Anmeldelse: Ellen Babic, Teatret Svalegangen (Teatret Svalegangen og Himmerlands Teater)

Anmeldelse: Ellen Babic, Teatret Svalegangen (Teatret Svalegangen og Himmerlands Teater)

Af Thormod S. Kamban

Hvornår er noget ikke et magtspil? Emmer vi mennesker af magt og sex på tidspunkter, hvor vi aldrig selv ville have gættet på det?

Forestillingen Ellen Babic på Teatret Svalegangen rejser en række vidtrækkende spørgsmål om, hvordan vi betragter hinanden igennem menneskets linse, der til alle tider har zoomet ind på alle de laster, der stadig er altafgørende for de store strukturelle systemer – såvel som de små instanser. Magt, sex og status i de sociale og arbejdsmæssige hierarkier.

Astrid og Klaras (Maja Juhlin og Laura Kjær) hjem er omdrejningspunktet for denne forestilling, hvor de har været samlevere og partnere igennem mange år. Men da inspektøren, Wolfram (Peder Dahlgaard), på denne aften kommer forbi for at tale med Astrid, der er skolelærer, hænger en underlig energi i luften. Hvorfor vil han opsøge hende på hjemadressen? Hvorfor bryder Astrid sig ikke om, at Klara skal være der imens, og hvorfor er Klara så utryg ved en situation, hvor inspektøren kommer på besøg?

Inspektøren indleder en lang snak, hvor fortiden lige så stille begynder at invadere nutiden. Astrid har en elev, der har rettet en alvorlig anklage mod hende. En anklage, der giver inspektøren anledning til at trække tråde til andre gamle historier, og før nogen ved af det, er de alle tre viklet ind i et kæmpe spin af hinandens historier og synsninger.

Fra start af er der gang i et psykologisk spil mellem kæresteparret, der bliver spillet virkelig godt af Maja Juhlin og Laura Kjær, og den her samtale, hvor der tilsyneladende ligger noget under det meste af tiden, bliver intensiveret yderligere, da inspektøren Wolf, spillet af Peder Dahlgaard, træder ind. Lidt efter lidt kommer ordene til at flyve igennem luften, beskyldningerne blomstrer, og det føles som om, at alle blinde vinkler er helgarderet i Marius Von Mayenburgs manuskript, oversat af instruktøren selv, Kim Bjarke.

Rebekka Bentzens scenografi er kogt ned til en stue med en sofa, hvori der ligger en bamse der siger ABC-remsen når Klara trykker på den. Den uskyld der ligger i den rekvisit, har naturligvis også en omvendt effekt. Foruroligende godt tænkt. Desuden er der et oplyst gangareal bagved med klassiske skydedøre, en hvid reol og en bunke bøger og en hoppebold i det andet hjørne. Alt er minimeret. Samtalen er i fokus.

Det er en tour de force i gennemarbejdet karakterarbejde, for forestillingen favner så ufattelig bredt i løbet af 1 time og 45 minutter. Hierarkiet indbyrdes mellem dem alle tre skifter mange gange undervejs, og det kan tilskrives deres position på arbejdet, deres alder, deres køn og deres udstråling. Og noget, der er med til at gøre stykket virkelig fænomenalt, er, at nuancerne imellem alle disse forskellige faktorer hele tiden følger med og pludselig kan man se den historie i et andet lys, og pludselig er det udsagn anderledes.

Wolf fortæller f.eks. om en klaverlærerinde han havde som lille, han var voldsomt forelsket i, og som han var besat af, såvel personlighedsmæssigt som seksuelt. Dette eksempel bringes op, da snakken kommer ind på Klara og Astrids forhold, der startede lige efter eller under Klaras skoletid, og hvor inspektøren påpeger, om der da ikke har været en ulige magtbalance der.

Forestillingen er god til at lege med det grænsesøgende i begreber som #Metoo, grooming og kønsdebat, ved det at det jo nødvendigvis burde være åbenlyst for enhver, at det er umuligt at definere 1:1, hvordan en grooming af et yngre menneske foregår. Er alderen altafgørende? Hvem tog initiativ? Hvad var settingen?

Peder Dahlgaard spiller virkelig godt som inspektøren, der både har luret deres tanker, har luret livsstil og væremåde, som den beregnende og nådesløse patriark, samtidig med at han krydser klinger med de følsomme sider af menneskesindet. Hans ryg er på ingen måde fri, da han efter sigende skal have gjort sig tilnærmelser over for Maja, ad flere omgange. Han spiller rollen tilpas kynisk og tilbagelænet, men med åbninger ud i det empatiske og forstående væsen.

Laura Kjær spiller Clara tilpas frivol, til at hun både virker umiddelbar og ærlig, samtidig med at hun dybt beregnende kan bringe sin ungdommelige og seksuelle position ind i samtalen.

Maja Juhlin er troværdig som den sympatiske lærer, der elsker sit job mere end noget andet, agerer åbent og undrende i samtalen, samtidig med at der gemmer sig en lille djævel indvendig, der kommer mere og mere til udtryk, som forestillingen skrider frem. Hun er forrygende i dobbeltspillet, og det bliver pokkers svært at finde ud af, om hun rent faktisk har ageret forkert ift. forhold mellem elever og seksuelle tilnærmelser.

Jeg er helt vild med, at forestillingen ikke tager noget parti. Uden at afsløre noget kan jeg sige, at den hen imod slutningen tager en drejning, hvor man tænker, at den ender. Det gør den ikke. Den står ved, at vi som publikum, ene og alene, må finde ud af, hvem vi tror der taler sandt og hvem der lyver. Og det gør den enormt godt!

Manuskriptet er brillant, og det har så meget pondus, at der faktisk ikke ”foregår noget” i hele forestillingen, andet end koldt samtaleteater, som dog ikke kun er dødseriøst men også har flere morsomme replikker. Der er hverken brugt tid på at stilisere optrin, lyset, scenografien eller noget som helst. Og det er enormt fængende fra start til slut.

Der er et par løse ender i fremførelsen, hvor et par dialogudvekslinger bliver trukket i unødig langdrag. Flere gange undervejs misforstår karaktererne, hvad hinanden siger og skal have hverandre til at gentage det. Jeg skal ikke kunne sige, om det er et yndet trick i retorik-håndbogen, for at gøre folk usikre i samtaler, men det blev en kende for påfaldende.

Der er også noget med kærlighedsforholdet imellem Astrid og Klara, der ikke virker ægte på mig. Jeg tror ikke for alvor på dem til at starte med, og der går lang tid, inden jeg smager en flig af deres passion for hinanden. Ganske givet en ting der er nødvendig i manuskriptet, for at så tvivlen om, hvor reelt deres forhold er og på hvilken baggrund, samt for at skabe splid om eleven Ellen Babic, der efter sigende har anklaget Astrid for seksuel krænkelse.

Men alt i alt er det småting. Jeg erindrer ikke at have set et psykologisk drama på Svalegangen, der havde samme intensitet og nerve som Ellen Babic. Det er så lynende aktuelt, som noget kan være, og det har så mange vinkler på alle de parametre, alle de nuancer i grooming, seksuelle anklager og magtbeføjelser, som vi ofte kommer til at tage for givet, når vi åbner en avis og læser om virkelige sager. Sandheden er flerdimensionel, for der findes ofte mere end én sandhed. Det er forestillingens helt store raketfyrværkeri.

Teatret Svalegangen i samarbejde med Himmerlands Teater

Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C

Spilleperiode: 12. september og igen 29. september-24. oktober 2026

Forestillingen har spillet på Himmerlands Teater

Set den: 30. september 2026

Fotos: Montgomery

Lyst til at vide mere? Køb billetter her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2026-2027/ellen-babic

Medvirkende: Maja Juhlin, Peder Dahlgaard og Laura Kronborg Kjær

Tekst: Marius Von Mayenburg

Oversættelse og instruktion: Kim Bjarke

Scenografi: Rebekka Bentzen

Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *