Anmeldelse: Et juleeventyr, Teltet på Bakken (Eventyrteatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
Eventyrteatrets juleforestilling er i år rykket ud i Teltet på Bakken i Klampenborg. I lighed med andre steder i hovedstadsområdet har de også en version af Et juleeventyr på plakaten. Denne version er en familievenlig version, der har fået en opdatering.
Eventyrteatret spillede også ”Et juleeventyr” i 2023 i Tivolis Glassal. Dengang var der tale om en kompakt en times forestilling, som også havde manuskript af Bo Skjødebjerg, mens årets forestilling er udbygget med en række scener, så den varer små to timer inkl. pause.

Vi får fortalt den velkendte historie og forretningsmanden og gnieren Ebenezer Scrooge, der hader julen og kalder den for humbug. En nat hjemsøges han af først sin tidligere forretningspartner Marleys genfærd og siden tre juleånder – fortidens, nutidens og fremtidens juleånd. Mødet med ånderne gør, at Scrooge forandrer sig, så lyset og juleglæden indfinder sig. Der er også blevet plads til alle de sædvanlige bifigurer, hvor eneste ændring er, at den lille Tim er blevet til den lille Tip – da det er en pige, der spiller rollen.

Bo Skjødebjerg har både skrevet manuskriptet og instrueret. Iscenesættelsen af de mange børn og unge lykkes godt, så alle de medvirkende får plads og kan vise deres spillelyst og talent, ligesom handlingen glider let afsted. Teksten veksler tilpas mellem de lyse og de mørke scener, hvor sidstnævnte scener dog aldrig bliver for mørke. Den er bedst i de lidt mere alvorlige steder, som når Scrooge undergår sin forvandling, så han indser, at der er andet i livet end penge, og særligt Lille Tip (spillet af Emma Nørgaard Hansen) rører os dybt.
Trods det føles forestillingen i år lidt tung, hvilket nok primært skyldes de mange sange, der nu er puttet ind i løbet af forestillingen. Det tager lidt tempoet og stemningen ud af forestillingen, hvilket er synd. De medvirkende synger dog godt, og Stuart Goodsteins musik er let og elegant.

Selve skuespillet fungerer til gengæld glimrende, og man kan kun beundre og glædes over de medvirkendes talent og spilleglæde. Dét smitter langt ud over scenekanten. Hele holdet leverer fine præstationer. Bertil Cummings Eliassen spiller Scrooge tilpas ondt og usympatisk, så der stadig er grumhed i figuren, men uden at det primære publikum, børnene, skræmmes helt væk. Han undergår samtidig en troværdig forvandling, så også det gode menneske sidder i skabet.

Kirsten Brinks scenografi og Christine Brinckers kostumedesign passer godt til historien som familieforestilling, om end Brinckers kostumer måske sine steder bliver lidt for meget rødt i rødt.
Ikke alt er helt vellykket i årets juleforestilling. Men tekstdelene og ikke mindst Eventyrteatrets eventyrligt dygtige medvirkende gør alligevel, at Et juleeventyr bliver seværdigt. Juleglæden skal nok indfinde sig!
Eventyrteatret
Teltet på Bakken, Dyrehavsbakken, Klampenborg
Spilleperiode: 28. november-21. december 2025
Set den 7. december 2025
Fotos: Thomas Hergaard Fotografi
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Børn og unge fra Eventyrteatret
Manuskript: Bo Skødebjerg efter Charles Dickens historie
Instruktion: Bo Skødebjerg
Scenografi: Kirsten Brink
Kostumer: Christine Brincker
Koreografi: Tara Toya
Komponist: Stuart Goodstein
Lysdesign: Peter Clausen
Lyddesign. Steven Winther-Madsen
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


