Anmeldelse: Et Dukkehjem, Teater Republique (gæstespil fra Copenhagen Chamber Performance)

Anmeldelse: Et Dukkehjem, Teater Republique (gæstespil fra Copenhagen Chamber Performance)

Af Jonas Gudmand

Du skal ind og se ’Et Dukkehjem’, hvis du brænder for at se en moderne operaopsætning. Det gør det ekstra interessant, at det er lavet over Henrik Ibsen-klassikeren ’Et Dukkehjem’. Hvis du ikke har set så meget teater endnu, er dette bestemt ikke noget, du skal se, da det er en forestilling i et langsomt tempo uden de store aha-oplevelser.

Forestillingen starter interessant, da der foran scenen sidder orkestret Athelas Sinfonietta Copenhagen. Ind kommer dirigenten Maria Badstue. Det er en lille mørk kvinde med en rank ryg, der udstråler stor autoritet og integritet. Deres musik følger med under hele forestillingen, hvilket er ’Et Dukkehjems’ største kvalitet. Det er velspillet, og der dukker forskellige musikalske overraskelser op, der giver den moderne opera liv.

1Da vi undervejs møder de fem forskellige operasangere, der er med, dør livet ud. Det pragtfulde orkester gør sit bedste for at skabe inspirerende øjeblikke, men det der sker på scenen, fanger mig aldrig på nogen måde. Jeg var ellers uhyre spændt på at se en fortolkning af Henrik Ibsen klassiker fra 1879.

Samtlige karakterer fremstår overfladiske og uden nerve i sig lige med undtagelse af én. Fortolkningen af de medvirkende karakterer rammer mig på ingen måde. Det rammer desværre kun min kedsomhed. Morten Grove Frandsen skiller sig dog positivt ud, som husvennen Dr. Rank, der specielt i starten af 2. akt virker levende, da han erklærer sin kærlighed over for Nora, der er spillet af Radmila Rajic.

Det er i denne del af forestillingen, hvor der kommer nogle meget smukke replikker. F.eks. siger Nora: ”Der er den, man lever sammen med. Der er den, man begærer. Og så er der dem man elsker.” For Dr. Rank er han desværre ”bare” ham, som hun elsker. Hun siger bl.a. også: ”Nogle mennesker holder man mest af. Andre bruger man mest tid på.” Meget sigende, og det viser den stor dybde i Henrik Ibsens drama.

2
Vi følger den gennemgående karakter Nora, der i selve manuskriptet er en kvinde, der låner nogle penge hos en lånehaj til sin mands vigtige behandling (manden er spillet af Jens Bruno Hansen). I manuskriptet kan man læse, hvordan manden svigter og overser hende, fordi han kun tænker på sig selv og sin karriere. Man også læse sig til, hvordan husvennen meget rørende erklærer sin kærlighed til Nora, uden at hun gengælder hans kærlighed.
I denne opsætning kommer Nora til at fremstå overfladisk og uden charme. Mod forestillingens hensigt (går jeg ud fra) bliver det mandens kærlighed til Nora, der kommer til at fremstå sympatisk. Noras kamp for selvstændighed kommer til at se forkælet ud, og jeg synes hun ”skaver sig”.

Desværre lever opsætningen ikke op til Henrik Ibsens fremragende værk. Jeg håber ikke, at der er nye teatergængere, der tager ind og ser den. For jeg frygter, at de fremover vil tage afstand fra det store værk ’Et Dukkehjem’ rent faktisk er.

Copenhagen Chamber Performance
Teater Republique, Lille Scene, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spiller indtil d. 23. maj 2015

Spilledato: d. 12. maj 2015

Foto: Teater Republique

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://republique.dk/dk/forestillinger/et-dukkehjem/



Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *