Anmeldelse: Edward II, Betty Nansen Teatret
Af Christian Skovgaard Hansen
Kongedramaet er med Edward II kommet til Betty Nansen Teatret. Historien baserer sig på virkelige hændelser fra England i perioden 1307-1327. Som titlen antyder, er omdrejningspunktet den engelske konge Edward II.
Hans far, Edward I, er død, og magten er derfor nu videregivet til Edward II. Men Edward II passer ikke godt som konge, og han varetager ikke helt sine pligter, og krigen mod Skotland interesserer ham ikke. I stedet retter han sin opmærksomhed og kærlighed mod adelsmanden Gaveston, som han samtidig placerer tæt på ved at tildele ham stor magt, hvilket naturligvis tirrer både den engelske adel og kirken.
Det giver en stor modvilje hos adlen og hos hans hustru Isabella, og et oprør og et had samler sig. De to parter lægger en frygtelig plan. Gaveston lider en hård skæbne, og Edward II tvinges til at abdicere og placeres i fangenskab, alt i mens Dronning Isabella og hendes elsker adelsmanden Mortimer styrer den nye konge: Edward III.
Med udgangspunkt i Christopher Marlowes skuespil fra 1592 bearbejder og opdaterer Tom Silkeberg og Elise Kragerup fortællingen, som Kragerup omsætter til scenen. Udover kampen og dramaet om magten, sætter Silkeberg og Kragerup i høj grad fokus på Edward II’s kærlighedsforhold til Gaveston. Det er ikke et traditionelt kongedrama, men det fungerer egentlig ganske godt, og historien er tilføjet en dosis humor.
Peter Plaugborg er god som Edward II, og han formår at tage os gennem hele følelsesregistret. Han kan både være hård og grusom, når han nærmest skrydende mener, at han alene har ret, men i mødet med Gaveston bliver han blød, kærlig og hengivende, når følelserne får frit løb. Lige så følelsesladet og fortvivlet bliver han, da han får at vide, at hans elskede Gaveston er død. Simon Bennebjerg som Gaveston er tilpas flamboyant og sanselig. Til tider bliver det dog lidt for løssluppent og komisk, så vi aldrig helt rigtig tror på følelserne.
Anderledes beregnende og kantet er resten af persongalleriet fra adlen (spillet fint på kryds og tværs af Ena Spottag, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Johanne Louise Schmidt og Thorbjørn Hedegaard, hvor Noetzelmann som Edwards bror dog ikke har forfærdeligt meget at rive i) og kirken (i form af den ydmygede biskop spillet af Nissen). Ena Spottag leverer også et nænsomt og bevægende portræt af sønnen Edward III, der pludselig kastes ud i at være konge, alt i mens han forsøger at finde ud af, hvad der egentlig er sket med faderen.
Maria Rossing har sine skrøbeligheder som Dronning Isabella, men allermest er hun kynisk som den forsmåede og magtbegærlige dronning, når hun kold og beregnende går efter magten. Dette sker sammen med Mikkel Arendts ditto Mortimer. Deres spil er tæt på frysepunktet.
Karin Gilles scenografi er enkel og nærmest statisk, og den er koncentreret omkring det sort og hvid skakternede gulv, hvilket er et genialt greb. Figurerne skal bevæge sig i og fra og til de rette felter for at vinde, og hele idéen er at fange modstanderens konge (altså Edward II!) for at vinde (magt)spillet. Maja Mirkovics kostumer er farverige og trods en vis henvisning til tiden har de også sine moderne tilsnit. Visse steder bliver det næsten for meget, så det tager fokus fra forestillingen.
Lydbilledet skabes af komponist og musiker Line Felding, som sidder med på scenen. Lydsiden hjælper til historiens mange sindsstemninger, og den hjælper med at binde historien sammen. Kragerup har samtidig gjort forestillingen mere nutidig ved at tilføje mere moderne hits. Det fungerer ganske godt og er ganske sigende, når Edward II affejer sine forpligtigelser og i stedet vælger Gaveston til tonerne af Queens ” So, (don’t stop me now) / (Don’t stop me) /’Cause I’m having a good time, having a good time.”
Silkeberg og Kragerups version af Edward II er ikke helt uinteressant, og dens moderne udtryk kan bestemt noget. Den synes blot ikke helt at være i balance i vægtningen mellem selve kongedramaet og Edward II’s kærlighed til Gaveston. Både magtstrukturerne og kampene for at finde sin plads heri og minoriteternes udfordringer og problemer i samfundet er evigt aktuelle, og Edward II rummer begge dele, men Kragerup får ikke helt de to emner til at gå op i en højere enhed. Men husk: Intet menneske skal blive straffet for hvordan han lever eller elsker andre!
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 18. januar-24. februar 2024
Set den 24. januar 2024
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Peter Plaugborg, Simon Bennebjerg, Maria Rossing, Mikkel Arendt, Ena Spottag, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Johanne Louise Schmidt, Thorbjørn Hedegaard og Line Felding (musiker)
Tekst: Christopher Marlowe, William Shakespeare og Tom Silkeberg
Oversættelse: Niels Brunse
Bearbejdelse: Tom Silkeberg og Elisa Kragerup
Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Karin Gille
Kostumedesign: Maja Mirkovic
Komponist: Line Felding
Lysdesign: Christian Alkjær
Koreografisk konsulent: Signe Fabricius
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod