Anmeldelse: Elektra, Det Kongelige Teater (i samarbejde med Staatsoper Hamburg)

Anmeldelse: Elektra, Det Kongelige Teater (i samarbejde med Staatsoper Hamburg)

Af Henriette Devantier

Hævn, blod og mord er blot få af de stikord, der hæfter sig på Operaens aktuelle opsætning af Richard Strauss’ Elektra, der havde sin urpremiere i 1909. Det var en gedigen mavepuster og et ekstremt udtryk, der som en kanonkugle ramte publikum ved premieren i lørdags. Alt ved denne opsætning er ekstremt – både fortællingen og musikken. Jeg havde det næsten, som om jeg oplevede en musikalsk thriller. Det var true crime i operaformat på åben scene. Det var fedt!

Elektra anklager sin mor Klytaimnestra og hendes mand Agisthos for at stå bag mordet på sin far Agamemnon. Mange års bitterhed ligger gemt i den trodsige Elektra. Hun ønsker sig brændende at hævne mordet ved i ledtog med sin søster Chrysothemis og sin forviste bror Orestes at dræbe moderen og stedfaderen. En mand viser sig i hjemmet, og meddeler Elektra, at Orestes er omkommet.

Ulykkelig og fortvivlet indser hun, at hun må udføre mordene alene, men med ét afslører den fremmede, at han faktisk er Orestes. I ekstase planlægger Elektra og Orestes mordene på moderen og stedfaderen, som Orestes derefter udfører. Men ikke alle er, hvem de giver sig ud for at være…

Det er ikke nogen hemmelighed, at Richard Strauss og jeg har et lidt svingende forhold til hinanden. Derfor var det også dobbelt så fedt at blive taget med storm af denne opsætning af Dmitri Tcherniakov. Musikken til Elektra er senromantisk med en moderne melodiføring. Men den byder også på en bund af harmoniske klange, der får den mere skingre og flagrende moderne lyd til at blomstre. Det er ekstreme og hårdtslående toner fra Strauss’ hånd, som går hånd i hånd med den lige så ekstreme fortælling, som Tcherniakov har formået at udnytte.

Hans fortolkning og opsætning af Elektra er ganske enkelt genial. Den vækker den antikke fortælling til live anno 2023. Alle statistikker viser, at danskerne er vilde med true crime, så hvorfor ikke udspille et vaskeægte mordmysterium på Store Scene i Operaen?

Det var ikke blot kloge valg fra instruktørens side, der vakte operaen til live. Også Lise Lindstroms nuancerede og rå portræt af Elektra illustrerede den barske fortælling. Vidtgående omstændigheder har ført Elektra ind i et manisk mørke, hvor hun er fuldstændig traumatiseret af sine oplevelser og sin i den grad dysfunktionelle familie, der ville være enhver familieterapeuts værste mareridt. Hver en celle i den opslugende Lindstom gav sig 100 %. Lindstroms Elektra var ikke for sarte sjæle.

Lise Lindstrom var ikke det eneste talent på scenen. Den noget dysfunktionelle familie var særdeles velsyngende. Den underkuede lillesøster Chrysotemis i skikkelse af Elisabet Strid gav med sin dramatiske sopran en følsom nuance til familiedramaet, mens Johan Reuter i rollen som bror Orestes var som en sjæleløs mastodont, som selv ikke ti vilde heste kunne vælte af pinden. Det hele lod sig udfolde til tonerne fra et usædvanligt veloplagt Kongeligt Kapel dirigeret af Thomas Søndergård.

Elektra er ikke nødvendigvis en nem opera at gå til. Der er alligevel et godt stykke vej fra Puccini og Verdis romantiske harmonier til den mere moderne Strauss. Men jeg vil alligevel give den min varmeste anbefaling. Elektra er i denne opsætning en opera, der skal opleves live på scenen. Holdet bag har truffet utraditionelle men særdeles kloge valg i denne opsætning, som også byder på et plottwist, der med få virkemidler, fik publikum til at tabe kæben. Mere siger jeg ikke… Det skal opleves!

I samarbejde med Staatsoper Hamburg

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 25. marts-26. april 2023

Set den 25. marts 2023

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/elektra?section=top

Medvirkende: Lise Lindstrom, Violeta Urmana, Elisabet Strid, Gert Henning-Jensen, Johan Reuter m.fl.

Dirigent: Thomas Søndergård

Iscenesættelse og scenografi: Dmitri Tcherniakov

Kostumedesign: Elena Zaytseva

Lysdesign: Gleb Filshtinsky

Videodesign: Tieni Burkhalter

Dramaturg: Tatiana Werestchagina

Instruktør ved genopsætning: Thorsten Cölle

Varighed: 1 timer og 45 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *