Anmeldelse: Færdig med Eddy, Betty Nansen Teatret, Edison

Anmeldelse: Færdig med Eddy, Betty Nansen Teatret, Edison

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule i en lille by på landet i det nordlige Frankrig. Han havde to halvsøskende, som han voksede op med, og senere kom der to småsøskende til. Faderen havde job på byens fabrik, indtil en arbejdsskade invaliderede ham, mens moren gik hjemme indtil farens skade, hvorefter hun arbejdede i ældreplejen.

Det er ikke nemt for Eddy at vokse op i arbejderbyen. Her taler rigtige mænd med næverne, og det er svært for ham at passe ind. Han har feminine personlighedstræk, prøver sin storesøsters tøj og er flamboyant. Han er anderledes, hvilket både faderen og resten af byens unge i skolen lader ham vide. Der er ikke megen støtte fra familien. Hans navn – Belleguele kan oversættes til ”Smukfjæs” – hjælper heller ikke. Vi hører om hans barske liv, om hans første oplevelser med sex og om den første pigekæreste, som ikke nødvendigvis er lykken.

Eddy Bellegueule har to muligheder i livet: Enten at passe ind eller at komme væk. Imellem disse to muligheder, udfolder historien sig om at blive færdig med Eddy. Da Eddy endelig får muligheden for at rejse væk, da han skal på gymnasiet, tager han den og bryder op.

Og i 2013 skiftede han navn til Édouard Louis og året efter skrev han sin selvbiografi ”Færdig med Eddy Bellegueule” (på dansk i 2015). Édouard Louis har taget et opgør med Eddy Bellegueule, så Eddy ikke eksisterer længere. Eddy symboliserer den barndom og det liv, som han hader. Det er denne selvbiografiske fortælling, der danner baggrund for forestillingen Færdig med Eddy.

Morten Hee Andersen lægger krop til Eddy – og de andre af historiens figurer efter behov. Men det er i rollen som Eddy, at han står stærkest. Den er intens, nærværende og rørende. Langt hen ad vejen passer han godt til rollen som Eddy både i kropsbygning, udseende og stemmeføring. Men det eneste minus er, at han visse steder næsten er for pæn og poleret, hvor vi ikke helt mærker Eddys oprør og får hans forvandling og kvaler ind under huden.

Instruktør Anna Balslev har også skåret Eddys historie til, så vi får den rå virkelighed i en intens og nærværende fortælling. Vi får råt for usødet serveret Eddys fortælling, hvor der tales direkte til os som publikum. Vi skal tænke over indholdet og tage emnerne med videre, og historien bliver – heldigvis – aldrig sentimental.

Identitet. Køn. Seksualitet. Mobning. Oprør. Mønsterbrud. Historien drejer sig om, hvilken identitet vi har, og hvilke normer som vi er/skal være underlagt. Det er universelle emner, som er evigt aktuelle – også i dag.

Scenografien af Frederikke Dalum er rå og tom – lige som Eddys barndom. Den er holdt enkel, men samtidig sigende for Eddys fortælling. Fortællingen er i centrum. Eddys forandring kommer fornemt til sin ret.

Gennem gulvpladerne, som fjernes en efter en, så landskabet ændres, blotlægges Eddys seksualitet og den nye virkelighed. Morten Hee Andersen fjerner pladerne en efter en, inden han dykker ned i lagene, kommer op igen, inden det næste lag kan fjernes. Hele scenen og de få rekvisitter, som f.eks. en stor, sort affaldssæk, der forvandles til en kjole, som Eddy danser rundt i, udnyttes gennemslagskraftigt. Bum!

Det er ikke den første forestilling i denne sæson, hvor skuespilleren lader ansigtet indsmøre i klæg, grålig ler – med mere eller – mest – mindre held. Men i Færdig med Eddy er det første gang, hvor jeg synes, at der vitterligt er en tanke og en mening bag. Anna Balslev lader her Eddys forandring komme til sin ret. Eddy vil forvandle sig og maskere sig og være anonym. Han ”gemmer” sig masken, indtil han til slut lader den falde, hvor han tager et opgør med Eddy. Eddy er væk, og en ny virkelig kan begynde.

Édouard Louis’ roman ”Færdig med Eddy Bellegueule” rummer en vigtig og universel fortælling om eksistens og identitet; og ikke mindst følgerne heraf. Samtidig er det en barsk historie om seksualitet og det at springe ud. Vær dig selv – og stå ved det og bryd med normerne!

 

Betty Nansen Teatret, Anneksscenen EDISON, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 12. oktober-10. november 2018

Set den 13. oktober 2018

Fotos: Catrine Zorn

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/f%C3%A6rdig-med-eddy/

Medvirkende: Morten Hee Andersen

Baseret på Édouard Louis’ roman ”Færdig med Eddy Bellegueule”

Baseret på en oversættelse af Agnethe Dorph Stjernfelts

Bearbejdelse og dramatisering: Simon Boberg og Anna Balslev

Instruktion: Anna Balslev

Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum

Lyddesign: Asger Kudahl

Lysdesign: Christian Alkjær

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *