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Karin Bang Heinemeier, Thomas Bentin, Anne Vester Høyer, Wahid Sui Mahmoud & Dya Hauch

Manuskript: Petrea Søe & Trine Wisbech – i samarbejde med de medvirkende

Instruktion: Petrea Søe

Scenografi og kostumer: Lisbeth Burian

Lysdesign: Mikkel Jensen

Lyddesign: Rasmus O. Hansen

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Monty Pythons Spamalot, Odense Teater

Af Carina Blangsbøll Forestillingen er for dig, der elsker et godt grin, og jeg ...

Anmeldelse og bemærkninger: Imagine, Aveny-T

Af Christian Skovgaard Hansen   Sofie Amalie, vores anmelder i Århus, så forestillingen til ...

Anmeldelse: Fakiren fra Bilbao, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs   Aarhus Teaters Store Scene byder denne gang op til ...

Anmeldelse: Alcina, Det Kongelige Teater (Operaakademiet)

Af Jonathan Stahlschmidt   Takkelloftet er en hyggelig lille scene, hvor man for tiden ...

Anmeldelse: Festen, Republique

Af Christian Skovgaard Hansen   Tak for i kaffe! ’Festen’ –Vi er denne aften ...

Anmeldelse: Bournonville-aften, Tivoli, Tivoli Ballet Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Påfuglevingerne på Pantomimeteatret i Tivoli åbner op ...