Anmeldelse: At dele et liv, Kulturmarkt og Det Kommende Teater (turné)

Anmeldelse: At dele et liv, Kulturmarkt og Det Kommende Teater (turné)

Af Lea Hjort Thalund

I et lille rum, omgivet af pastelfarvede tæpper, udspiller sig et parforhold. På en tørresnor på tæpperne, er der ophængt 16 scener, som tilsammen udgør helheden af det fælles liv. Et delt liv ophængt i kronologisk rækkefølge, men som til forestillingen At dele et liv får en ny rækkefølge, hver gang den bliver spillet. En kurv med tallene fra de 16 scener går rundt blandt publikum, hvor hver scene bliver trukket af publikum. Forestillingen bliver således til et teaterdramaturgisk eksperiment.

Vi følger det unavngivne par, som bliver spillet af Mette Rønne og Søren Ruby, fra deres første lettere akavede date, til deres sidste forsøg på at redde forholdet gennem parterapi. Man får således oplevelsen af, både at følge et billede på det universelle forhold, som i mange træk virker genkendelige fra vores egne, men samtidig bliver lukket ind i deres forholds finurligheder. Lige så uforudsigelig, som parforholdet kan være, er forestillingen derfor. Forholdet kan tage forskellige veje alt efter, hvilke valg vi træffer. Hvordan deler netop de – og vi selv – livet?

Netop distinktionen mellem det universelle og det unikke i forholdet gør, at illusionen omkring konceptet lidt slår revner. Oplevelsen og følelsen af alle dele af et parforhold foregår samtidig overalt omkring os. Der er altid en, som er på deres første date, et par der har deres første skænderi og et par der går fra hinanden.

Denne fornemmelse bliver dog lidt brudt, idet de tildeler dette parforhold gennemgående træk, som er unikt for netop dem. Således bliver pizzabestillingen, og altid ”Nummer 21. The meatlover”, en gennemgående forbindelse til det, der ikke længere er universelt. Der er noget smukt i at kunne genkende sig selv og sine egne forhold i At dele et livskomiske, men også ærlige tilgang til parforholdet. Desværre falder forestillingen lidt til jorden, når de tildeler deres universelle parforhold gennemgående unikke, specifikke træk på deres karakterer og forhold.

Skuespillerne Mette Rønne og Søren Ruby skaber et fint intimt rum, hvor fortællingen udfolder sig. De fører os igennem parforholdets fortælling med en intim, kærlig og nærværende spillestil. Desværre skaber konceptet en begrænsning for deres skuespil. Scenerne skal kunne spilles i en tilfældig rækkefølge, hvilket ikke giver dem muligheden for at bygge noget større op, som bliver forløst senere i forestillingen. Dette bliver den største ulempe ved det ellers finurlige og ikke uinteressante koncept om at spille parforholdets mangeartede dele i tilfældig rækkefølge.

At dele et liv er en hyggelig lille intimforestilling, som nytænker ideen om publikumsinddragelse og måden at iscenesætte en hverdagsfortælling på. Den komiske distance til parforholdets problemer, såvel som glæder, skaber et trygt rum, med plads til at grine såvel som det fælles ”nurh”, som uundgåeligt opstår. Genkendeligheden giver stof til eftertanke i det omfang, at man selv har oplevet lignende situationer i sine egne parforhold, eller at man har observeret omgivelsernes parforhold, som både har holdt eller er gået i stykker.

Ønsker du en hyggelig aften, i intime rammer, er At dele et liv et godt bud til en ellers helt normal hverdagsaften, hvor parforholdets prøvelser udfoldes.


Produceret af Kulturmarkt og Det Kommende Teater
Set på Magistraten, Østergade 7f, 8600 Silkeborg

Spilleperiode: 20. – 30. marts 2023
Herefter kommer forestillingen rundt i landet i perioderne august-oktober 2023 og januar-februar 2024. (Disse billetter er endnu ikke i salg).
Se nærmere om spillesteder m.m. i linket

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.kulturmarkt.dk/atdeletliv

Set den 28. marts 2023

Foto: Per Pedersen / foto8600.dk

Af og med: Mette Rønne og Søren Ruby

Konsulent: Anders Brink Madsen
Udviklet: I samarbejde med Daniel Lill

Musik: Jacob Rønne Danielsen

Dramaturg: Ditte Bichel

Varighed: Ca. 60 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *